Det kan være hårdt at være Emmy.

Emmy er tilbage i fin stil. Det er blevet sommerferie. Og hvor ville det være fedt at rejse sydpå. Men mor trænger sådan til at holde ferie på terrassen. Hurra. Så er man fanget i Karleager uden penge til at flygte til Hejresø. Hvor fedt er det lige?!

Der er dømt total kedelig sommerferie.

Men så får Emmy job i friluftsbadet. Det er måske ikke særlig sjovt at sidde i billetburet i hedebølge, men der kommer penge ind på kontoen. Det er et plus! Problemet er bare at Kit er på ferie, så der er ingen at bruge pengene sammen med. Det er ikke særlig sjovt at shoppe alene.

Og så skal mor lige pludselig til Paris med matematik-Mogens. Hun har helt glemt terrassen og Emmy. Uretfærdigt. Men måske er det ikke så tosset at have huset for sig selv med storebror Martin.

Nu er det fem dage siden, Mor tog af sted med sin kuffert proppet med små fikse damekjoler og sko med høj hæl. Og indtil videre er det faktisk gået overraskende godt med at være alene med Martin. Han rører ganske vist sim ventet hverken støvsuger eller opvaskebørste, men har til gengæld taget et eller andet op af fryseren hver dag og dækket bord (inde ved tv´et, selvfølgelig) så vi kunne spise sammen, når jeg kom hjem fra arbejde.

Tredie bog om Emmy følger stilen fra de to første. Og det er fedt. Jeg føler med Emmy, når hun beskriver sine op og nedture. Det er bare ikke verdens bedste sommerferie.

Emmy – Den fedeste sommerferie – or not er nomineret til en Orlapris. Det er fuldt fortjent! Jeg glæder mig allerede til at læse næste bog om Emmy.

Stem på Emmy – Den fedeste sommerferie – or not her

Bøgerne om Emmy er små og handy med deres knap 100 sider. Sussi Bech har illustretret i sort hvid. Billederne passer perfekt til teksten.

Har du ikke allerede læst de to første bøger om Emmy: Emmy – Et nyt liv truer og Emmy – Møgtur til Sverige så skynd dig på biblioteket og lån dem!

Du kan læse meget mere om Emmy her
Her kan du også læse første kapitel i bøgerne!

Mette Finderup: Emmy – den fedeste sommer – or not (Emmy; 3). Illustreret at Sussi Bech. Forlaget Sesam, 2007. – 102 sider. kr 99,95

Efterskolelivet skal man lige vænne sig til.

Emmy er havnet på Grønnevangens Dramaefterskole. Det er straffen for at lukke sine venner ind i Friluftsbadet midt om natten. Og sikke en straf.

For det første ligger skolen helt derude, hvor kragerne vender. For det andet spiser man bønner hver dag. For det tredie er det hele noget gammelt lort. For det fjerde er det nogle meget mærkelige mennesker, der går på skolen.

Emmy vil bare gerne hjem til Kit, som hun har blandet blod med. Bedste veninder forever!

Hvis det ikke havde været for Rakel, Emmys Goth-værelseskammerat, så var hun blevet sindssyg. Hvem ville ikke blive det på en skole, hvor man “ormer sig” som opvarmning og hvor man skal mime et birketræ. Hallo! Hvordan gør man lige det?!

Og så er der Johan med guitaren. Han har besluttet sig for at være bedste venner med Emmy. Han er bare for jubel-glad. Eller…?

I dag stak Rakel, Johan og jeg af fra efterskolen. Det faktisk Johans ide. Vi har været ret meget sammen med ham, siden vi holdt bio-weekend. Jeg er blevet lidt bedre til at skyde mine venner i Unreal, og selvom det er er en smule pinligt, må jeg alligevel give ham ret, når han stikker en albue i siden på mig og griner og siger: “Det var jo det, jeg sagde, Emmy-tøsen. Vi skulle nok blive gode venner.”

Og det var altså Johan, der lidt drømmende sagde: “Kunne der ikke være hyggeligt at tage på en lille udflugt.

Efter at have læst fjerde bog om Emmy har jeg vildt lyst til at komme på efterskole, og jeg er også lidt lun på Johan.

Mette Finderup er helt klart glad for Emmy, og det smitter af. Emmy bliver levende imellem linierne. Emmy findes. I tusindevis af 13 årige danske piger.

