Dansk roman om venskab, kærlighed og kejtet teenageliv.

Når ens 15 års fødselsdag nærmer sig og man hverken har veninder, en kæreste eller bare udsigten til et kys, er man en taber. Sådan føler Cecilie, som er så træt af sit liv, at hun bare har lyst til at forsvinde. I skolen står hun med et ben i hver lejr og alligevel passer hun ikke ind nogle steder. De sportsglade piger keder hende og de smarte, populære men manipulerende tøser kan hun heller ikke kalde sine veninder.
Hendes bedste ven er Mikkel men også deres forhold er lidt anstrengt efter den fest, hvor Cecilie blev lidt for fuld og kom til at kysse ham. Det hele er kompliceret og midt i det hele, dukker Mikkels storebror op og får Cecilies hjerte til at banke.

Romaner om piger, der har problemer med fyre og veninder og ikke føler de har noget til fælles med de andre, er der skrevet mange af. Det er ok, for det bliver aldrig kedeligt at læse om andres liv og kaos og man føler med dem. Siden for evigt hopper ind i den gode ende at ungdomsbøgerne, for Cecilie virker levende og troværdig og man får lyst til at give hende et klem.
Siden for evigt er en helt typisk tøsebog, men også en historie om en mors hemmelighed, savnet af en far og behovet for at finde og kende sine rødder.

Caroline Ørsum: Siden for evigt. Høst & Søn, 2011. – 170 sider

Den voksne… smider egernet i dåsen med mos og gløder

Børnene er ankommet i busser og togvogne til Lejren, som har umiskendelige ligheder med en kz-lejr. Men er et sted, hvor børn gøres klar til voksenlivet.

Ved børnenes ankomst fratages de deres personlig ejendele og individuelle særpræg. Fangevogterne er voksne med cirkusuniformer og røde klovnenæser på. Men der er intet at grine af. Tværtimod virker de komiske næser som en kontrast til grusomhederne, der finder sted.

I starten formår børnene at forblive individer, som Hamid, der siger: ”op i røven” og griner. Han har boet på asylcenter og kender lidt til rumlen og det, der er værre. Men også han ender med at glemme, hvem han er. Det er meningen med lejren.

Rundt om lejren er der pigtråd med strøm i. Når man kaster sig mod hegnet, dør man. Ligesom den lange pige. Hun skulle spille violin for de voksne, mens hun var dullet op. Og en ”lækkersulten” tilskuer passer hende op. Således hyldes individet og kreativiteten først, og slås derefter ned.

Først da børnene er begyndt at fortære sig selv for ikke at vække opsigt, er de klar til at blive hentet ud på den anden side. Her modtages de med et grotesk” tillykke med eksamen”, og de står som ensrettede, afrettede voksne.

Men 3-16 har gemt sig inde i lejren og kommer først ud bagefter. Da han ser de andre, er de blot skygger af sig selv. Men en af dem hvisker hans navn. Det hjælper ham med at huske. Det er forår og nye muligheder for 3-16, John. Men et andet sted ankommer børn i busser og togvogne.

Lejren er umulig at rumme ved én gennemlæsning. Både tekst og illustrationer fortæller hver for sig den samme historie, men sat sammen er de en ren eksplosion af indtryk. Teksten er knivskarp og fuld af stemninger. Illustrationerne ekspressive og poetiske.

Lejren kan være en allegori for vores måde at ensrette det særprægede og det kreative på? Dorte Karrebæk og Oscar K har i de senere år taget fat på flere tabuer. På det bibliotek jeg arbejder, har de ikke mange udlån. Måske fordi vi ikke bryder os om at se på det, der er uudholdeligt. Tør du?

Oscar K: Lejren. Illustreret af Dorte Karrebæk, Høst & søn, 2011, 80 sider.

”Måske er det en hest?” siger han ivrigt. Måske er det en himmelhest, der galopperer i luften.”
Far er stille lidt, så siger han: ”Ja, måske, men man kan nok ikke ride på den. Man kan jo ikke sidde på en sky.”
Sokrates tænker lidt. ”Jo,” svarer han. ”Hvis du lukker øjnene, kan du tænke dig til, at du rider på
den. Se lige mig.”
Sokrates kniber øjnene sammen og forestiller sig, at han sidder på hesten. I voldsom fart rider de ud i universet. Stjernerne gnister rundt om ham, og Jorden er langt væk. Næsten ikke til at se.
”Far?” siger Sokrates.
”Ja” svarer far.
”Nu rider jeg på himmelhesten. Det er næsten ligesom at ride rigtigt.”
”Det vil jeg også,” siger far.
”Det kan du godt,” svarer Sokrates. ”Du skal bare lukke øjnene og tænke, at du gør det. Men du bliver nødt til at finde en anden sky, for jeg rider på himmelhesten.”

