Kate Brian: Bekendelser
Emner: del af serie, fra 12 år, især for piger, teenageliv • Se alle anmeldelser af: Kate Brian • • 7. december, 2009Morderen er stadig derude.
Bekendelser er nr. fire i Private-serien, og den begynder, hvor nr. tre sluttede. Josh er anholdt for mordet på Thomas Pearson.
Reed er overbevist om, at han er uskyldig anklaget. Han ville aldrig kunne slå nogen ihjel. Søde, rare Josh, som Reed er forelsket i. Virkelig forelsket. Mere forelsket, end hun var i Thomas.
Men Reed er den eneste, der tror på hans uskyld. De andre Billings-piger har allerede dømt ham til den elektriske stol. Det betyder, Reed må få hjælp af andre. Men hvem?
Alt i mens Reed prøver at finde frem til sandheden om Thomas’ mord, lader de andre, som om alt er normalt. Noelle, Kiran, Cheyanne og alle de andre tænker kun på at feste. Det er jo december så hvorfor bekymre sig?
Reed føler sig alene. Hun begynder at grave sandheden frem. Men jo dybere hun graver, jo flere hemmeligheder støder hun på. Der er noget lusket ved Thomas´storebror Blake. Kan han være morderen? Motivet er der…
“Så hold dog op med at være så naiv, Dash! Du ved sgu da godt, hvordan livet sammen med Thomas var,” rasede Blake og spyttede, mens han talte. “Nogle gange forsvandt han i flere dage af gangen. Mine forældre blev vækket midt om natten af politiet fra Miami eller Vegas eller sgu ligefrem Columbus i Ohio! Han kom for sent til alting, pissefuld og pinlig og gjorde mine forældre til grin, og mig!” Han hamrede løs på sit bryst med begge næver. Jeg kunne mærke hans smerte stråle ud fra ham; al den indestængte vrede, der var ved at få ham til at eksplodere.
Bekendelser er ligesom de tre første bøger spændende hele vejen igennem. Men faktisk syntes jeg, den her er den bedste. Endelig bliver gåden om Thomas´mord løst. Du kan godt forberede dig på at blive overrasket.
Kate Brian er helt hjemme i Eastons miljø nu, og det kan mærkes. Personerne er ikke længere stereotype og overfladiske men hele runde personer.
Jeg er spændt på hvad bog nr. 5 skal handle om, når nu Thomas morder er fundet. Den må godt udkomme snarest.
Private-serien er underholdning i bedste stil. Kapitlerne er korte, så man kan altid lige læse et til.
På engelsk er der udkommet 8 bøger i serien og er også en tv-serie.
Klik ind og læs mere om serien.
Har du ikke læst de første tre bøger endnu, så skynd dig at få fingre i dem: Private, Lukket fest og Usårlig.
Bekendelser, skrevet af Kate Brian. Originaltitel: Confessions. Oversat af Helle Schou Kristansien. Forlaget Carlsen 2009. 202 sider. Kr. 99,95