Fortællingen.dk

Interview af Janus Andersen for fortællingen.dk, maj 2009

Dansk forfatter, født 1973.
Uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur 2006-2008
Jesper Nicolaj Christiansen har indtil videre udgivet to bøger – begge letlæste og med en tydelig forkærlighed de mere kulørte genrer: Æblet og Robert og robotten.
Han arbejder derudover med film (og håber på at lave en tegneserie).

Du arbejder med film, tv og bøger, nogle meget eftertragtede fag at komme indenfor. Kan du fortælle lidt om den vej, der har ført dig dertil?
Asterix. Min far læste tegneserier. Han døde desværre, da jeg var lille, men hans samling af tegneserier arvede jeg, og læste flittigt. Asterix blev til Linda og Valentin, der blev til Projekt X, som senere blev til Hemingway, Doyle og Martin A. Hansen. Men det begyndte med tegneserien, og det at opleve ord og billede sammen. Det var magien for mig. Den første tegneserie, der rørte mig til tårer, hvor jeg faktisk sad og græd, var Uncanny X-Men 137, hvor Phoenix dør. Den første film, jeg græd over, var E.T., og den sidste gang, jeg græd efter at have læst en bog, var, da jeg i S-Toget og græd som pisket over Lykkelige Kristoffer. At nogle billeder, eller tegn på et stykke papir kan få så voldsomme følelser frem i et menneske, synes jeg, er fantastisk. Men man skal jo ikke kun tude. Man skal grine, græmmes, frygte, råbe, skrige – føle.

Jeg har altid været en enspænder, leget bedst alene og bygget verdener i mit hoved, så det var vel den eneste mulige løsning, at skrive. Jeg kunne desværre ikke tegne, så jeg tænkte, det næstbedste ville være at fortælle historier med levende billeder. Jeg skrev nogle kortfilm, som vennerne filmede, og pludselig arbejdede jeg i filmbranchen og var produktionsleder. Et job, jeg nok hadede endnu mere, end jeg var dårlig til det, men folk blev ved med at hyre mig, og jeg turde ikke springe ud som forfatter. Til sidst blev jeg fyret og så kravlede jeg ud af skabet.

Du har skrevet et par meget forskellige letlæste bøger, en genre, der vel stiller nogle krav – i hvilken grad påvirker de krav den historie, du har valgt at fortælle? Hvor kompleks en historie kan man fortælle, når man skal overveje læsbarheden af det?
Man skal først og fremmest være sig sin målgruppe bevidst, og man skal ville skrive til den målgruppe. Hvis man ikke vil det, så skal man vælge noget andet. Men faren for at skrive ned til målgruppen er nok endnu større end at skrive op. Der findes sindssygt mange lorte letlæsningsbøger, som Tim taber sin frakke og den slags litteratur, som efter min mening burde brændes.

Børn er jo ikke idioter. De vil gerne have en god historie, helt ligesom voksne. De vil underholdes, betages, udfordres. De vil smage, røre og føle teksten.

Jeg tror, det er vigtigt ikke at sætte grænser for sig selv, når man sætter sig ned for at skrive letlæsning. Men det er vigtigt at kende sin målgruppe. Men det gælder jo, uanset hvad du skriver, eller hvem du skriver til.

Et faktum, der spiller ind her, er jo så, at teksten på et eller andet tidspunkt skal være letlæselig. Men jeg starter aldrig med at skrive den letlæselig. Jeg starter med at bruge mange lange og svære ord og forhåbentlig give historien lag, altså så den virker på forskellige niveauer, fordi børn er forskellige, som voksne, og de opfatter forskellige ting. En joke kan måske få Jacob til at grine, mens den går hen over hovedet på Rasmus.

Da jeg startede med at skrive letlæsning, hadede jeg det. Jeg følte mig bundet, men det var, fordi jeg så det i den kasse, de fleste ser det i. Da jeg fandt ud af, at det kunne være, hvad jeg gerne ville have, det skulle være, så var det en kolossal lettelse.

