Fortællingen.dk

Interview af Maria Britt, april 2010

Dansk forfatter, født 1971.
Brian Christensen har skrevet novellen “Tab og vind” i antologien “Drenge” og to romaner: “Et vink til himlen” (som vandt andenpræmien i en romankonkurrence om at skrive en ungdomsroman om kærlighed) og “Mihai og Tobias”.

I ”Et vink til himlen” beskæftiger du dig en del med det spirituelle og naturmedicinske. Hvordan har du det selv med de emner?
Jeg har selv mediteret lidt, men det har været på en helt anden måde end Josefine. Jeg har haft meget stress, og derfor så jeg i en periode en stresscoach, som sagde, jeg skulle lære at meditere. Det var noget, som hed opmærksomhedsmeditation, og det handler om at ”leve med fuld opmærksomhed”, som det hedder. Jeg var meget skeptisk og troede ikke, jeg var modtagelig for den slags, men det var meget praksisorienteret og hjalp mig faktisk meget. Så jeg har aldrig været i Østen eller noget andet spændende og lært om meditation og spirituel helbredelse, men jeg har alligevel fået en fornemmelse af noget af det, som Josefine bruger.

Har du selv oplevet kræft helt tæt på?
Da jeg var i begyndelsen af tyverne, var jeg kæreste med en pige, som oplevede et sygdomsforløb meget lig det, Josefine gennemgår. ”Et vink til himlen” er ikke en selvbiografi, men rigtig mange dele af historien er inspireret af det, jeg oplevede sammen med Marianne, som hun hed, inden hun døde.

Josefine finder en form for ro og håb i samværet med Helene og hendes frikirke. Havde du en bestemt kirke i tankerne?
Også denne del af historien er delvist inspireret af mine egne oplevelser. Marianne var blevet opereret og var angiveligt rask, men ligesom med Josefine kom kræften tilbage. Jeg gik dengang på journalisthøjskolen og havde en god ven der, som var Luthersk Missionsk. Vi så både ham og hans kæreste en del, men uden at vi talte om religion. Da Marianne blev alvorligt syg igen, kom min ven til os og sagde, at han kendte nogle, der bad for folk. Han ville ikke presse sin tro ned over os, men han følte bare, at han ville handle forkert, hvis han ikke i det mindste fortalte os om det. På det tidspunkt var vi villige til at prøve alt, og de kom og bad for os. Det var en fin oplevelse, men det var ikke som for Josefine, hvor det blev til en slags bånd mellem hende og kirken. Så det er ikke rigtig selvbiografi, men jeg følte alligevel, det havde en plads i historien.

Er du selv troende?
Tja, til husbehov. Jeg tror på, at der findes noget guddommeligt. Ikke nødvendigvis noget bibelsk eller kristent, men der findes en guddommelig kraft, måske inde i en selv, som kan vækkes eller nås, hvis man prøver.

David får hele tiden at vide, at han er for ung til at håndtere kærligheden og sygdommen. Var han det?
Nej, for han vokser med opgaven. Voksne er bange for, at de unge skal få sår på sjælen, men kærligheden overvinder alt, og det er et misforstået hensyn, synes jeg. Jeg ville ikke selv have været min svære oplevelse foruden. Den kærlighed har været med til at forme mig som menneske.

Hvor gammel var du selv, da du havde din første rigtige kæreste?
Jamen jeg vil sige, at Marianne var min første rigtige kæreste. Eller i hvert fald mit første rigtige forhold. Jeg var tyve år, da vi blev kærester, og jeg nåede at kende hende i godt 2½ år.

Kan man være for ung til at håndtere kærlighed?
Det, tror jeg, er personbestemt. I denne sammenhæng kommer kræften langsomt, og det giver plads til, at kærligheden kan nå at vokse. Josefine siger på et tidspunkt til David, at hun godt kan acceptere, hvis han forlader hende, men David er allerede alt for involveret til at kunne se det som en mulighed. Men havde han vidst fra begyndelsen, hvordan det hele ville ende, så havde det måske været anderledes.

David har et lidt specielt forhold til både sin far og Jeff. Tobias har også et problematisk forhold til sin far. Hvordan var/er dit forhold til din egen far?
Ja, jeg kan jo nok ikke løbe fra, at virkeligheden skinner igennem her… Jeg har ikke kontakt til min far, og det har jeg ikke haft, siden jeg var tre eller fire år. Da jeg var omkring 18 år, tog jeg kontakt til ham, og vi mødtes også, og det var helt fint, men jeg forfulgte det ikke siden.
Nu er jeg selv blevet far til to dejlige børn, og nogle gange tænker jeg da på, om det påvirker min egen evne til at være far. Heldigvis har jeg haft andre faderskikkelser, som jeg har kunnet læne mig op ad, så jeg er ikke for alvor bekymret, men jeg tænker på det. Og i min næste bog regner jeg med, at hovedpersonen skal have et helt normalt forhold til sin far!

