Spændende men smertefuld historie om et selvmord og det der (måske) førte hen til det

Jeg hørte engang en sige, at hvis vi alle sammen puttede vores problemer i en pose og lagde dem på et bord, hvor vi alle kunne åbne og kigge ned i dem ville vi gå derfra med den pose vi kom med.
Det var klogt sagt, syntes jeg, fordi vi ved faktisk aldrig hvad andre mennesker går og tumler med.
Denne roman understreger den pointe på tankevækkende og sørgelig vis.

En dag modtager teenageren Clay en mærkelig pakke fuld af kassettebånd, som rummer den ret grumme historie om hvorfor pigen Hannah, som han var forelsket i, har begået selvmord.
Historien er indtalt af Hannah selv og kassettebåndene skal omkring 13 personer, der netop er de mennesker hun mener er ansvarlig for de begivenheder der førte til hendes død.

Selvmord er en permanent løsning på problemer som måske blot var midlertidige. Hannahs historie er smertefuld men også frustrerende fordi man fra første side ved hvordan det ender. Hannahs personlige fortælling er fuld små episoder som er genkendelige for enhver teenager: rygter, mobning, forelskelse, venskab og skolens hakkeorden.

Romanens største styrke er at dens mange personlige tanker og overvejelser som gør at hele selvmordsproblematikken rumsterer længe. Man får ondt af Hannah og hendes ensomhed men man frustreres også over at hun brugte sine sidste dage på at anklage i stedet for at finde hjælp og udveje.
Døde piger lyver ikke er opbygget som en spændingsroman og den holder tempoet hele vejen igennem. Begivenhederne ruller ad sted og alt griber ind i hinanden. Sådan er livet.

Undervejs var jeg lidt irriteret over selve romanens form. Indimellem Hannahs fortælling suppleres der ivrigt med Clays tanker hvilket jeg syntes var forstyrrende og ærgerligt fordi det gav en ellers troværdig og gribende roman et lidt konstrueret udtryk.

Bagerst i bogen kan man læse et interview med forfatteren om hvordan historien blev til og hvilke overvejelser han gjorde sig undervejs om form og indhold. Han forsvarer også her sit retrovalg om at bruge kassettebånd i en nutidig historie. Jeg syntes ikke helt hans argumenter holder men lad nu det være. Historien er spændende og veldrejet i forhold til de tidløse eksistentielle problematikker.

Jay Asher: Døde piger lyver ikke. Oversat af Ida-Marie Rendtorff. Politiken, 2010.- 320 sider.
Originaltitel: 13 reasons Why

Ond og smuk fortælling om en verden fuld af støj

Forestil dig, at hver eneste tanke, der farer gennem dit hoved, bliver sendt højt og tydeligt til alle omkring dig. Hver evig eneste lille indskydelse. Og det samme gør sig gældende for alle andre, så verden er et helvede af støj, samtlige døgnets 24 timer. Mennesker er kaos på to ben. Er der noget bedre billede på at være ung?

Det er den verden, som Todd vokser op i. Det er en planet, som blev kolonialiseret af Jorden for en årrække tilbage, og som snart viste sig fra sin grimme side: en krig brød ud mellem menneskene og de indfødte Spackle; en krig, som formede Todds verden på flere måder: før Spackle-racen blev udryddet, brugte den en virus, som gjorde alle mænd til konstant tændte tankeradioer og slog alle kvinderne ihjel. Prentisstown, hvor Todd er vokset op, er den eneste overlevende bosættelse på planeten, et samfund, der er som menneskeligt kviksand. En lille by fyldt med mænd, vrede mænd, bitre mænd, mænd der er fanger af fortiden og minderne om deres afdøde koner og døtre.

Og så en dag, dybt i den sump, der omringer Prentisstown, møder Todd en umulighed: en pige.
Pludselig er alt det, han har taget for givet, forkert. Hun taler ikke… på nogen måde; der er ingen mental støj, og Todd kan ikke læse hende, som normale mennesker har gjort hele hans liv. Hun er helt ulig alt, hvad han ved.

Og er der noget bedre billede på at være ung og møde det modsatte køn?

The first thing you find out when yer dog learns to talk is that dogs don’t got nothing much to say. About anything.
“Need a poo, Todd.”
“Shut up, Manchee.”
“Poo. Poo, Todd.”
“I said shut it.”

The Knife of Never Letting Go fortælles af Todd selv, og hans stemme er klar og skarp gennem hele historien. Og det er en fryd.

