Fortællingen.dk

Interview af Janus Andersen for fortællingen.dk, april 2010

Kenneth Bøgh Andersen har i 2010 markeret sit tiende år som forfatter med Ondskabens engel, afslutningen på Den Store Djævlekrig. I den anledning har vi snakket med ham om serien og arbejdet som forfatter.

Så vidt jeg husker, skulle “Den store djævlekrig” oprindelig være en trilogi, men nu er den så endt som fire bind. Hvor stor lighed er der mellem det oprindelige oplæg og så det færdige resultat? Er der sket store ændringer med historien undervejs?
Det hele startede med Djævelens lærling, som bare skulle have været den historie. Men ret hurtigt efter jeg begyndte at skrive på den, begyndte universet også at vokse – og jeg kunne mærke, at jeg befandt mig rigtig godt inde i Helvede. Jeg har dog aldrig selv kaldt serien en trilogi, netop fordi jeg ikke vidste, hvor mange bind den ville ende med at blive, eller hvilken form den skulle have. Inden jeg debuterede som forfatter, havde jeg en LANG årrække med afslag fra forlagene, og frygten for at blive afvist sad stadig i mig, da jeg afleverede manuskriptet til Djævelens lærling inde på forlaget. På det tidspunkt havde jeg en svag ide om, hvad der kunne ske i et evt. bind to, så jeg fik forlaget til at skrive bag på Djævelens lærling at det var første bind i en serie, for så var de jo lidt forpligtet til også at udgive bind to. Hvad Den Store Djævlekrig var, anede jeg ikke, men det måtte jeg jo så finde ud af. Derefter tog resten af serien form, og jeg blev hurtigt klar over, at der ville blive fire bind. Men da blev den allerede omtalt som en trilogi, og det passede mig helt fint, for så ville slutningen på bind 3 komme som noget af en overraskelse.

I “Den store djævlekrig” er det jo grundlæggende skurkene, der er heltene. Hvordan gik du til den opgave at skrive personer, der er onde, men som skal fange læserens sympati uden at blive for hyggelige?
Sædvanligvis, når Helvede bliver portrætteret på film, er det et kaos af ild, skrig og smerte. Ild, skrig og smerte er også en (stor) del af mit Helvede, men jeg var nødt til at bygge det lidt landsbyagtigt op, fordi jeg skulle have en handling til at foregå dernede. Derfor skulle djævlene og dæmonerne heller ikke være (for) onde ved hinanden, ellers ville stedet ikke kunne fungere som samfund. De er hovedsagligt onde ved de mennesker, der har fortjent det. Det var også vigtigt, at Lucifer blev en, man holdt af og med, og den tanke ligger godt i tråd med temaet omkring, at ondskaben er nødvendig at have – måske ligefrem godt at have. Og eftersom Djævelen selv engang var en af Guds ærkeengle, så har han også været det næsten absolutte gode. Og det er vel ikke utænkeligt, at der stadig er en lille rest af engel tilbage i ham?

Hvordan er i det hele taget din arbejdsproces? Forbereder du meget, før du begynder at skrive, skriver du på faste tidspunkter, eller tager du det bare, som det kommer?
Jeg er både meget struktureret og disciplineret. Jeg skriver helst hver dag, når jeg arbejder på noget og skriver altid to timer ad gangen. Fra kl. 8-10 og så igen kl. 13-15. For mig starter en historie altid med en konkret ide og ikke med temaerne, og den ide bygger jeg trinvist op, inden jeg begynder at skrive. Først laver jeg en meget løs synops for handlingen, hvor ideerne kommer væltende ind fra højre og venstre, og jeg former den verden, handlingen skal foregå i – hvilke djævle og dæmoner er der nede i Helvede, hvordan bor de, hvilke fordømte sjæle kan Filip møde, hvordan bliver de straffet osv. Så lærer jeg min hovedperson(er) lidt bedre at kende. Jeg har en 4-5 sider med alle mulige spørgsmål, som jeg prøver at besvare. Så laver jeg en kapiteloversigt over de første 4-5 kapitler, skriver dem og finder ud af, hvad der skal ske i de næste 4-5 kapitler – samtidig med jeg skriver videre på den overordnede handling.

Et af de temaer, der kører igennem historien om Filip Engell, er muligheden for at vælge. Tror du på det frie valg?
Den frie vilje er et tema, der er gennemgående i alle mine fantasybøger. Det bliver især meget konkret i Slaget i Caïssa, hvor Frode havner som en brik i et skakspil mellem Gud og Djævelen, og Himmelherren, hvor Peter havner som en figur i den historie, han er ved at skrive. Der kan være situationer, der synes at fratage os det frie valg eller den frie vilje, men i bund og grund vil vi altid have et valg, og det er vigtigt, for med det frie valg følger også ansvaret – både på godt og ondt.

