Fortællingen.dk

Af Maria Eriksen Britt for fortællingen.dk

Ronnie Andersen, født 1978 i Aabenraa
Forfatterskolen for Børnelitteratur fra 2004-2006

I 2008 debuterede Ronnie Andersen med romanen Date med en engel, som han i 2009, som den første debutant nogensinde, modtog Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris for.

Foto: Ayo Paysen

Hovedpersonen i ”Date med en engel” er destruktiv, og allerede på første side introduceres ”dødogdruktur”. Er du en meget destruktiv person?
Ja, det er jeg nok. Da jeg var barn skulle jeg altid pille alle mine legetøjsbiler fra hinanden. Men jeg tror, det er fordi, jeg er et meget systematisk menneske. Jeg skal vide, hvad de består af, så jeg kan sætte det i system. Min næste bog er også bygget op omkring nogle meget strikse princippet.

I bund og grund er mennesket destruktivt. Bare kig på verden! Vi er ved at smadre det hele, og vi gør det med et Ikea-kort i hånden og et smil på læben. Men det handler om at være bevidst om destruktive sider. Der er ikke noget galt i at have dem, når man bare er bevidst om det.

Bogen handler jo om at flygte fra virkeligheden. Hvad flygtede du selv fra?
Man kan kun flygte fra en ting, og det er sine egne følelser. Man kan sidde i et fængsel og være helt alene og få tæsk af sine medfanger uden at have behov for at flygte, hvis ens følelser kan rumme det. Og man kan være en succesfuld forretningsmand med en smuk kone og to søde børn og alligevel have behov for at flygte med coke eller tre flasker rødvin hver weekend, hvis ens følelser ikke er med.

Selv flygtede jeg nok fra frygten for ikke at være god nok, ikke at slå til. I virkeligheden flygter jeg nok også, når jeg skriver. Der kan jeg jo vælge, hvilke følelser, jeg vil bruge.

Du har engang stillet spørgsmålet ”Hvis der sad tre unge i et tog og talte om at tage stoffer, hvad ville du så gøre” og selv svaret ”Jeg ville tage med dem. De lytter alligevel ikke til, hvad man siger, og hvis jeg er der, kan jeg ringe efter hjælp, når det går galt.” Hvad fik dig til at sige det?
Vi danskere vil helst lade stå til. Vi vil meget hellere fordømme end gribe ind. Den eneste måde ikke at være fordømmende overfor disse tre unge er at smile og sige god tur. Hvis du vil hjælpe, må du tage med.

Man læser ofte om, hvordan du begyndte at tage stoffer som 14-årig, men hvornår holdt du op?
Det gjorde jeg, da jeg var 24. Dengang jeg blev gift.

Tror du nogensinde, du begynder igen?
Det kan jeg ikke forestille mig. Jeg tror ikke, jeg har mere at lære der. Det skulle være en fejl, hvis det skete. I virkeligheden er stoffer og alkohol jo bare en omvej (ikke genvej) til det at lære. Problemet er, at selverkendelsen først kommer med tømmermændene, men folk tror alligevel, at de bliver nødt til at tage stoffer eller drikke for at nå der til.

”Date med en engel” er tilegnet tilegnet Mia, dit første møde med en engel. Hvem er hun?
Mia er min ekskone. Hun var mit lys, som blev til mørke, og i mørket fandt jeg lyset. Hun viste mig vejen til mig selv.
Den største gave, et menneske kan få, er at blive forladt. Vi er her for at lære at miste. Det er dét, vi alle har til fælles.

Der er meget film og musik i din bog. Hvad har de to ting betydet for dig?
Alt! Jeg har opgivet at følge med i dag. Selv hvis jeg gik i biografen hver dag ville jeg ikke kunne se alle de film, der bliver lavet. Men jeg har en basisviden inden for film og musik, som jeg er glad for, og som jeg bruger meget. Musik er en fantastisk måde at opleve følelser på. Jeg ved, at når jeg spiller en bestemt sang, bliver jeg ked af det eller glad. Det bruger jeg meget, når jeg skriver. Jeg hører musik hele tiden. Hvis jeg f.eks. skal skrive en scene, der er meget følelsesladet, vælger jeg en sang, der passer til den scene, jeg skal skrive.