Han er tydeligvis et barn af sin verden, men samtidig ved siden af – den sidste dreng i en landsby, hvor tingene kun kan gå én vej. Han står på kanten til voksenverdenen, da alt bryder sammen omkring ham, og han må hovedkulds drage ud på en rejse, der er både fysisk og mental og lige farlig på begge planer. Og som læser bliver man revet med.

Vigtigst i romanen er dog den konstante humor, der strømmer gennem historien. Todds konstante kompagnon er hunden Manchee, der (igen som en følge af krigen) kan tale, og både deres samtaler og hovedpersonens indre monologer sprudler. Men samtidig evner forfatteren Patrick Ness at svinge historien over i det alvorlige, ja ligefrem hjertegribende, når han vil. Det er et talent, som man ikke ser tit, men det betyder enestående læsning. På den ene side er der tale om en bog, som det er meget svært at lægge fra sig – på den anden er det en af de meget få bøger, hvor jeg har måttet stoppe op og lægge den ned et øjeblik.

Der er tale om første bind i trilogien Chaos Walking, og Ness formår at overraske så mange gange gennem historien, at det kribler i fingrene efter at få fat i næste bind. Det er med andre ord en bog der absolut kan anbefales!

The knife of never letting go udkom i 2008 og fik stormende begejstrede anmeldelser i Storbritannien. Romanen har også vundet den prestigefyldte Guardian Children’s ficton Prize. Hør et interview med Patrich Ness i forbindelse med prismodtagelsen og besøg hans hjemmeside hvis du vil vide mere om serien og hans andre bøger. På hjemmesiden er der også mulighed for at skrive en hilsen til forfatteren.

Liste over hvorfor Asher vil kunne lide Nina: Jeg er sjov, jeg går ikke længere med bøjle, jeg er intelligent, men ikke supernørdet, jeg har et pas, jeg kan lave spaghetti med kødsauce, jeg er eksotisk ligesom ham

I en lille amerikansk flække bor Nina Khan, muslismsk-pakistansk teenager. Hun er godt forvirret over at være splittet mellem to kulturer og at være på vej fra barn til voksen. Hverken hun selv eller familien er særligt troende, men de er ret fastbundet til deres skæbne. Tror hun.

Et mylder af stærke, sjove og eftergivende personligheder har hver især deres at byde på, når Nina prøver at spejle sit liv i deres for at finde sit eget ståsted og kærligheden.

Der er de to all-American veninder, der slår sig løs på dating-markedet. Bridget, der vælger kæreste med hjertet og bevidstheden om, at hendes forældre ikke vil bifalde hendes valg. Helena, der vælger af medlidenhed, men også fordi hun inderst inde frygter at blive forladt. Den muslimsk-pakistanske veninde Huma, som elsker sin irske Ian, men giver efter for forældrenes pres og indgår i et arrangeret ægteskab.

De kærlige, velmenende forældre med deres uforståenhed over for Ninas kulturelle dilemmaer  og længsel efter kæreste og fester. Den tilsyneladende fraværende storesøster, der brillerer som studerende på Harvard. En tilnærmende søster-snak åbner nok op for en indbyrdes større forståelse og mulighed for, at de kan nå hinanden.

Da Nina forelsker sig i den guddommeligt smukke – og italienske Asher, sætter det en større selvransagning i gang hos hende, for ham vil hun ikke opgive uden kamp. På mange måder føler hun sig udenfor. Men indser i forløbet, at nogle af hendes begrænsninger skyldes manglende selvaccept. Og der er stier, hun selv må træde, og andre ikke kan træde dem for hende.

Ninas historie er båret af en lun sarkasme og håndfaste, teatralske absolutter. Hun skiftevis vansmægter eller er i den syvende himmel. Men er aldrig helt alene, for de gode veninder og familien udgør et solidt, om end et til tider lidt klodset sikkerhedsnet.

Sheba Karim: Nina Khan 16 år og pelsdyr. Oversat af Louise Urth Olsen Carlsen, 2010.- 252 sider. Forside: Lonnie Hamborg.

En historie om at være i klemme.

Svenhammeds er i den særlige situation at have et navn som er halvt svensk og halvt arabisk. Lillebror hedder Muhammed Junior Muhammed og far hedder Muhammed Muhammed så måske er  “Svenhammed”  heldigt sluppet…nej vel?
Navnet camouflerer ligesom ikke Svenhammeds buskede unibrow, hans kraftige sorte hår, den karakteristiske næse eller hans fars kiksede grøntssagsbiks. Svenhammed kan ikke skjule hvem han er. Og hvem han er ikke er. Det er faktisk ret enkelt: Han  er en ikke-svensker med et idiotisk navn og hans forældre er iøvrigt  fætter og kusine.