Jeg tror, en anden ting, der er vigtig, er, at man elsker en god historie, når man skal skrive letlæsning. Hvis det er ord, der fascinerer dig, så skal du nok vælge noget andet. Men hvis det er historien, du gerne vil fortælle, så kan du meget med letlæsning. Du skal også elske ord. Jeg synes, det er skideskægt at sidde og finde på et tostavelses ord for rumraket. Jeg elsker at gå min tekst igennem, fordi jeg lære noget af det. Jeg sidder der med ordbøger og bladrer som en gal. Jeg kan gå og gruble over et ord en hel dag. Men jeg skriver ikke for ordets skyld, jeg skriver for historien. Jeg skriver, fordi jeg elsker at fortælle historier.

Noget, jeg har bidt mærke i ved både Æblet og Robert og robotten, er illustratorerne, Peter Snejbjerg og Teddy Kristiansen – begge kendte danske tegnere, som også arbejder med tegneserier. Har du en forkærlighed for tegneserien?
Som nævnt tidligere, så elsker jeg tegneserier, og det var vigtigt for mig (og er det stadigvæk) at bruge tegneserietegnere, fordi jeg synes, de bringer en anden dynamik, end en almindelig tegner gør. Desværre er tegneserie i Danmark et bandeord og noget underligt underlødigt kiosklitteratur, så vi har færre tegneserietegnere, end jeg har fingre, så jeg er så småt ved at løbe tør. Men at arbejde med både Peter og Teddy var en temmelig våd drøm. Det var sådan lidt ”hvad!!!” da de sagde ja. Jeg elsker, hvad de hver især har bragt til Æblet og Robert & robotten.

Hvordan har samarbejdet været med illustratorerne – foreligger der en færdig historie, før de kommer ind i billedet, eller arbejder I tættere sammen?
Der foreligger en færdig historie, og så tegner de. Jeg blander mig ikke i, hvad de laver, og de blander sig ikke i, hvad jeg laver. Jeg kalder det gensidig respekt. Den dag, en tegner begynder at komme med gode råd til mit skriveri, er vores samarbejde færdigt. Jeg kan ikke tegne, og jeg står gerne ved, at jeg ikke kan tegne. Og jeg går ud fra, at den tegner, som skal illustrere min bog, ved, hvad han/hun laver. Jeg ville blive voldsomt irriteret, hvis tegneren kom og ville lave ændringer i teksten, så derfor lader jeg dem om at tegne. Jeg tror også, det giver et bedre resultat. Bogen bliver mere fuldendt. Fordi det er sjovere for tegneren. Jeg går ud fra, at tegneren elsker at tegne, og de giver jo teksten det liv, de ser. Nogle gange tænker jeg ”arh, det havde været fedt med en dims her eller noget der,” men ultimativt respekterer jeg deres valg, og jeg bliver altid glad for, at de bringer deres bidrag. Så bliver bogen også deres.

Du laver også film, som så generelt retter sig mod et ældre publikum – hvilke udfordringer giver de to forskellige medier dig som historiefortæller? For ikke at nævne de to forskellige typer publikum?

Og hvad er det, der kendetegner en god historie på tværs af medier?
Jeg lavede på et tidspunkt næsten kun film. Men jeg er et af de mest utålmodige mennesker i verden, og det er en fucking slow-ass driving miss Daisy branche, hvor alle har en fucking mening om hvert lille komma. Jeg blev sindssyg. + de historier, jeg gerne vil fortælle, passer ikke helt ind i DFI’s rammer, og så er du bare dømt ude.

Jeg elsker filmmediet, og jeg elsker historier fortalt i billeder. Mit numero uno ønske er at skrive tegneserier (jeg skal bare lige finde en tegner). Men filmmediet er også dejligt, hvis det bare ikke var for alle de filmfolk. Det, som det giver at være forfatter, er, at det er DIN historie, du fortæller. Hvis du har noget på hjertet, som kommer det ud, fordi det er dig (og, til en hvis grad, en redaktør), der bestemmer. Det med redaktøren er vigtigt. Det er vigtigt at finde den rette redaktør, der kan de rigtige ting, og som passer til dig. Når den person er fundet, så er det magi. Fordi den person er 100% commited til at gøre din tekst bedre. Han/hun har ikke et eller andet ego trip, de skal have kørt af, eller et fingeraftryk de skal have sat. Det drejer sig om at fortælle den bedst mulige historie. I filmverdenen har du en producer, en instruktør, en producent, en konsulent, skuespillere, instruktørens kæreste og dennes hund osv. Det stopper aldrig med gode råd og meninger om, hvordan du OGSÅ kunne gøre det. Jeg skrev på et tidspunkt på en børnefilm. En dag stoppede jeg op og spurgte mig selv ”hvad fanden er det egentlig, du sidder og skriver?” Jeg vidste det simpelthen ikke mere, og der smed jeg håndklædet i ringen. Fordi jeg fortæller historier af tre grunde. 1. Jeg elsker det, 2. Jeg vil gerne underholde, 3. Jeg har noget jeg gerne vil sige.