Emmy – Dramaqueen i Vestjylland er en af den slags bøger, hvor man bare lige vil læse et kapitel mere – og inden man har set sig om, har man læst hele bogen.

Sussi Bech har illustretret i sort hvid. Billederne passer perfekt til teksten.

Læs også de tre første bøger om Emmy!

Du kan læse meget mere om Emmy her
Her kan du også læse første kapitel i bøgerne

Mette Finderup: Emmy -Dramaqueen i Vestjylland. Illustreret at Sussi Bech. Forlaget Carlsen, 2008. -138 sider. kr 99,95

Da Rosie en dag er ude ved en gammel general, som faren skal interviewe til en bog, bliver hun taget hjerteligt imod af den ældre herre og får bl.a. lov til at se nærmere på nogle af bygningerne på den store grund. En af dem er den gamle vestfløj, der brød i brand for mange år siden, og som nu huser en faldefærdig gammel trappe og en masse malerier. Et af disse forestiller en ung pige i et hvidt tørklæde, der på en mærkelig måde bliver levende da Rosie falder ned af trappen. Ivrig efter at få den dagbog igen, som pigen stjal, løber Rosie efter hende og ind i en mørk, dyster og skræmmende skov. Jo længere hun kommer ind i den, des mere glemmer hun om sin fortid og hvem hun er. Pigen er for længst forsvundet ind mellem træerne. Og nu er mørket ved at falde på…

Kom tilbage, Rosie formår at fange læseren fra første side gennem en ret interessant og spændende prolog, hvor man ikke får noget videre fortalt om, hvem personerne er og hvad der foregår, men bare kastes lige ind i handlingen, der i sig selv også er meget fængende.

Der er en del rigtig god mystik i bogen, især i første halvdel sidder man og læser spændt videre for at få opklaret de underlige hændelser historien byder på. Efterhånden går historien mere over i spænding og gys, og stemningen er både præcis og medrivende, så man rigtig synker ned i den underlige verden skoven udgør.

Det bør dog understreges, at der er en del urealistiske elementer i historien, og det kan godt virke temmelig forstyrrende, især fordi nogle af tingene er ret vigtige for fortællingen. Desuden er der tidspunkter, hvor man godt kunne savne nogle lidt bedre overgange mellem skift i handling, stemning, humør el.lign., og generelt kan formuleringerne (både i replikkerne og i resten af teksten) godt virke ret kluntede; men ser man stort på sproget og er en ren spændingsnyder, er der så meget fart over feltet, at man helt sikkert ikke vil kede sig.

Så hvis du mangler en kort bog, der kan underholde dig fra start til slut, få dig til at gispe af rædsel eller gyse af uhygge er Kom tilbage, Rosie! bestemt ikke noget dårligt valg.

Gareth Owen: Kom tilbage, Rosie. Oversat af Erik Egholm . Carlsen, 1996.-179 sider
Originaltitel: Rosie no-name and the forest of forgetting

Troldmandenslærlingen Conn har endnu engang rodet sig ud i noget farligt:  ulovligt pyroteknik! Men hvis han vil gøre noget mod de mystiske angreb i Wellmet er han nødt til at kontakte magien, og det før endnu flere uskyldige myrdes af de skræmmende Skygger.

Conn står i en meget ubehagelig situation lige for tiden. Han har mistet sin locus magicalicus og har intet held haft med at finde en ny, hvilket betyder, at han officielt ikke er troldmandslærling længere. Og selvom Nevery giver ham privatundervisning, har Conn stadig et ubehageligt hul i maven, nu hvor han ikke kan kommunikere med magien. Samtidig går der rygter om, at mystiske mænd lusker rundt om natten i Solopgangskvarteret og angriber folk på åben gade, noget der aldrig er set før i Wellmets historie. Der er kort sagt brug for at nogen tager affære, og Conn ser ingen anden udvej end at tage chancen og lave eksperimenter med pyroteknik, der ellers er både meget farligt og meget ulovligt – så ulovligt, at han kan risikere at blive landsforvist, hvis han bliver opdaget. Men han er nødt til at kontakte magien, nu da den tydeligvis har noget meget, meget vigtigt den vil fortælle ham. Og siden der ikke er andre, der vil lytte må Conn tage sagen i egne hænder, uanset konsekvenserne, der ellers viser sig at være langt større, end han nogensinde kunne have forudset…

Fortabt er først og fremmest en rigtig god fortsættelse til den første bog i serien om Den magiske tyv. Der er godt med spænding og medrivende stemning, og plottet er forståeligt og sammenhængende så man trygt kan læne sig tilbage og nyde historien.

