Kenneth Bøgh Andersen: Ondskabens engel
Emner: dansk, del af serie, fantasy, fra 12 år, Humor/satire • Se alle anmeldelser af: Kenneth Bøgh Andersen •
• 29. april, 2010
En værdig afslutning på serien om Himmel og (især) Helvede
Læserne har, tror jeg godt, man kan sige, nærmest stået i kø for at vente på sidste del af Kenneth Bøgh Andersens fantasyserie Den store djævlekrig. Nu er den her så endelig, og den har så sandelig været ventetiden værd.
Det hele indledes med lidt af en kliche – som så med vanligt glimt i øjet lige får en drejning til sidst, som også understreger, at vi hygger os med både horror og humor her. Der er lune, men der er også rædsler inde bag – og omvendt. Filip er i Helvede, men han er ikke længere det englebarn, han var engang; mørket er vokset i ham, og han har nu både horn og vinger. Er han langsomt ved at fortabe sig selv?
Djævlene er nu Filips gode venner, men en større ondskab lurer i mørket uden for Helvede. Aziel har kidnappet Satina, som både han og Filip lader til at have følelser for, og mod alle ordrer drager Filip ud for at redde hende. Men selv hvis det lykkes, kan han ikke forhindre det, der er ved at ske: Den Store Djævlekrig er ved at bryde ud, og konsekvenserne kan føles både på Jorden og i Himlen. Fjenden lægger planer, og chancen for, at Lucifer kan bevare magten over underriget, synes at blive ringere for hvert minut. Alt afhænger af Filip og de valg, han måtte træffe.
Der er fordele ved at skrive serier – det er lettere for læserne at binde sig til en figur, når man har fulgt ham gennem flere bind; men der er også ulemper – for det kan samtidig være svært at afslutte en historie ordentligt, når man har fulgt den så længe. I en fantasyserie kan fristelsen ofte være at lade det hele gå op i et brag, og den vej kunne man godt frygte her: for krigen rumler, og man kunne forvente endeløse scener med slag og heltemod og tårevædede afskedsscener og folk, der dør til højre og ventre og fantasy-klicheer, der står på række og geled. Men nej. Det er tydeligt, at Kenneth Bøgh Andersen ikke er interesserede i at drukne i os patos, men hellere vil fortælle os historier.
Han har tidligere udtalt i interviews, at den bog, han helst ville have skrevet, er Bibelen, for den er tidernes største fantasy-eventyr. Når det nu ikke (af mangel på en tidsmaskine) er muligt, har han gjort det næstbedste og leget med den i stedet. Det gør, at Ondskabens engel ikke går under i krigsbuldren, men i stedet bliver et væld af skumle planer med afsæt i Bibelen. Med andre ord lykkes det Bøgh Andersen at fortælle en masse gode historier uden at blive hverken prædikende eller kedelig. Det er fortællingen, der er i højsædet.
på trods af, at Den Store Djævlekrig startede som en trilogi, er det lykkedes Bøgh Andersen at føje et ekstra bind til og alligevel holde serien frisk – og så endda levere en afslutning, der holder samme høje kvalitet. Tilmed er det en serie, der fungerer på flere niveauer – formidlerne kan trøste sig med, at den trods det drabelige indhold stiller store og ganske tunge spørgsmål i en lettilgængelig form, mens de tiltænkte læsere kan lade sig gribe af det enkle faktum, at den er pissefed.
I anledning af Ondskabens engel og Kenneth Bøgh Andersens ti års jubilæum som forfatter har vi lavet et nyt interview med ham.
Kenneth Bøgh Andersen: Ondskabens engel (Den Store Djævlekrig ; 4). Forside: Rasmus Jensen. Høst og Søn, 2010, 315 sider.
(19 stemmer)
Loading...
Jeg synes det er en (ligesom de andre bøger) en rigtig god bog. Det er ikke den bedste i serien men heller ikke den dårligste. Den er ligesom de andre bøger, rigtig godt skrevet. Bogen sætter spørgsmålstegn ved religion og det er en fed faktor som jeg synes der burde være med i flere bøger. Den bliver en lille smule forvirrende men det er stadig en rigtig god bog. Hele seriens bøger har næsten ikke nogen mangler undtagen Dødens terning som godt kunne blive lidt langtrukken.
Alt i alt kan jeg anbefale Ondskabens engel og hele resten af serien.
Jeg er lige blevet færdig med Ondskabens Engel, jeg har læst den på én dag… Jeg græd, græd, græd. Så mange forskkellige følelser der er i den bog på én dag.. det er bare overvældende. Tusind tak, Kenneth, fordi du har skrevet den serie!
Det er i stil med Harry Potter – når serien er færdig er man helt tom indeni, fordi der bare ikke er mere. Men samtidig er man fuld, fordi man har fået så meget ud af det.
Så er bøgerne store.
Jeg har valgt at læse og anmelde bogen Ondskabens engel, der er skrevet af Kenneth Bøgh Andersen. Ondskabens engel er fjerde bind i fantasy serien, Den store djævlekrig.
Historiens hovedpersonen er en ung mand, kaldet Fillip Engell.
Fillip er en meget højlig og pligtopfyldende person, der gerne hjælper hvis det er muligt. Fillip bliver som dreng, skubbet ud foran en bil af Søren, og havner ved et uheld i helvede. Han møder blandt mange grusomme væsener djævelen Lucifer, mørkets fyrste. Lucifer mangler en arvtager da han er dødeligt syg, og Søren blev den udvalgte kandidat.
Grundet uheldet må skæbnens gang nu indrettes derefter, og Fillip må tage Sørens plads som djævelens lærling. Blandt mange racer af djævle, dæmoner og onde ånder møder Fillip også de to unge temptanere, Satina og Aziel. Temptanere er djævle der besidder ekstraordinære evner i at friste, og Fillip bliver hurtigt forelsket i Satina. Sammen drives de ud på et eventyr, i forsøget på at stoppe Aziels onde planer om mordet på Lucifer, samt overtagelsen af helvede. Satina bliver bortført, og det er nu op til Fillip at redde hende inden krigen begynder.
Jeg tænker, at miljøet og diverse karakterer er godt opbygget, og detaljeret beskrevet. Det er nat døgnet rundt i helvede, og landskabet breder sig langt udover storbyen, galgedalen og skrækskovene. Der er søer af ild, og skumle kirkegårde hvor de fordømte begraves levende. Det er en af de mange pinsler som helvedes straffe indebære. Eventyret breder sig også videre i andre underverdener, og vi møder blandt andet Jahve, jordens skaber, Odin og Hades, Mortimer der repræsentere døden, og Vita der repræsentere livet. Historien indeholder sagn, der ligger parallelt med flere af diverse religioner.
Jeg tænker at sprogbruget og fortællingens gang, formidles relativt simpelt. Alligevel indikere historien, at forfatteren indeholder en ekstraordinær dybde. Efter min mening, fremstår Kenneth Bøgh Andersen som en introvert, intelligent person der giver indtryk af, at det er okay og tvivle på det, du er blevet belært at tro på.
Jeg vurdere ud fra min personlige opfattelse og mening, at det er en interessant, spændende historie.
5 stjerner – Thomas P.