Når ingen af de tre kriterier bliver opfyldt, så er det meningsløst at fortsætte.

Jeg forstår til dels godt filmbranchen og forstår den præmis, som den er tvunget til at underlægge sig. Det handler jo om økonomi. Der er mange penge involveret, så det nytter ikke en skid, at man ikke tænker på modtager, når man laver en film. Selvfølgelig skal man det. Vi har i DK lavet alt for mange lortefilm, hvor det var en instruktør (eller Auteur, som de jo elsker at blive kaldt), der havde en kræftsvulst, han gerne ville dele med os andre. Det er ikke i orden. Når man laver film, bliver man nødt til at sige, ”det drejer sig om kunst og penge!” og så fortæller man en historie, som man regner med, mange andre mennesker kan relatere til. Man skal ikke lade sig styre af markedet og økonomien, og hvad folk gerne vil have. Der er ikke en kæft, der aner, hvad folk gerne vil have. Fordi folk ved det heller ikke selv. Derfor tager politikerne fejl, når de snakker os efter munden. Og filmfolk ligeså. Se på det lort, Hollywood hælder ud. Kæmpestore multi million budgetter og manuskripter, der er blevet skrevet ihjel, fordi de skal please alle. Det kan man ikke. Folk vil gerne underholdes og føle noget.

Ligesom den gode historie. Jo, du kan godt lave en formel på den gode historie, men det vil være lidt som at lave en formel på det gode menneske. Du kan ikke kopiere det. Du kan sige, dette har virket i historisk perspektiv, og hvis du fortæller en historie med disse virkemidler, så er du ikke helt fucked. Men andet kan du ikke gøre. Hvis der var en formel på den gode historie, så havde Hollywood skamredet den, som en 14årig thailuder, for alt hvad den var værd. Den gode historie er individuel og universel på samme tid. Heldigvis kan den ikke standardiseres.

At skrive film er også bestemt meget af skabeloner. Du har vendepunkter, du skal ramme, og dine karakterkurver skal helst ramme de vendepunkter. Hver scene er en afsluttet historie med sine egne vendepunkter. Fordi jeg har skrevet film så længe, så lægger det i mit blod. Så jeg skriver bøger på samme måde, og så alligevel ikke. Mine tøjler er lidt mere frie. Men jeg kan nemt gennemskue en historie, som ingen struktur har. Jeg kan ikke selv holde ud af læse dem. Som Stormen i 99. Den mest overrated lortebog i 2008. Ingen struktur, form, karakterer eller mening i øvrigt. Men anmeldere er suckere for mænd, der stikker deres tommelfingre op i røven på mere eller mindre ukendte kvinder, og kokke, der spermer ned i frikadellefars. Det er så nemt.

Der er jo meget lidt respekt om at kunne skrive. De fleste mennesker mener, de kan skrive. Det er lidt som med at tegne. Alle mennesker kan tegne, nogle er bare bedre end andre. Men det er lidt sværere at måle skriveriet. Fordi alle kan åbne en computer og trykke på tasterne, og de fleste mener også, de er pissegode til det. Der blev på et tidspunkt lavet en måling. 80% af alle mennesker i den vestlige verden vil gerne skrive en bog. 80 fucking %. Hvor mange, tror du, gerne vil illustrere en bog? Jeg ved det ikke, men det er fandeme ikke fucking 80%, fordi folk kan jo se at koen på papiret ligner en oksefrø med fåresyge. De har bare ingen selvkritik, når de skriver. Desværre.