Personerne er virkelig godt beskrevet, især Conn føler man efterhånden at man kender endnu bedre end i den første bog, og både han og de andre personer udvikler sig på en god og overbevisende måde igennem hele forløbet.

Fortabt har et godt flow og en god fordeling mellem rolige passager og steder med mere fart over feltet, og man bliver helt sikkert underholdet hele vejen igennem, uanset om man er pige eller dreng. Det er egentlig bare en lige-ud-af-landevejen-historie uden de dybere lag, men Sarah Prineas har også helt tydeligt styr på hvordan man gør den slags både underholdende og medrivende.

Sproget er okay, hverken alt for højtragende eller kluntet og passer meget godt til Conns personlighed, da det jo er ham, der oftest fortæller historien.

Forsættelse til Den magiske tyv  kan derfor sagtens kan måle sig med 1’eren og kan i øvrigt også læses for sig, hvis man ikke føler for at gå i gang med den første.

Så alt i alt er Fortabt en rigtig god fantasybog, der har både spænding, et godt plot, faretruende forhindringer og ”rigtige” personer, så den kan helt sikker kan underholde enhver med bare en smule hang til fantasy.

Sarah Prineas: Fortabt (Den magiske tyv; 2) Oversat af Birgit Schlifer. Illustreret af  Antonio Javier Caparo. Borgen, 2010.-405 sider

En klassiker, der stadig i høj grad er levende

Robert Ingpen har et stort ansvar på sine skuldre i disse år – han får lov til at illustrere rigtig mange genudgivelser af klassiske børnebøger: f.eks. Peter Pan, Junglebogen, Tom Sawyers eventyr og Skatteøen. Heldigvis er han opgaven voksen og leverer illustrationer, der lever op til værkernes klassikerstatus. Nu er turen kommet til Kenneth Grahames historier om Tudse, Muldvarp, Mosegris (som altså hed Rotte, da jeg var knægt) og alle de andre, og endnu en gang er der tale om en pragtudgivelse.

Vinden i piletræerne er 100 år gammel og er med rette blevet til en klassiker – en af disse bøger, der bliver hos os gennem hele livet; og som fortjener med jævne mellemrum at blive genfortalt eller genformidlet til folk, der endnu ikke har oplevet den, hvad enten det så sker gennem en filmatisering eller en flot ny bogudgave som i dette tilfælde. Det interessante ved klassikere er, at de meget ofte huskes for deres mere tilforladelige sider, de overlever turen fra barn til voksen omringet af et positivt skær, selv om intet nok påvirke os så meget ved blot at være nuttet. Personligt husker jeg mest Kenneth Grahames fortællinger som meget britiske og uskadelige med en god del humor.

Noget af det første, man opdager, er dog, at der er masser af kant her.

Ikke bare fordi Muldvarp bander med saft og kraft, men også fordi historier rækker langt ud over nuttede historier om dyr med tøj på, og personerne er andet end papfigurer med pels. Grahame får os både til at grine, gyse og græde. Alle kan huske Tudse, dette lille, eogistiske, fartforelskede amfibie, der gang på gang trækker sine venner med i problemer, når han kaster sig over en ny fiks ide – men gensynet afslører, hvor meget de andre personer faktisk også fylder i historierne. Og hvilken fornøjelse det er at gøre deres bekendtskab igen (min personlige favorit er Muldvarp).

Illustrationerne er, som de bør være i den situation, smukke og fyldt med stemninger og detaljer. De understøtter en samling historier, der i 100 år har givet utallige gode læseoplevelser, og som nok uden problemer vil klare 100 år til. Her er til mange gode aftener med enten højt- eller selvlæsning.

Kenneth Grahame: Vinden i piletræerne. Illustreret af Robert Ingpen. Oversat af Birgitte Brix. Sesam, 2009, 224 sider

Nyt år, nye muligheder… nye problemer.

Inderkredsen er bog nr fem i serien Private.

Jeg har været spændt på, hvad der nu skulle ske, efter Thomas’ morder blev afsløret i bog nr. fire – Bekendelser. Hvad skal der nu ske for Reed?

Et nyt skoleår begynder. Reed glæder sig. En frisk start. Og så er der jo Josh, som hun ikke har set hele sommeren. Alt summer af idyl. Men det er Easton Academy… der går ikke mange timer før dramaet starter!