Svenhammeds eneste venner er pigen Miell, hvis mor er misbruger og Chino, som også er lidt klemt mellem flere kulturer. På den anden side af ghettoen bor pigen Emilia som er helt svensk og lækker. Svenhammed drømmer om hende og deres fælles fremtid.

Svenhammeds journaler er en velskrevet og vedkommende roman som udover at handle om glæder og besværligheder i forbindelse med teenagelivet også handler om det aktuelle emne som vi kalder integration men som ingen vist efterhånden husker betydning eller mening med.
Fordommene klaskes i hovedet på læseren og det er både gribende, frustrerende, skægt og sørgeligt. Svenhammed er levende og hans stemme går klart igennem. Tal med ham!

Zulmir Bečević: Svenhammeds journaler. Oversat af Lars Bøgeholdt Pedersen. Høst & søn, 2010.-192 sider
Omslagsgrafiker: Mark Fink

Det er ikke nemt at være en nyfødt vampyr.

Det gælder om at holde sig i live. Ens største fjender er de andre vampyrer i klanen. De er vilde og aggressive. Selvom arme og ben kan sættes på igen, har Bree intet ønske om at miste sine lemmer. Derfor opholder hun sig det meste af tiden bag ved Freaky Fred, som ingen kan holde ud at se på. Her sidder hun og læser. Når hun altså ikke lige er på jagt. Ude for at stille sin brændende tørst.

Bree Tanner er nyfødt vampyr. Skabt af Hende.

Bree er tre måneder gammel, da vi møder hende. Indtil nu har hun ikke stillet spørgsmål ved det ,lederen Riley siger. Hans love, som at de ikke må gå ud efter solopgang. Alle ved jo at vampyrer brænder op i solen. Eller hvad?  Det er også klart, at de skal holde lav profil og kun drikke dem, der ikke vil blive savnet. For ellers kommer menneskene efter dem. Gør de ikke?

Men en nat jager hun sammen med Diego. Og alting ændres. Han er ikke som de andre vampyrer. Han kan faktisk tænke selv. Diego er Rileys højre hånd men alligevel, stoler hun på ham.

Sammen prøver de at finde ud af, hvad Riley er ude på. Hvorfor har han skabt en hær af sultne nyfødte. Hvem er Hun?

Jeg satte tænderne i halsen på hende, mens jeg holdt øje med ham. Hun var endnu bedre end den forrige. Hendes blod var helt rent. Blondinens blod havde haft den bitre eftersmag, som stoffer altid giver – det var jeg så vant til efterhånden,  at jeg knap nok bemærkede det. Det var sjældent, at jeg smagte helt rent blod, fordi jeg fulgte rendestensreglen. Diego så også ud til at indordne sig under  Rileys regler. han måtte have kunnet lugte, hvad han gik glip af.

Bree Tanners korte  liv efter døden er en parallelhistorie til Formørkelse. Vi følger Bree i hendes sidste uge inden den store kamp mod Cullen-klanen. Vi ser alt fra Brees synsvinkel. Føler hendes brændende tørst, er med hende på jagt, mærker hendes forvirring.

Ret interessant at følge en nyfødt. Se tingene fra deres side.

Det er ikke meget man hører om Bella, og Edward er da vist slet ikke nævnt.

Alligevel er det en god ide at have læst Formørkelse først. For så giver det hele meget mere mening.  For det er jo Bella, det hele handler om i sidste ende.

Bogen er på 175 sider. De er hurtigt læst, for man bliver fanget i Brees liv i mørket, hvor duften af blod får de nyfødte til at gå amok.

Er man Twilight-fan er Bree Tanners korte live efter døden et must.

Stephenie Meyer: Bree Tanners korte liv efter døden. Oversat af Vibeke Nielsen. Forlaget Carlsen, 2010. – 175 sider. Kr. 199,-
Originaltitel: The Second Life of Bree Tanner

Dystopisk fremtidsfortælling

16-årige Stefan skyder en kvindelig forfatter, mens titlen på en romanklassiker bliver ved med at spøge i hans hjerne. Da han forlader boghandlen, hvor det forfærdelige er sket, er han fyldt med frygt og forvirring – og på flugt fra en stat, der synes at have øjne allevegne.