Både Josefine & David og Tobias & Mihai har svært ved at skabe nære, blivende relationer til andre. Hvorfor vælger du den slags karakterer?
Hver gang jeg finder på en ny karakter, tænker jeg, at han eller hun skal have masser af venner. Men så simpelt er det bare sjældent. Med Tobias var det nødvendigt, at han følte sig alene, og jeg havde brug for at han fordybede sig i sin manga.
Josefine skulle også være indadvendt og koncentrere sig om sin svømning og senere lukke sig om sig selv i forbindelse med sygdommen. Det er bare en af de mange ting, der kommer af sig selv i skriveprocessen.

Du har hovedpersoner i par, som repræsenterer forskellige fragmenter af livet – rig/fattig, kernefamilie/opbrud.
Du tror ikke på, at lige børn leger bedst?
Jamen det er jo netop, når modsætninger mødes, at historierne opstår. Konflikterne ligger i spændingsfeltet mellem to poler, og det har jeg forsøgt at udnytte. Men det er nok rigtigt, at det er pudsigt, at jeg har udgivet to romaner, og de har begge to hovedpersoner, som begge fortæller. Men for netop de to historier, var det bare nødvendigt.

Dør Josefine?
I min verden dør hun et stykke tid efter, hun kommer hjem. For mig er det vigtigt, at vi alle godt ved, hvor historien slutter. Det er tydeligt, hvor det bærer hen, og selv om der for mig kun er en slutning, så har jeg ikke behov for at pensle det ud.

Hvordan fik du ideen til ”Mihai og Tobias”?
Det kom egentlig ad flere omgange. Det startede nok, da jeg læste ”Oliver Twist” for min datter for et par år siden. Da fik jeg ideen til at fortælle noget om et børnehjem eller noget med omsorgssvigt eller lignende. Da jeg så læste om de rumænske tricktyve, røg det også i idebanken, og langsomt tog den endelig ide form med hjælp fra blandt andet min skrivegruppe.

I Jylland gør manga Tobias til nørd, i København gør det ham cool. Hvornår synes du, man er en nørd?
Når man lukker sig helt inde med det, man går op i. For mig er det f.eks. nørdet at skrive. At være nørd er bestemt ikke noget negativt, og man kan også sagtens nørde med andre. Med min skrivegruppe kan jeg f.eks. tale om nogle helt konkrete ting, som andre ikke rigtig forstår, selv om de måske gerne vil. Vi kan f.eks. godt diskutere navne på hovedpersoner meget længe, og det kan være svært for andre at forstå, hvorfor det lige er så vigtigt den dag.

Hvem, synes du, er den største helt i historien om Mihai og Tobias?
Det er Mihai. Hele vejen igennem bevarer han sin integritet og formår at have sit mål for øje. Han bærer på så meget og er så skrøbelig, men alligevel klarer han sig igennem.

Hvorfor er Tobias så vred på sin far?
Fordi han føler, at han er blevet svigtet. Faderens tv-liv og ungdommelige livsstil har været vigtigere end forholdet til Tobias, men nu er han alligevel lænket, så så kan han lige så godt få noget far-søn-tid ud af det, og Tobias føler, at han står meget langt nede på faderens liste over ting, han egentlig har lyst til at gøre.

Du arbejder i Vejdirektoratet. Det lyder ret kedeligt. Er du en moderne superhelt? Kontorarbejder om dagen – forfatter om aftenen?
Det ville jeg da gerne være! Og det er jeg da nærmest også i perioder, men det afhænger meget af, hvilken del af skriveprocessen, jeg er i. Når jeg kan, vil jeg hellere skrive en hel masse og så rette senere. Jeg skriver en time hver aften og lidt mere i weekenden. I virkeligheden føler jeg mig nok ikke så superhelteagtig, men jeg kan godt lide billedet…

Vil du fortælle lidt om din næste bog?
Den handler om kærlighed. Og så er den i den lidt mere muntre afdeling…
Jeg prøver at finde tilbage til tonen fra novellen ”Tab og vind”, hvor det er mere humoristisk, men med blødende hjerte.
Men den kommer til at handle om fodbold og politik. Jeg har været ude og snakke fodbold og ungdomspolitik med nogle unge mennesker. Og så har jeg ladet mig inspirere af fortælleformen i ”En dag skinner solen også på en hunds røv”.

Hvad er en god ungdomsbog?
Den skal berøre, hvad det vil sige at være ung. Al den usikkerhed, man oplever, og behovet for at være i opposition til barndommen. Den skal have fat i nerven, ligegyldigt om det så handler om stofmisbrug eller rækkehuse i Nordsjælland. Og så handler det om, at man som forfatter skal tage læseren alvorligt.
Jeg tror ikke nødvendigvis, det er et handikap at være 38, man skal bare kunne ramme noget universelt og lade det foregå på de unges præmisser.
Og så må en ungdomsbog aldrig være for tydeligt opdragende eller fordømmende…