Reed bor stadig på Billings – kollegiet for de priviligerede. De gamle Billings-piger er væk, så Reed håber på en mere afslappet atmosfære, selvom hun savner de gamle veninder.

Skolen har fået ny rektor, som bryder med de gamle mønstre. Noget af det første han gør er at bestemme hvem, der skal sove i Billings seks ledige senge.

Det får Cheyenne til at se rødt! Billings-pigerne har ALTID selv valgt nye beboere. Hun vil ikke lade hvem som helst rykke ind. Og hun sætter de seks nye piger på en prøve.

Reed er godt træt af Cheyenne og hendes følge. Helt ærlig! Forkælet møgtøs. Reed er helt på de nyes side…
Cheyenne har flere skumle planer, og de involverer Josh… Kan du stave til BITCH!
Reed har fået en ny ærkefjende!

“Mine damer, vi har indkaldt jer for at mane jeres eventuelle usikerhed i jorden,” sagde Cheyenne og trådte væk fra væggen. “Det kan godt være, administrationen har placeret jer her, men I hører ikke alle sammen til her.”

Mit hjerte begyndte at hamre. Behøvede hun at være så nedladende? Constance og Sabine udvekslede nervøse blikke. Gid jeg kunne gå hen og berolige dem. Men det måtte vente.

“Det har altid være et privilegium at bo på Billings House, ikke en ret,” fortsatte Cheyenne og nedstirrede pigerne. “Derfor har vi, der har gjort os fortjent til det privilegium, det er at bo her, besluttet, at I også skal gøre jer fortjent til det. Så vi har udtænkt en opgave til jer.”

Inderkredsen overrasker og er mindst, hvis ikke mere spændende end de forrige bøger i serien. Reed hører helt hjemme på Easton nu. Hun bor på Billings og har en dejlig kæreste.

Kate Brian er hjemme i universet og inviterer os læsere med på Easton. Man kan se Eastons store bygninger for sig, dufte maden i kantinen og mærke kulden fra de rige snobber.

Selvom Reed for nogen er lidt for selvretfærdig, holder man med hende 100%.

Kate Brian har lagt flere spor ud, så jeg venter spændt på bog nr. seks!

Private-serien er underholdning i bedste stil. Kapitlerne er korte, så man kan altid lige læse et til. Og et til…
Har du ikke læst de første fire bøger endnu, så skynd dig at få fingre i dem!

På engelsk er der udkommet 8 bøger i serien og er også en tv-serie.
Klik ind og læs mere om serien.

Kate Brian: Inderkredsen (Private; 5) Originaltitel: Inner Circle. Oversat af Helle Schou Kristansien. Forlaget Carlsen, 2010.- 197 sider. Kr. 99,95

Hyggelig og sjov – det er lige hvad Emmy er.

Kender du Emmy? Hun er 13 år og bor i Karleager sammen med sin mor. Faren og storebror Martin bor i en betonklods udenfor København.
Emmy er en helt almindelig pige med et almindeligt liv. Og det fortæller hun om i sin dagbog.

I første bog om Emmy – Et nyt liv truer, er hendes mor blevet skør. Godt nok har Emmy selv sagt til hende, at hun er kedelig at se på. Gråt hår og konetøj. Du kender typen. Men derfor behøver hun vel ikke ligefrem farve sit hår tisgult og få røde briller! Det er faktisk lidt pinligt.

Der er godt nok kedeligt i Karleager. Derfor tager Emmy ofte på cafe i Hejresø (en lidt større by) med veninderne Kit og Sasha. Men det er endnu federe i København. Bare ikke lige når man tager den forkerte bus og ender i den forkerte ende af byen – helt alene.

I fortsættelsen Møgtur til Sverige, skal Emmy på lejrskole med klassen. De kan vælge at komme til Bornholm, København eller Sverige. Det valg skaber en del problemer i klassen. Emmy vil helst til Sverige og gør hvad hun kan, for at få vennerne til at stemme på det. Men Sasha vil helst til København, og hun bliver sur på Emmy, da Sverige vinder. Som om det er hendes skyld?!

Efter en tur med tog og klamme madpakker kommer klassen endelig til en ødegård i Skånaholm – midt inde i skoven. Det hedder ikke ødegård for ingenting. Sasha taler stadig ikke til Emmy og hænger ud med poptøsen Ditte. Det er lidt mærkeligt at være uvenner, synes Emmy.