Det frie valg, godt og ondt – det er store temaer, der tages op i serien – er det lettere at gøre i fantasy end i f.eks. socialrealistiske romaner?
Meget lettere. Fantasygenren giver mulighed for en meget mere konkret og direkte tilgang til sådanne emner. Mange af spørgsmålene, såsom skæbne, fri vilje, hvad er drøm, hvad er virkelighed, er tit selve præmissen for fantasyhistorien og derfor oplagte at diskutere. Og når hovedpersonen får mulighed for at møde Gud, Døden og Djævelen, så er muligheden der også for at få svar på nogle af de allerstørste spørgsmål. Og stille nye spørgsmål.

Djævelen er naturligvis indbegrebet af ondskab normalt, men i dine bøger er han faktisk ikke så slem. Hvad er ondskab for dig?
I Djævelens lærling har Lucifer et bestemt formål, nemlig at sørge for at der er en afløser til jobbet som Mørkets Fyrste. Og det kan man vel egentlig ikke klandre ham for? Han forsøger jo trods alt bare at gøre sit bedste – eller værste. Ondskab er mange ting og findes i mange former, hvilket der kan skrives mange, tykke bøger om. Men Filips ærkefjende Aziel er mit forsøg på at skrive den absolutte ondskab.

Dine bøger befinder sig som regel inden for de fantastiske genrer – og som regel gerne med et horribelt indslag, hvad der også gør sig gældende i “Den store djævlekrig”. Hvad er det, der er så godt ved gyset, og hvorfor tror du, at læserne opsøger det?
Som forfatter er det dejligt befriende at bevæge sig inden for gysergenren og fantasygenren, da de sprænger grænserne for, hvad man kan tillade sig, og hvad man kan finde på. I en hverdag der er tryg, ensformig og måske lidt kedelig, tilbyder gyset en mulighed for, at man kan føle sig i fare og mærke frygten knuge om hjertet. Samtidig med at man ikke for alvor er i fare – det er jo trods alt bare en historie.

Du bliver oftest omtalt som en ungdomsforfatter – men “ung” er sådan en mærkelig alder, hvor man stort set kan læse, hvad man lyster. Hvordan opfatter du selv begrebet ungdomsbog – og ser du overhovedet sig selv som en ungdomsforfatter?
Når jeg umiddelbart hører ordet ”Ungdomsbog” så tænker jeg en bog for unge, der beskæftiger sig med unges problemer, og derfor i overvejende grad er mest relevant for unge. Jeg betragter mig hverken som ungdombogsforfatter eller børnebogsforfatter, men blot som forfatter. Jeg sidder ikke og tænker: ”Det her vil de synes er fedt at læse om i 5. eller 9. klasse”. Jeg skal synes, det er fedt – som den (voksne) læser, jeg er. Det er altså ideen, der bestemmer, og her det oftest passet bedst med en ung hovedperson. Men jeg vil vove at påstå, at forskellen mellem den slags børne/ungdomsbøger, som jeg forsøger at skrive, og så voksenbøger, er, at hvor voksenbogen kun kan læses af voksne, så kan børne/ungdomsbogen læses af alle.

Hvad byder fremtiden på? Nu har du også skrevet en historie på SMS, og der er knyttet et computerspil til “Den store djævlekrig” – bliver du indenfor de trykte bøger?
Det er altid sjovt at udforske og udfordre andre medier, men bogen er stadig unik og en fantastisk måde at få historier på og fortælle historier på. Og jeg har flere bøger på vej. Til efteråret udgiver jeg en mindre roman (for voksne OG unge), der hedder Den sidste dag? Det er en vælg-selv-historie, ligesom de gamle Sværd og Trolddombøger, som rigtig mange på min alder har pløjet sig igennem. Den sidste dag er dog blottet for drager, dæmoner og troldmænd, men er derimod gennemført social realistisk om en ganske almindelig, kedelige hverdag, hvor man står op, går i bad, tager på arbejde osv. Men selv på en ganske almindelig, kedelig hverdag kan døden lure overalt.

Og så vender Danmarks sejeste – og eneste! – superhelt tilbage engang næste år. Jeg er i fuld gang med at skrive videre på Antboy-serien og regner med, at der kommer yderligere 3 bind.

Mere end 20 forskellige historier er det blevet til fra din hånd over de sidste 10 år – når man er færdig med dem, hvilke andre bøger og forfattere synes du så, man skal kaste sig over?
Der er et væld af bøger og forfattere, jeg gerne vil anbefale, men jeg vil forsøge at begrænse mig lidt og blive lidt indenfor genrerne. Jeg har haft en stor oplevelse ved at læse 20th century ghosts, en novellesamling af Joe Hill. Som navnet ikke antyder, er han søn af Stephen King, og selv om han gør sig umage med at holde det faktum skjult, så fornægter talentet sig ikke. Alan Moores grafic novel From hell om Jack the Ripper er fantastisk skræmmende og skræmmende fantastisk læsning ligeledes danske Christian Hauns debutroman Naut . Og hvis man er mere fantasyhungrende: Det gyldne kompas af Philip Pullman. Bogen, altså, ikke filmen, der har formået at suge al kraft og dybde ud af en stærk og original historie.