Alle historierne er søde og finurlige, og Sokrates tænker spændende tanker og har heldigvis en far,
der er god til at snakke med ham på hans præmisser. Situationerne udspringer af hverdage, og man kan sagtens forestille sig, at en lignende situation kan opstå i et hvilket som helst hjem.
Forud for hver historie går en side med en form for introduktion til det emne, der nu skal fortælles
om. Det er en rigtig god ide at have en lille appetitvækker til hvert kapitel. Ikke mindst for
at den voksne læser er forberedt på, hvad der nu kommer. Men disse introduktioner falder ikke lige i min smag. Jeg synes, at de i nogle tilfælde kan være lidt svære at relatere til teksten, eller i
hvert fald kun har begrænset relevans i forhold til emnet. Samtidig er de ikke skrevet på en måde, så de kan bruges i dialogen med barnet. De må dermed være ment udelukkende som en nspiration til den voksne læser, men så synes jeg faktisk hellere, man skulle have brugt lidt mere tid og plads på denne service, så det ikke blot havde været stikord, men i stedet kunne give forskellige indgangsvinkler til samtale og måske lidt filosofihistorie i bonus?
Men alt i alt er Sokrates og far en rigtig god og sød bog. Øyvind Torsete har tegnet fremragende
illustrationer, der virkelig formår at repræsentere både virkelighed og tankeverden på en gang. Den lette luftige streg passer perfekt til emnet og også til forfatterens børnevenlige sprog. Det er en
dejlig bog, man bliver glad af, men som egentlig har mere potentiale, end den lever ud.

Einar Øverenget: Sokrates og far. Illustreret Øyvind Torsete. Høst & søn, 2011.

Fire gys byder Margot Andreasen på i denne novellesamling – letlæste, men generelt også rigtig velfungerende.

Det er fire ganske forskellige historier, der diskes op med, hvilket er et ekstra plus til forfatteren – ofte kan den slags godt virke, som om man har fundet en opskrift, der virker, og så genbruger den.

Den første – “Halloween” – er i mine øjne bogens bedste. Den kombinerer en realistisk og ubehagelig situation med undertoner af det overnaturlige, og de to ting spiller godt sammen. Drengen Kim skal ud til Halloween sammen med den populære Brian, og de skal skræmme folk. Men Brian tager pludselig sin fætter med, og der er noget helt, helt galt, opfatter Kim snart.

I “Naja” er der lidt det samme spil – men her er det mellem hovedpersonen Naja og hendes søster samt dennes veninde. De er på ferie i Rumænien, så en historie om vampyrer lister der sig også ind over og skaber igen en ganske god modklang.

Samlingens svageste historie er nok “Pigen i regnen”, som grundlæggende bare er en genfortælling af en gammel vandrehistorie, men fortalt lidt uskarpt. Ideen er jo holdbar, og den omsættes til genkendelige forhold, men den leverer desværre ikke rigtig varen.

Heldigvis afsluttes der med “Den døde pige”, som leger med hovedpersonen og læserens forventninger i den kolde, mørke vinternat.

Andreasen skriver lettilgængelig og ganske effektfuldt, så “Den døde pige” med glæde kan udleveres til begynderlæserne. Lix er på 12, hvis man hænger sig i den slags – og indholdet burde nok kunne give nogle kolde rislinger ned ad ryggen. Især når det understøttes af Peter Snejbjergs dystre tegninger.

Margot Andreasen: Den døde pige og andre gys. Illustreret af Peter Snejbjerg. Forum, 2011, 99 sider.

Gemini er en klassisk fantasyhistorie, som damper af mystik og forviklinger. Synsvinklen skifter mellem de to hovedpersoner, hvilket fungerer fint og giver historien en god energi. Stemningen er gusten på en charmerende og dragende måde og bliver i høj grad slået fast af Lars Gabels fantastiske illustrationer, der også gør personerne levende og giver masser af dynamik til historien. Udstyret i de to første udgivelser i serien er i orden, og tonerne er slået an til en episk fortælling, som helt sikkert rummer flere lag end allerede antydet.