Det er vigtigt at høre kunstnere, som skaber følelser med deres musik. Som bruger begreber og inspirer mig. Og så stjæler jeg med arme og ben.

Lars Martin er psykolog i historien og betyder meget for hovedpersonens udvikling. Har der været en Lars Martin i dit liv?
Ja. Det var ikke en psykolog, men en lærer. Han var forstander på den kostskole, hvor jeg gik. Lars Martin bygger på de søndagssamtaler, jeg havde med ham. Han sagde altid til mig ”Nu taler du igen om alle de andre træer”. Sådan er det også med Lars Martin og hovedpersonen. Men han var et fantastisk menneske. Han såede en masse frø i mig, og da jeg var klar, kunne jeg høste frugten af dem.

Hvad kan du fortælle om den bog, du skriver på nu?
Det er også en bog om det at flygte og miste. Og den handler måske også om et lidt kontroversielt emne.

Egentlig blev den til som et oprør mod en mand, der hedder Finn Bangsgaard og er lærer. Han lavede nogle opgaver til sine elever om ”Date med en engel”. I et af spørgsmålene spurgte han eleverne, hvad de synes om den tilsyneladende blufærdighed over for sex, fordi der var en sexscene, jeg ikke beskrev. Det blev jeg provokeret af. Men det er svært at skrive om sex. Så det gør jeg i den næste bog! Jeg synes, at når man har sex med, skal der være en grund. Det skal sige noget. Og det handler den næste bog meget om.

Den nye bog skriver jeg for min egen skyld. Jeg var egentlig nået der til, hvor jeg tænkte, at jeg ikke kunne skrive en lige så god bog som den første, så jeg kunne lige så godt lade være at prøve. Jeg opfandt den dybe tallerken med en skriveform, der aldrig er set før, og det kan jeg ikke gøre igen. Man kan også sige, at jeg har brugt 12 år af mit liv på at researche ”Date med en engel”. Det kan man kun gøre én gang, så nu skriver jeg en bog, jeg gerne vil skrive. Jeg har villet lave en hovedperson, som man hele tiden holder på en arms afstand. Det har været min udfordring til mig selv. Den bygger på nogle andre skriveprincipper, og egentlig har jeg bare villet tilfredsstille mig selv. Jeg er bare glad for at have skrevet den.

Du holder din nye hovedperson på afstand, men holder du af ham?
Ja, det gør jeg. Jeg tror, man kan sige, at jeg har brugt mere af mig selv til ham, end til hovedpersonen i ”Date med en engel”. Jeg er mere ærlig. Hovedpersonen i ”Date med en engel” havde problemer, men i bund og grund var han et godt menneske. Han var en drømmer – kærlig, poetisk og romantisk. Det er meget sværere at skrive om en dårlig person, fordi man godt ved, at folk måske ikke kan lide ham. I ”Date med en engel” tænkte jeg meget på læseren, og hvad han eller hun ville tænke og på, hvad der ville se fedt ud på film. Med min nye hovedperson tænker jeg meget mere: hvad gjorde jeg egentlig i den situation? Hvad sagde jeg i virkeligheden? Hvis det var mig, hvordan ville jeg så reagere?

Hvad er en god ungdomsbog?
Det tror jeg ikke, jeg ved. For mig er det egentlig en mærkelig klassifikation. Jeg skriver bare det, jeg har lyst til. Jeg ved godt, det bliver til en ungdomsroman, men jeg træffer ikke mine valg ud fra den kendsgerning.

Før en ungdomsbog kommer ud til læseren, skal den gennem en hel masse voksne. Egentlig er det jo en bog, som voksne mener er god for unge. Jeg vil gerne skrive bøger, som unge får mere ud af end voksne gør.

Og når man taler om bøger, og også musik og film, så kan det hele jo egentlig koges ned til et spørgsmål: Hvad er der på spil? I hver linje kan man spørge ”Hvad er der på spil her?”. Så en god bog er en, hvor der er noget på spil.

Hvis dit liv var en film, hvilket nummer skulle så være det første nummer på soundtracket?
The Coral: Dreaming of you!