Hvordan det er kommet dertil, fortæller Sam Mills i denne spændende science fiction-roman for unge – om et Storbritannien i den nærmeste fremtid, hvor befolkningen holdes på plads med frygt og regler. Og hvor historier er våben.

Det er en letgenkendelig verden, Stefan lever i – ikke langt fra vores egen. Men der er blevet drejet en smule på nogle knapper – angsten er allestedsnærværende, og overvågningen er konstant. Et terroristangreb har givet staten beføjelser udover, hvad vi er vant til, og frygten får borgerne til at gå med på alle tiltag. Undtag de få, der kæmper imod. Det er ikke umiddelbart vores hovedperson, for han er vokset op sammen med disse tiltag – dette er normalt for ham. Men hans far er antikvar, og han mærker på egen hud, hvordan der slås ned på historier, der ses som farlige – klassikere og andre, der ikke lever op til kravet om ubetinget loyalitet: Forbandede ungdom, 1984, Harry Potter og masser af andre titler. De bliver forbudt og siden omskrevet, så de prædiker det rette budskab.

Så Stefans far er med i modstandsbevægelsen, og det er grunden til, at drengens liv pludselig bliver revet fra hinanden. Uden varsel må han se sig selv udpeget som en fjende af staten og på flugt. Historien følger ham, mens han bliver revet frem og tilbage mellem modstridende kræfter og kæmper for at overleve med sin sjæl i behold.

“Blackout” er først og fremmest en spændingsroman, så Stefan får ikke lov at sidde stille i lang tid ad gangen. Det sørger for at fastholde læseren, mens Mills sniger sig til at stille store spørgsmål – om det frie valg, om statens ansvar, om historiernes magt og så videre. Der er et godt blandingsforhold, der gør det til en bog, som kan læses bredt – ung og gammel, dreng og pige. På trods af den til tider lidt rodede handling har den en nerve, der render som en rød tråd og tvinger læseren fremad. Og måske endda vil få folk til at læse mere.

Sam Mills: Blackout. Oversat af Nanna Gyldenkærne. Høst, 2010, 307 sider.

Noir-action med tjubang

I en rigtige noir-krimi er der altid en kvinde, som oser af sex og ballade, der banker på døren til vor helt (gerne en privatdetektiv) og beder indtrængende om hans hjælp. Markus er ikke ligefrem detektiv eller overhovedet en handlingens mand – faktisk vil han helst sidde på sit mørke, rodede værelse og svælge i smerten ved sin tvillingsbrors død.

Og Liv banker ikke på døren – de to mødes på en blind date arrangeret af Markus’ ven, Arif. Men sex, det oser hun af – og ballade. Deres i forvejen noget akavede møde afbrydes af en vred mand med kniv, og så går det ellers ned ad bakke derfra. Liv er blevet blandet ind i dystre sager, og det er en flok ubehagelige fyre, der er efter hende – de stopper ikke, før de har fået det, de er ude efter. Hvis så blot Liv og Markus vidste, hvad det var.

Det bliver en grim dag for Markus. Hans gode hjerte bliver ved med at få ham rodet dybere ind i problemerne… godt hjulpet af hans erektion, der har sin helt egen vilje.

LG Jensen har skrevet et lille forord til “Den sidste gentleman”, og Michael Kamp takkes sidst i bogen. Og man mærker tydeligt et åndsfællesskab mellem de tre – Greis skriver ikke om overnaturlige hændelser, men han er også tydelig genreforfatter; og det er lige så tydeligt som hos Jensen og Kamp, at han nyder det. Der satses på et ungt sprog, en hårdtslående handling og en god portion hurtig humor. Det gør “Den sidste gentleman” underholdende og hurtigt læst.

Det er ganske fornøjeligt at se hele noir-konceptet omsat til danske forhold og til unge hovedpersoner. Som det ligesom ligger i oplægget, får den stakkels Markus cirka så mange tæsk, som han kan bære, og så lidt til – og lidt romantik og derudover bliver der også plads til. Men i det store hele er der tale om en flugtroman – vi har vore helt, vi har vore skurke, og så går det ellers halsbrækkende derudaf. Og når handlingen er ved at gå i stå, kommer der en bevæbnet mand ind gennem døren.

Det er muligvis ikke stor kunst, men det forhindrer det på ingen måde i at være ganske underholdende. Det er en hurtig lille omgang hårdkogt action for folk, der kan lide varme pistoler og cliffhangere.

