Jesper Nicolaj Christiansen: Æblet
Emner: billedroman, dansk, fra 11 år, gys, letlæst • Se alle anmeldelser af: Jesper Nicolaj Christiansen, Peter Snejbjerg • • 29. oktober, 2008Et æblerov kommer til at handle om mere end liv og død.
Dansklærerforeningens serie af billedromaner er en serie ganske unikke historier, synes jeg – i kraft af det tætte samspil mellem tekst og billede, som fungerer langt bedre, end tilfældet oftest er i letlæste romaner. Her udnyttes begge former som regel til deres yderste. Det er i al fald gældende for Jesper Nicolaj Christiansen og Peter Snejbjergs ”Æblet”.
Kristoffer bliver også kaldt Stoffer (af sine venner), Kri-stof-fer (af sin tante) og Nullergøj (af sin mor). Men når nogen kalder ham Lille Kris, ved han, at den er gal, for det kan kun være Kims Storebror. Ham og hans kumpaner er – bortset fra Stoffer – de eneste, der ikke er andetsteds i ferien. Kims Storebror er ude på ballade, og der er kun én, det kan gå ud over.
Så Stoffer bliver sendt på æblerov; på det værst tænkelige sted: Paradiset.
Paradiset er det lokale nonnekloster, og alle ved, at hvis man bliver fanget der, er der dybe kældre, som bliver taget i brug, før der bliver ringet til politiet. Men alternativet til æblerov er grumme tæsk, så der klatres over hegnet.
Æblerovet udvikler sig naturligvis snart til andet og mere end blot en vandretur i en æbleplantage. Christiansen og Snejbjerg forlener historien med en art underspillet magi – sammen indfanger de den barndom, som styres af uoverskuelige kræfter, hvad enten det så er de store drenge, eller det er noget, der går over ens forstand. Teksten krydres med referencer, fra Superman til Narnia, og illustrationerne fremstiller det hele lige en smule larger than life. Kims Storebror står konstant med solen i ryggen, mens nonneklosteret fremstår som en skyggefuld helvedesvision. Tilsammen bliver det til en veludført og overraskende historie.
Men det, der fungerer allerbedst i ”Æblet”, er i mine øjne alt det, som ikke behøver blive fortalt. Christiansen behøver ikke fortælle os om, hvad Stoffer forestiller sig om nonneklosterets kælder, når Snejbjerg så meget bedre kan vise os det. Samspillet mellem de to er perfekt og strømliner fortællingen, så tonen går rent igennem – og det beviser, at en bog sagtens kan være krævende og have mange lag, selv om den er skrevet sprogligt let.
Jesper Nicolaj Christiansen: Æblet. Illustreret af Jesper Snejbjerg. Dansklærerforeningen, 2008. 47 sider. Pris: 125,-
[…] skrevet to bøger – letlæste romaner med en tydelig forkærlighed for de mere kulørte genrer: Æblet og Robert og robotten. Især den første kan sagtens anbefales, selv om man måske ikke har et barn […]
den er kedelig
lorte historie
fantastisk historie efter min mening 😉