Mht. børn vs. unge er der ikke for mig nogen forskel i at skrive til den ene vs. den anden målgruppe. Man skal holde for øje med, hvem man skriver til, og så skal man ikke tale ned til dem. Det, tror jeg, er det allermest vigtige. Ikke at tale ned. Bjarne Reuter (som er min absolut favorit nulevende danske forfatter) skrev sidste år en ungdomsbog, Fem, som var så krumme tæer pinlig, at det var svært overhovedet at komme igennem den, fordi den stank af, at manden er 60+ og ikke længere i kontakt med sit publikum. Han kunne sikkert sagtens skrive en bog om unge i 50’erne, hans egen ungdom, men han er ikke på beatet med de unge i dag, og så bliver det sgu bare grimt. Desuden var historien direkte dum. Altså, han kan jo skrive, for helvede, Den Iranske Gartner var den bedste danske bog sidste år. Han laver den bedste og måske dårligste bog samme år. Men det duer ikke at skrive til et publikum, som man ikke er på bølgelængde med. Måske derfor jeg ikke skriver voksenlitteratur.

Jeg synes, der mangler god ungdomslitteratur, og der mangler mod fra forlagenes side til at udgive den. Det er sådan lidt Old School det ungdomslitteratur, der kommer. Fucking dagbøger? Jeg mener, hvem fanden skriver dagbog i dag? Come on, op på hesten, kære redaktør. Fordi du bliver våd i trusserne, når du hører ordet dagbog, og får et fjernt blik i de tårevædet øjne og kan erindre sommerdagene oppe i sommerhuset, så betyder det ikke, at det rager os. Jeg synes, Date med en engel havde lidt af det nye. Og sproget er rigtig godt i de fleste ungdomsbøger (meget højere end gennemsnittet i børnebøgerne… suk…), men kom nu med noget nyt form. Tør nu noget, forlag. Old School er fint nok, men vi har også brug for noget nyt. Både til børn og unge. Noget, der sparker benene væk under os og pumper hjertet ud af kroppen. Noget, der slår tænder ud af munden og giver ar på sjælen. Sommerfugle i maven og blår i øjnene. Noget, der tør noget. Noget, der vil noget.

For i bund og grund er der derfor, JEG læser og skriver. For at føle noget.

Hvilke bøger læste du selv som barn – og er der nogen af dem, som påvirker dig den dag i dag?
Jeg ville gerne påstå at jeg læste Poe og Byron, men det gjorde jeg sgu bare ikke. Astrid Lindgrens forfatterskab fylder meget i min bevidsthed og er noget, jeg selv læser for mine børn, ligesom C. S. Lewis, Ole Lund Kirkegaard, Bjarne Reuter, Jack London og Dennis Jürgensen har en plads i mit hjerte. Og tegneserier. Jeg læste røvmange tegneserier. Alt, hvad biblioteket havde. Jeg læste mange flere tegneserier end bøger. Og sjovt nok var det tegneserierne, der fik mig over i bøgerne. Jeg læste en reference til Den gamle mand og havet i en tegneserie, lånte den og blev blæst væk. Og så Nikolas og Løven. En cheap ass billedbog der stadigvæk får mig hver gang. Og selvfølgelig Tyren Ferdinand.

Du har selv to børn – læser de? Og hvilken rolle synes du, at børnelitteraturen spiller for læserne – i modsætning til f.eks. film eller spil?
Jeg har faktisk tre børn. Janus (10), Wilhelmina (4) og Ferdinand (3). Ja, de læser. Hver søndag har vi en times læsning, hvor alle læser hver sin bog. En egoistisk opfindelse, deres far har fundet på, så han kan få en times fred til at læse, men sjovt nok fordyber alle sig i hver sin bog (på hver sin måde) den ene time hver søndag. Min store dreng læser meget, og læste hurtigt. Han elsker tegneserier, men læser også bøger. Jeg læser højt, eller den store læser højt for de små. Specielt er Lea Letens billedbøger en favorit her i hjemmet.