Ruben Greis: Den sidste gentleman. Forside: Spritt Schapiro. Books on Demand, 2010, 170 sider.

Mød Harry Potters amerikanske fætter…

Denne historie handler om en helt særlig dreng, der ikke har nogen anelse om, at han har overnaturlige kræfter, før en fremmed kommer og bringer ham til en magisk skole. Skolen ligger skjult indhyllet i magiske beskyttelsesformularer, der holder fremmede væk. På skolen spiller man en anderledes sport, som vores hovedperson viser sig at være overordentlig god til. Eleverne får lov til at besøge byen ved siden af skolen på udvalgte dage, og sidst men ikke mindst er verden i stor fare, fordi en ”mørk herre”, som man troede var besejret, er ved at vende tilbage med hjælp fra sine tilhængere.

Har du mon læst denne bog før?

Ja, lighederne med Harry Potter-serien er i starten lige lovlig åbenlyse, men historien om Max McDaniels står på sine punkter også på egne ben. Bogens plot er mere nutidig, mystik blandes med moderne teknologi, og den tryllestavsviftende magi er her erstattet af en mytologi, der er direkte bundet til irsk folklore. Der er mange særegne påfund i bogen, men før jeg fortæller om nogle af dem, må jeg hellere give et kort rids af handlingen.

På sin mors fødselsdag er 12-årige Max traditionen tro med sin far på kunstmuseum i Chicago. Max’ mor forsvandt under mystiske omstændigheder for to år siden, og denne dag bliver starten på endnu flere mystiske hændelser i Max’ liv. En falmet gobelin i en skjult alkove på museet begynder pludselig at gløde, og efterfølgende havner en invitation til en privat kostskole i New England i lommen på Max. Han ankommer til Rowan Akademi, hvor unge med potentiale uddannes til at bekæmpe en unavngiven fjende, men i mellemtiden begynder unge potentielle og fuldgyldige agenter at forsvinde over hele verden.

Hvad er det, der sker?

Hvis du er i stand til at se bort fra de til tider irriterende paralleller til HP og acceptere, at du i grove træk har mødt plottet før (sådan er det såmænd med så meget fantasy), så venter der dig en meget visuel historie, der fanger både din opmærksomhed og fantasi. Det er lykkes forfatteren at skabe en historie med klassiske temaer skrevet med en god balance mellem fantasi og virkelighed, hvor genkendelige dagligdagsproblemer og -tematikker er flettet ind mellem det magiske og eventyrlige.

Det, der især udmærker bogen, er den mættede skrivestil og det sprudlende og vidunderlige persongalleri. Karaktererne er veldefinerede, og du får virkelig en fornemmelse for de forskellige personer, også de ikke-menneskelige karakterer er opfindsomme og interessante. Her kan jeg særligt nævne makkerparret i køkkenet på skolen, der består af en reformeret kæmpetrold og en hysterisk, forfængelig vegetarheks, som har forsvoret ikke at æde flere børn, men som har sit hyr med at holde sit løfte.

Hver elev på Rowan Akademi får ved ankomsten tildelt et magisk dyr, som de skal være plejer for – og denne tildelingsproces er et herligt kapitel for sig. Max bliver sat sammen med den sidste lymril i verden, et natlig væsen med metalliske pigge, der gør dens tilnærmelser til noget af en prøvelse. Værelserne på skolen er desuden magiske rum, der selv vælger deres beboere og tager form efter deres egenskaber. Max kommer til at bo i et fantastisk cirkelrundt rum med glaskuppel og udsigt til stjernehimlen, mens andre værelser ændrer sig til japanske templer, middelalderlige soveværelser, mongolske telte eller skibskahytter.

Rowans Ulvehund er første del i serien Den gyldne Gobelin. Havde jeg haft næste bind, var jeg gået ombord i det.

Se mere på forfatterens hjemmeside – her kan du bl.a. teste, hvilket rum du ville få på Rowan Akademi, og finde ud af hvilket magisk dyr, du ville blive tildelt (jeg fik en fe!)

Henry H. Neff: Rowans ulvehund (Den gyldne gobelin ; 1). Oversat af  Ole Steen Hansen. Carlsen, 2010, 419 sider

Ny sci-fi-serie kommer godt fra start.