Men det bliver endnu mere mærkeligt, for næste dag kommer en klasse fra København, der også skal bo på ødegården. Det får alle pigerne til at opføre sig vildt underligt.

Det bliver ikke den lejrskole Emmy havde håbet på…

Der sker nogle meget sære ting ting inde i hovedet på teenagepiger, når man sender dem langt ud på landet, helt alene med deres egen klasse, og man så bagefter sender nogle fremmede drenge hen til dem. Noget, der tager magten fra os, og får os alle sammen til at hænge ud af vinduerne og spejde, pege og fnise. Sådan gjorde vi i hvert fald da københavnerbussen kom i dag.

Bøgerne om Emmy er velfortalte og hyggelige. Emmy bliver levende, og man tror på alt hvad hun skriver i sin dagbog. Hun er sådan en, man godt gad have som veninde.

Mette Finderup skriver med humor og hun kan helt sikkert huske, hvordan det var at være 13 år.

Bøgerne er små og handy med deres knap 100 sider. Sussi Bech har illustretret i sort hvid. Billederne passer perfekt til teksten.

Så kender du ikke Emmy, syntes jeg du skal skynde dig at hilse på hende. Hun er bekendtskabet værd!

Du kan læse meget mere om Emmy her

Mette Finderup: Emmy – Et nyt liv truer.  Illustreret at Sussi Bech. Forlaget Carlsen, 2006. -106 sider. kr 99,95
Mette Finderup: Emmy – Møgtur til Sverige. Illustreret at Sussi Bech. Forlaget Carlsen, 2007.- 106 sider. kr 99,95

En bog i bogen… i bogen… i bogen…

Helle må blive på kostskolen mens alle andre er på efterårsferie. Selv forældrene er bare taget på ferie uden hende. For hun har har brækket benet, og kan jo ikke stå på ski. Øv hvor kedeligt!

Pedellen på skolen er skummel. Og så kan han ikke fordrage børn. Ved et tilfælde (for hun udspionerer ham i hvertfald ikke!) opdager hun hans hemmelighed. Pedellen kan ved hjælp af særlig magisk teknik hoppe ind og ud af alle mulige historier.

Og vupti! Så er hun i fremmede og farlige verdenener. Lige fra det antikke Troja til bunden af vedenshavene. Hum må finde pedellen. Må hjem. Hele tiden er den mystiske professor Steiner lige i hælene på hende. Hvad vil han og hvad går det hele egentlig ud på?

Benni Bødker kan sine klassikere. Og han elsker dem. Det ses tydeligt når han sender Helle ind i de store fortællinger. Jagten på den hemmelige bog er spændende og medrivende. Bødker skriver derudaf og så er det bare om at følge med.

Jeg kommer til at tænke på Mary Pope Osbornes serie om Det magiske hus i træet, hvor hovedpersonerne også springer ud og ind af historien.

Jagten på den hemmelige bog er let at læse.

Benni Bødker er en aktiv forfatter og har skrevet flere bøger for børn og unge. Måske kender du serien om Nattens børn eller eller bogen Besættelse.

Læs mere om forfatteren her

Benni Bødker: Jagten på den hemmelige bog. Illustrationer af Allan Haverholm, Forlaget Farenheit 2007. -80 sider. Kr. 149,95

Forfriskende skøn ungdomsbog

Den australske forfatter Sonya Hartnett, sagde engang, at hun skriver bøger for de børn og unge, der ikke læser Harry Potter. Det, hun mente, tror jeg, er, at der også skal være bøger til de læsere, der ikke er syltet ind i mainstreamkultur, og som faktisk tænder mere på historier, der er lidt skæve, og som prikker til alt det, vi tror, vi ved, men som vi ikke ved alligevel. Det handler ikke om fantasi men om forundring. Især over livet og de mennesker, der vælter rundt i det.

Henne i Belgien har de så en forfatter som Do Van Ranst, der er sprunget op af samme skuffe som Sonya Hartnett. Og nu har vi ham også, fordi hans første bog, med den lidt mystiske titel Min far siger, at vi redder liv, heldigvis er blevet oversat til dansk.

Hovedpersonen, en navnløs teenagepige, bor, hvor verden nærmest slutter, i et hus sammen med sine forældre og sin mormor. Huset er revnet og ret medtaget, fordi adskillige biler har braget ind i det. Det ligger nemlig ret upraktisk, men så alligevel ikke, fordi hvis bilerne ikke brasede ind i huset, ville de sandsynligvis komme til at køre over den halvfærdige bro, som ligger lige efter huset. Og så har jeg i øvrigt afsløret, hvorfor bogen hedder, som den gør.