Janus ville spille 24/7, hvis han fik lov. Det gør han ikke. Han må spille en time om dagen. Vi ser film, vi kan ikke se fjernsyn, så i stedet for at se børnetime ser vi et afsnit af et eller andet børneserie på DVD. I stedet for Disneysjov ser vi en film. Med Janus læser jeg tit en bog, og så ser vi filmen og snakker om forskellen. Eller vi ser bare en film og snakker om den. Jeg forstår godt fascinationen i at spille, jeg spiller ikke så meget selv, men jeg forstår godt, det kan gribe en, og kan også finde kvaliteter i visse spil. Nogle af dem har kanon gode historier. Jeg tror ikke, man skal være bange for, at det ene medie slår det andet ihjel. De kan noget forskelligt. Alle mine børn synes, det er fedt at ligge og læse/kigge i en bog, inden de falder i søvn. De kan godt lide læsetimen. Jeg tror (læs: håber), at jeg kan give fascinationen over en god historie videre til dem, og at de selv vil søge mere senere. Jeg kan ikke forstille mig at skulle leve uden bøger, film og tegneserier. Og jeg tror, vi som forældre skal være mere åbne overfor den digitale verden. Mange er bange for den, fordi de ikke kender den. Det er ignorance og noget af det værste, der findes. Jeg siger ikke, man bare skal give los, men hvis man vil forholde sig kritisk til noget, er man tvunget til at sætte sig ind i det. Og fordi det ikke lige fanger DIG, så betyder det altså ikke, det er noget, Fanden har skabt. Jeg kan huske, da VHS’en kom. Da sagde de, at biografen var død. Den døde ikke. Den er stadigvæk ikke død, på trods af de fleste har hjemmebiograf. Den er ikke død, fordi den kan noget særligt. Bogen kan noget, og tegneserien kan noget. Det er, som om de fleste er af den opfattelse, at der kun er en bestemt plads til et bestemt antal medier. Der er masser af plads til masser af medier.

Apropos film og spil (og internettet): har børnebogen en fremtid – og i så fald hvilken?
Ja, børnebogen har en fremtid, og den ser lys ud. Men som alt andet kostbart skal vi blive ved med at værne om den. Det gør vi bedst ved at fortælle gode historier. Det er faktisk simpelt. Fortæller vi dårlige historier, så dør børnebogen. Fremtiden er lys for børnebogen. Jeg kan ikke forestille mig en verden uden.

Hvilke bøger ville du ønske, at du selv havde skrevet?
Rent indtjeningsmæssigt? Harry Potter. Men jeg synes, de er skidt skrevet, så rent kunstnerisk alt hvad Martin A. Hansen skrev. Det er ren magi. Eller Raymond Chandler. Ellers Paddy Clarke Ha Ha Ha (Roddy Doyle), Den Iranske Gartner (Bjarne Reuter), I am Legend (Richard Matheson), Dr. Jekyll og Mr. Hyde (R. L. Stevenson), Coraline (Neil Gaiman), Den gamle mand og havet (Hemingway), Brdr. Løvehjerte (Astrid Lindgren), Elfquest (Richard og Wendy Pini), Elektra Saga (Frank Miller), The Dark Knight Returns (Frank Miller), Dark Phoenix Saga (Chris Claremont og John Byrne), The Authority (Warren Ellis og Bryan Hitch), The Crow (J. O’Barr), Lone Wolf and Cub (Kazuo Koike og Goseki Kojima).

Jeg har sikkert glemt en million. Men ovenstående ville jeg søreme gerne have skrevet.

Kan du løfte sløret for, hvad vi får at se fra din hånd næste gang?
Der kommer en ”Grapic Novelish” bog fra Gyldendal på et eller andet tidspunkt, der hedder Sonny Søren og spasserne, som er ungdomslitteratur. Robert og Robotten 2 er på trapperne. Til efteråret kommer Storm i biograferne, en børnefilm jeg har skrevet historie til.

Jeg har også en masse romaner på trapperne, men hvornår de kommer, aner jeg ikke. Og to projekter med den Oscar-nominerede instruktør (elsker at sige det) Christian E. Christiansen. Det ene af dem, tror jeg, kommer til at slå benene væk under en masse unge mennesker.

Det bliver et godt år.