I serien udkommer også:

Gemini 3 – Drengen under solen
Gemini 4 – Skyggedæmonens datter
Gemini 5 – Maestros spilledåse
Gemini 6 – Det trettende tegn

 

 

 

Mette Finderup & Thomas Munkholt: Gemini 1 – Forbyttede børn & Gemini 2 – Veje mellem verdener. Illustreret af Lars Gabel. Gyldendal, 2011.-86 sider/91 sider

Bennys badekar med kung fu-krebs.

En fotobog, der vil fortælle en historie for at formidle verden under overfladen i de danske bysøer – som ikkedidaktisk læser får tanken mig til at gabe lidt på forhånd, for er der dog noget mere dræbende for læselysten end det klare formål? Heldigvis rummer Grum & grumset andet og mere end blot det – som man måske skimter i undertitlen: “Hvordan Kung Fu Krebsen smaskede Gedden med en indkøbsvogn.”

Steiner har skrevet teksten, og Lars Norman Hestbæk har leveret undervandsbillederne til det, der viser sig at være en ret episk historie.

En dag falder en handske ned i søen – fra den sære verden hinsides overfladen. Ingen ved helt, hvad det er for en tingest, men suden hævder, at den kan forstå handsken. Og handsken siger, at den vil have gaver. Så fiskene – og resten af dyrelivet – må i gang. Historien fortælles af aborren, som får en vision af fremtiden: chips, der daler ned fra overfladen. Men da han fortæller det til suden, ændres hans visioner til det mørkere, og han indser, at han må gøre noget. Suden har tilranet sig en masse magt, som den opretholder ved hjælp af sin gedde-bodyguard, som ingen kan stille noget op imod.

Det skulle da lige være krebsen.

Grum & grumset starter som en (nåja) grum fabel om, hvordan religion kan udnyttes, men hen ad vejen tager den en mere humoristisk drejning og tilsætter lidt action med kung fu-krebsen. Et dobbeltopslag med krebsen i forskellige kung fu-stillinger burde ærligt talt sælges som plakat. Billederne er stemningsfulde, og teksten fungerer både i den dystre og den sjove ende. Ideen med kun at bruge fotografier har naturligvis sine begrænsninger, og til tider spiller tekst- og billedside da heller ikke så godt sammen, hvilket gør historien lidt rodet. Det ændrer dog ikke ved, at den også er dybt charmerende – den har en finurlig sjæl.

Grum & grumset gjorde mine forventninger ganske til skamme, simpelthen fordi den holder fokus på historien – så kan forundringen over denne skjulte verden følge helt naturligt, og det er formidling, når det er bedst.

Steiner & Lars Norman Hestbæk: Grum & grumset. Undervandsforlaget, 2010, 63 sider

Søg – og du skal lede!

Man skal koncentrere sig allerede ved titlen: Umuliusserne. Det er fair nok, fordi så er man ligesom advaret, for her er en findebog, der sprudler og spræller med en skæv, skør, sød og sjov verden.

Umulistan. Det er her, umulisserne bor, og en af dem hedder Hr. Kropumulig, og da han er vild med gøgl og spas, får han en dag den ide, at han vil overraske sin søn, Megetmulig, ved at stoppe en håndfuld lynkinesere ned i hans skoletaske. Imidlertid glemmer han at tænde lunterne, og i forsøget på at indhente Megetmulig oplever han en del på vejen.

Umuliusserne er en myldre/findebog opbygget helt klassisk med en enkel handling og 2 sides opslag med et billede, hvor man skal finde forskellige ting. Umuliusserne er udfordrende og charmerende, og når først man falder ind i billederne, snubler man over en endeløs strøm af forunderlige ting og væsener. Visuelt er stilen farverig og med inspiration fra både M.C. Escher og Hieronymus Bosch. Myldrebøger er sjovest, når man deler dem med nogen, og Umuliusserne er ingen undtagelse. Imellem myldret fra umulisserne kan den voksne finde intertekstuelle referencer til både Orwells 1984, Sherlock Holmes og Edvard Munch. Man kan også møde en smølf og finde vink til fx Tintin, Peter Plys og Basserne. Prøv selv!

Thomas Schrøder har tidligere skrevet historier til Anders And, hvilket ikke fornægter sig.

Som en særlig servicemeddelelse til de praktiske voksne skal siges, at siderne i Umuliusserne er en god og lækker papirkvalitet, som kan holde til både begejstring og slid.
Bagerst i bogen kan man se løsningerne på alle de umulige opgaver, man bliver stillet undervejs.

Thomas Schrøder & Kjeld Pedersen: Umuliusserne. Farvelagt af Niels Voss Boldvig. Forlaget Afart, 2011.- 20 sider

Hvordan redder man en ræv?