Det er Benni Bødker, der har skrevet Projekt Keberos. Du ved ham med Nattens børn. I Projekt Keberos er der bare ingen vampyrer. Til gengæld er der farlige soldater og endnu farligere bander.
Da Fumi en dag skyder genvej hjem gennem Skyggebyen, ændres hans liv. Han hopper lige i en fælde og får sin elskede PDA stjålet af en børnebande. Han er rasende og irriteret. Mest på sig selv. For går man gennem Skyggebyen, beder man nærmest om at blive overfaldet eller bestjålet.
I skyggebyen opdager han, at nogle af de andre børn har samme tatovering som han selv i nakken. Den forestiller en trehovedet hund.
Han er en af dem. En del af Projekt Keberos. En ulykke på et hemmeligt laboratorium får konsekvenser for 12 børn. De fødes med specielle evner, som mange ønsker at udnytte.
Da han beskidt og forpustet kommer op til oververdenen igen, finder han sine forældre livløse. Og en dreng i hans tøj? Nogen jager ham, men han ved ikke hvem.
Fumi må flygte for at overleve. Og der er kun et sted at flygte hen. Skyggebyen…

Projekt Keberos 1 + 2 er spændende lige fra starten.
Benni Bødker har skabt en troværdig verden, hvor man er glad for, at man ikke er selv. Alligevel har man lyst til at følges med Fumi.

Serien er inspireret af japanske mangategneserier. Niels Bach har illustreret i sort/hvid. Billederne er stemningsfulde og detaljerede.
Der er planlagt seks bind i serien. De to næste udkommer til efteråret.

Benni Bødker spytter bøger ud i en rasende fart. Måske har du læst nogen af dem: Nattens Børn, Besættelse og I herrens navn.
Læs meget mere om forfatteren på hans hjemmeside.

Projekt Kerberos. Bind 1. Skyggebyen. Bind 2: Yakuzaen. Skrevet af Benni Bødker. Illustreret af Biels Bach. Gyldendal 2010. 80 sider. Kr. 99,95

Nogen gange får man bare nok og noget må gøres.

Alf har været syg i et stykke tid, og da han kommer tilbage i skolen er der sket noget mærkeligt. Han er ikke længere en af dem der griner med, når andre bliver drillet. Nu er det ham de griner af. Selv lærerne er ude efter ham. Hvad fanden skete der lige der?
Efter den første forvirring har lagt sig, beslutter han sig for at gøre noget. Derfor slår han sig sammen med klassens anden mobbeoffer Tykke. Eller Toke som han rigtigt hedder. De kalder sig Magtens sønner og sværger på at få hævn. De vil forvandle sig til vindertyper og score alle pigerne.
Der skal forandringer til, for at arbejde sig op fra bunden af hierarkiet. Noget af de første drengene gør er at ændre deres navne til Ulf og Bjørn. Dem er der mere power i. Sommerferien bliver brugt på vægttræning, og Alf skifter brillerne ud med kontaktlinser.
Pludselig synes Line, Anemone og de andre piger, de er interessante og de andre drenge må hellere se sig over skuldrene, for man ved aldrig hvornår Ulf og Bjørn giver igen og siger tak for sidst. Payback is a bitch.

Vi havde opnået, hvad vi ville. Vi havde på en god måde fortalt, hvad vi hed fremover, og Bjørn havde vundet over Johannes igen. Men vi kunne få mere ud af ham. Da han gik ud på gangen, løb jeg op på siden af ham.
“Johannes?”
Han ignorerede mig, gik bare hurtigere.
“Du kan undgå at komme af med din cykel på en måde.”
Han gik videre.
“Du skal bare kalde os det vi, hedder.”

Nørdernes forvandling er ikke en gyser, men handlingen er alligevel uhyggelig. For hvad sker der med mennesker, der længe har taget i mod slag? Hos Alf/Ulf og Toke/Bjørn kryber hensynsløsheden og ondskaben ind under huden på dem, og der er ikke meget plads til kærlighed. De har kun hævn i tankerne.
Især Bjørn har fået nok og han forvandler sig til et farligt muskelbundt.
Thorstein Thomsen har skrevet en bog med stof til mange lange diskussioner. Bogen er velegnet til både selvlæsning og klasseundervisning.

Nørdernes forvandling er blevet til  filmen Min bedste fjende.
Nørdernes forvandling udkom første gang 2001. Men i forbindelse med filmen, er der netop udkommet en billigudgave.

Thorstein Thomsen er en produktiv herre, der har skrevet flere bøger, filmmanuskripter og sange. Se meget mere på hans hjemmeside.

Thorstein Thomsen: Nørdernes forvandling. Høst & Søn, 2010. -224 sider kr. 99,95