Fortællingen.dk

Lad de tro fans få mere viden om det forunderlige Jordhavet i dette 4. bind i Jordhavet-serien – alle andre har nemlig ingen grund til at læse det.

Den kargiske enke Goha – førhen kendt som præstinden Ahar – lever en stille tilværelse på øen Gont, til hvilken hun blev bragt af troldmanden Gæt engang for længe siden. Men idyllen bliver hurtigt brudt; først da hun og en veninde finder et forbrændt, mishandlet barn, som hun vælger at tage til sig, dernæst da hendes gamle læremester Ogion ligger for døden. Hun opsøger ham og hjælper ham, så godt hun kan i hans sidste tid, men inden da beder han hende oplære barnet i alt. Usikker på, hvad dette indebærer, bruger Goha (eller rettere Tenar, der er hendes sande navn) de følgende mange år på at finde frem til det og får samtidig tænkt nogle af livets store spørgsmål igennem, bl.a. gennem samtalen med den ældre heks tante Mos. Indimellem afbrydes hun af Gæts tilbagevenden, mødet med den nye, idealistiske konge Arren, besøgene af nogle af mændene fra barnets fortid og sidst men ikke mindste det skæbnesvangre møde med den lokale troldmand, der helt tydeligt ikke har rent mel i posen.

At læse Ursula le Guins 4. og sidste bind i serien om Jordhavet var noget af en skuffelse. Der virker nemlig ikke til at være nogen pointe med historien overhovedet, og den kunne for den sags skyld lige så vel bare være en redegørelse for hendes egne filosofiske tankerækker og synspunkter.

For det første har historien intet egentlig plot, men væver blot ind og ud mellem små historier, der ikke har nogen større sammenhæng. Der lægges flere gange op til en egentlig historie, men dette tabes hurtigt igen uden nogen videre pointe eller forklaring. Tempoet er af samme årsag rigtig, rigtig mange steder ulideligt langsomt, og man må virkelig have stålvilje, hvis man skal kæmpe sig igennem de mange, mange, mange sider uden nogen tegn på spænding eller egentlig handling.
Faktisk skal man helt hen til de sidste 50-30 sider, før der begynder at ske noget egentligt, men selv dette virker mest af alt som en nedkogt slutning på den historie, man havde ventet på i de resterende 180 sider.

Tenars møde med de forskellige mennesker har heller ingen større betydning. Selvfølgelig findes der små intriger o.lign., der færdiggøres, men da de ikke rigtig hænger sammen, mister man meget hurtigt interessen, bl.a. også fordi personerne selv på en eller anden måde virker for kolde, uvirkelige og uvedkommende til, at man kan forholde sig til dem på nogen måde. Derfor hjælper det heller ikke, at hun har valgt at vise Gæt fra sin svage, mere underdanige og handlingslammede side, når man er vant til den enorme kraft og visdom, han ellers plejer at udstråle.

Generelt er der bare en kæmpemangel på den medrivende spænding, fantastiske stemning og genialt udtænkte sammenhæng, som Ursula le Guin mestrede til fulde i det første bind og til dels også i de næste. Derfor virker det dybt overraskende og virkelig skuffende, at hun har valgt at udgive dette fjerde bind, når hun lige så vel kunne have sat sine egne tankerækker og filosofiske ideer ind i et værk for sig selv, så hun ikke behøvede at pakke det ind i en elendig fantasybog.
Som måske det eneste positive er sproget endnu flot, men på en lettere overdreven måde, der bare giver bogen et alt for filosofisk og højtflyvende præg.

Så at i alt er der altså ikke nogen grund til at læse Ursula le Guins Det brændte barn, med mindre man er hardcore fan og bare vil vide noget mere om Jordhavet. Hold dig til 1’eren, tag de to næste med, hvis den virkelig fænger, og led efter nogle andre fantastiske le Guin bøger, hvis du er tørstig efter mere.

De andre bøger i serien er: Troldmanden fra Jordhavet, Atuans grave og Den yderste kyst.

Ursula le Guin har skrevet adskillige bøger og noveller om Jordhavet, og ikke alle er udgivet på dansk. Dog har den japanske Goro Miyazaki (søn af Hayao Miyazaki, der har lavet bl.a. ”Chihiro og heksene” og ”Det levende slot”) produceret en film kaldet ”Legenden om Jordhavet”, der er meget inspireret af hendes fortællinger.

Ursula K. Le Guin: Det brændte barn (Troldmanden fra Jordhavet ; 4). Oversat af Claus Bech. Borgen, 1991, 238 sider.