En værdig afslutning på serien om Himmel og (især) Helvede
Læserne har, tror jeg godt, man kan sige, nærmest stået i kø for at vente på sidste del af Kenneth Bøgh Andersens fantasyserie Den store djævlekrig. Nu er den her så endelig, og den har så sandelig været ventetiden værd.
Det hele indledes med lidt af en kliche – som så med vanligt glimt i øjet lige får en drejning til sidst, som også understreger, at vi hygger os med både horror og humor her. Der er lune, men der er også rædsler inde bag – og omvendt. Filip er i Helvede, men han er ikke længere det englebarn, han var engang; mørket er vokset i ham, og han har nu både horn og vinger. Er han langsomt ved at fortabe sig selv?
Djævlene er nu Filips gode venner, men en større ondskab lurer i mørket uden for Helvede. Aziel har kidnappet Satina, som både han og Filip lader til at have følelser for, og mod alle ordrer drager Filip ud for at redde hende. Men selv hvis det lykkes, kan han ikke forhindre det, der er ved at ske: Den Store Djævlekrig er ved at bryde ud, og konsekvenserne kan føles både på Jorden og i Himlen. Fjenden lægger planer, og chancen for, at Lucifer kan bevare magten over underriget, synes at blive ringere for hvert minut. Alt afhænger af Filip og de valg, han måtte træffe.
Der er fordele ved at skrive serier – det er lettere for læserne at binde sig til en figur, når man har fulgt ham gennem flere bind; men der er også ulemper – for det kan samtidig være svært at afslutte en historie ordentligt, når man har fulgt den så længe. I en fantasyserie kan fristelsen ofte være at lade det hele gå op i et brag, og den vej kunne man godt frygte her: for krigen rumler, og man kunne forvente endeløse scener med slag og heltemod og tårevædede afskedsscener og folk, der dør til højre og ventre og fantasy-klicheer, der står på række og geled. Men nej. Det er tydeligt, at Kenneth Bøgh Andersen ikke er interesserede i at drukne i os patos, men hellere vil fortælle os historier.
Han har tidligere udtalt i interviews, at den bog, han helst ville have skrevet, er Bibelen, for den er tidernes største fantasy-eventyr. Når det nu ikke (af mangel på en tidsmaskine) er muligt, har han gjort det næstbedste og leget med den i stedet. Det gør, at Ondskabens engel ikke går under i krigsbuldren, men i stedet bliver et væld af skumle planer med afsæt i Bibelen. Med andre ord lykkes det Bøgh Andersen at fortælle en masse gode historier uden at blive hverken prædikende eller kedelig. Det er fortællingen, der er i højsædet.
på trods af, at Den Store Djævlekrig startede som en trilogi, er det lykkedes Bøgh Andersen at føje et ekstra bind til og alligevel holde serien frisk – og så endda levere en afslutning, der holder samme høje kvalitet. Tilmed er det en serie, der fungerer på flere niveauer – formidlerne kan trøste sig med, at den trods det drabelige indhold stiller store og ganske tunge spørgsmål i en lettilgængelig form, mens de tiltænkte læsere kan lade sig gribe af det enkle faktum, at den er pissefed.
I anledning af Ondskabens engel og Kenneth Bøgh Andersens ti års jubilæum som forfatter har vi lavet et nyt interview med ham.
Kenneth Bøgh Andersen: Ondskabens engel (Den Store Djævlekrig ; 4). Forside: Rasmus Jensen. Høst og Søn, 2010, 315 sider.