Det spørgsmål må Tammy stille sig selv, da hun sammen med Jesper kommer til at skade en ræv i skoven. Det var ikke med vilje, men nu har den et sår på benet. Jesper og Tammy må passe den, til den er frisk igen.

Det er sommerferie, og Tammy er den eneste af veninderne, der er hjemme. Ji, Jose og Ane er alle på ferie, og Tammy går rundt og keder sig hjemme. Storebror Stefan gider ikke noget, for han vil hellere kysse sin nye kæreste end at stå på rulleskøjter med Tammy.

Men Jesper vil gerne hænge ud med Tammy. Og de er altså ikke kærester. Bare en dreng og en pige der er venner.

Veninder for altid 4 er lige så god, som de første tre bøger om veninderne. Camilla Wandahl lukker os ind i Tammys univers, der ligner mange andre 12 årige pigers.

Det er genkendeligheden, der er styrken i denne serie. Læseren forstår og kender Tammy og de andre piger. For sådan er det jo at være 12 år, have veninder og måske kigge lidt efter drenge.

Har du ikke allerede læst bøgerne om Ji, Jose og Ane, synes jeg, at du skal skynde dig at gøre det. Det er ligesom at få fire nye veninder.

Camilla Wandahl er 24 år. Hun har skrevet siden hun var 9 år gammel. Hendes første bog Hjerte i vente udkom i 2009.

Camilla Wandahl: Tammy (Veninder for altid; 4). Høst & Søn, 2011. -128 sider.

Flot gennemillustreret bog med budskaber.

Pli, Turvé og Smyrill er humarionetbørn. Sammen med andre humarionetter lever de skjult for mennesker. Deres folk er nemlig ramt af en mystisk forbandelse. Børnene beslutter sig til at løse gåden om forbandelsen. Nogen skal jo gøre det, og de voksne vil ikke.

Bevæbnet med en magisk fjer og øjne, der kan se ind i både fortiden og fremtiden begiver de sig af sted. Men der er mange farer, der lurer. Børnene skal passe på ondskabsfulde trolde og griske mennesker, der er overbeviste om at humarionetterne gemmer på guld. Verden kan være et grusomt sted.

Vil børnene nogensinde løse gåden og måske blive mennesker?

Advarsel. Dette er en fortælling om en grusom straf der ramte det ukendte folk humarionetterne. Men så var der lige drengene Pli og Turvé og pigen Smyrill…

Grusom er en anderledes bog. Både af udseende og indhold. Forfatteren har helt klart noget, han gerne vil fortælle og det mærkes. Meget hurtigt er man som læser med på børnenes tur.
Det er en bog der taler til sanserne og historien er meget flot illustreret i farver af Brian Pilkington. Her er meget at se på. Billederne er fulde af stemninger, der passer til teksten. Det er i det hele taget lækkert layout.

Klaus Slavensky: Grusom. Illustreret af Brian Pilkington. Forlaget Andedammen, 2010. -262 sider.

Da hun er 12 år dør Riley Bloom i en ulykke. En tid svæver hun mellem de to verdener, mens hun forsøger at bestemme sig for, om hun skal følge sin søster Ever tilbage til de levendes verden eller krydse broen til efterlivet sammen med sine forældre. Riley følger sine forældre til et sted, der kaldes Her, til en tilværelse efter døden, der viser sig at være meget anderledes, end Riley havde forestillet sig. De folk, der befinder sig i Her, har opgaver, de skal klare og snart får også Riley en opgave. Hun skal være Sjælefanger og hjælpe de sjæle, der hænger i limbo mellem liv og død, med at finde fred.

Det er ikke en nem opgave, men snart må Riley ud på sin første mission. Hun får hjælp af guiden Bodhi – en mystisk nørd, der gemmer sig bag kikset tøj og håbløse briller.

Med humor, overnaturlige fænomener og en spirende romance har Sjælefanger ingredienserne til at blive lige så populær som De udødelige. Sjælefanger er skrevet i en let, munter tone og Riley er en kæk og nogen gange lidt irriterende pige. Efter min mening bliver hun overskygget af Bodhi, hvis historie virker mere interessant og jeg håber, hun vil udvikle sig i de kommende bind i serien.

Man kan sagtens læse Sjælefanger som starten på en selvstændig serie men den fungerer selvfølgelig bedst hvis man kender forhistorien
fra De udødelige.

Den næste bog i serien udkommer i efteråret 2011