Historien krøller sig poetisk rundt om hovedpersonen, der ivrigt og ærligt fortæller om sit liv, som især roterer omkring veninden Sue, der er lesbisk, og som friskt mener, at de bør være kærester.

Da der endnu engang kører en bil ind i huset, åbner der sig helt nye muligheder for at udforske både kærligheden og drømmen om at komme væk fra den bro, der alligevel ikke fører nogle steder hen.

Min far siger, at vi redder liv er en sjælden perle for unge. Historien fortælles med en humoristisk ligefremhed, som gør det forfriskende, og næsten nyt, at læse om de tematikker, som normalt følger med bøger udklækket inden for ungdomsbogsgenren.

Hvor er det ærgerligt, at forsiden er så kedelig og med jordfarver og lukkede øjne på en person, som er svært at bedømme som dreng eller pige, ikke inviterer indenfor. Men se nu forbi det!

Kun 2 måneder inde i 2010 er det jo for tidligt at udråbe Min far siger, at vi redder liv som årets ungdomsbog, men det er helt sikkert den bedste, jeg har læst i rigtig lang tid!

Min far siger, at vi redder liv har vundet priser som bedste ungdomsbog i både Belgien og Tyskland

Do Van Ranst: Min far siger, at vi redder liv. Oversat af Aino Roscher. Turbine, Århus, 2010. -132 sider.

7 gange dyster skræk

Bent Hallers nye samling af syv gysernoveller har fået en forside af Mads Themberg, der umiddelbart er lidt kedelig at se på. Den signalerer gammeldags socialrealistisk ungdomsbog, indtil man kigger lidt nærmere og opdager, at bagagebærerens indhold er et afrevet menneskehovede. På samme måde er det med meget af indholdet i bogen – det fænger måske ikke umiddelbart, men det har godt af at stå og boble i ens tanker.

Bent Haller har skrevet i over 30 år og forsøgt sig udi et hav af forskellige genrer – lige fra det nuttede til det ubehagelige. Denne gang står der horror på menuen, og han leverer 7 historier, der hænger sammen på kryds og tværs.

Den blå pige, hedder den første historie; den følger pigen Juliane, hvis forældre insisterer på at trække hende fra kunstmuseum til kunstmuseum. De spår hende en stor fremtid indenfor kunsten, selv om hun finder det kedeligt og egentlig hellere vil være damefrisør – men snart opdager hun, at der er uanede dybder i kunsten. Øjenkontakt med en malet dreng suger hende bogstaveligt ind i billedet. Som novelle betragtet er den en pudseløjerlig størrelse – der er en del indslag, som ingen videre betydning har for historien og dybere logik overhovedet, og der er ikke rigtig nogen slutning på det hele.

Det, der nemlig snart viser sig, når man læser 7 skrækkelige historier, er, at den ikke skal læses som en novellesamling, men som et litterært spindelvæv, hvor de enkelte historier bliver bundet sammen i sære konstellationer. Den egentlige slutning på de enkelte historie kan sagtens optræde et helt andet sted i bogen – ja faktisk før historien starter. Det gør 7 forfærdelige historier til en noget fragmenteret læseoplevelse (noget, Haller også slog an i Grænsebørn), hvilket naturligvis sætter sit præg. Som voksen læser kan jeg godt værdsætte stileksperimentet, men samtidig fjerner det altså også noget af den umiddelbare oplevelse og fornemmelsen af en dybere pointe. Det får mig til at tro, at den måske ikke vil ramme så bredt, men samtidig at den vil ramme præcist hos de læsere, der lukker den indenfor. Den kan meget vel blive en af de bøger, der vil blive ved med at rumstere i folks sind i lang tid efter endt læsning.

Historierne bindes sammen af en række elementer, fra det hverdagsagtige til det mytiske – frøer dukker op, hvor de ikke burde, og forsidens afrevne hovede spøger i baggrunden; angiveligt er det blevet spyttet ud af Midgårdsormen. Hvor de enkelte historier svinger noget i kvalitet, så fungerer det samlede billede ganske godt. Den sidste historie forsøger at samle alle ender – og giver en lyst til at genlæse for at være helt sikker på, hvordan det hele hang sammen.

Bent Haller: 7 skrækkelige historier. Forside: Mads Themberg. Høst & Søn, 2010, 115 sider.