Tony DeTerlizzi og Holly Black: Arthur Spiderwicks Felthåndbog til den fantastiske verden der omgiver os.
Emner: fantasy, fra 7 år, god til højtlæsning, overnaturlige væsener • Se alle anmeldelser af: Holly Black, Tony DeTerlizzi • • 6. oktober, 2008Når man tager Arthur Spiderwicks Felthåndbog i hånden begynder man på en rejse som mange andre før os har været på – hvor skulle man ellers have fundet navnene til alle de fabelagtige væsner?
Arthur Spiderwicks Felthåndbog fremtræder som et produkt af en engelsk country-gentlemans fritidsinteresse: At samle noget sammen og beskrive det i en håndbog. Her er det dog ikke den engelske fauna men alskens troldtøj, som nisser, alfer, elvere, enhjørninger, gnomer og griffer – for bare at nævne et lille udpluk af de beskrevne væsner i Den Usynlige Verden.
En morsom lille detalje: Der er en komplet huskeliste med til alt hvad man skal have med sig af nyttige genstande når man tager på en ekspedition for at finde troldtøj. Det kan være lokkemad og beskyttelsesmidler, men det anbefales også at tage en logbog med til at skrive notater i.
Arthur Spiderwick lavede denne Felthåndbog for over 100 år siden. Bogen er fuld af utroligt flotte illustrationer, og teksten er både trykt og håndskrevet, hvilket giver bogen et autentisk præg. Den er trykt på lækkert tykt papir som fremstår med patina i form af gulnede sider. Mange af opslagene i bogen er dobbeltopslag, hvilket gør bogen endnu mere spændende at bladre rundt i.
Et typisk opslag: Elverfolket, slægt Circulifestidae: Først beskrives skabningerne; levevis og anden fakta. Rundt om på opslaget er der tegninger af elverne og detailtegninger af dem og deres ejendele. Dette er krydret med Arthur Spiderwicks små noter om hvad han nu syntes var interessant. Alt sammen fremstår, som om det er den skinbarlige virkelighed.
Denne virkelighed er beskrevet i de 5 første Spiderwick fortællinger og det første bind af Andre Spiderwick fortællinger. Men når man sidder med Felthåndbogen i hånden behøver man ikke nogen virkelighed. Man skal bare lade sig gribe af magien og nyde bogen og Tony DeTerlizzi’s illustrationer i fulde drag.
Besøg Spiderwick universet her
Arthur Spiderwicks felthåndbog til den fantastiske verden der omgiver os / nøjagtigt genskabt og beskrevet af Tony DiTerlizzi og Holly Black ; på dansk ved Erik Egholm. – 1. udgave, 1. oplag. – [Kbh.] : Gyldendal, 2006. – 121 sider : ill. i farver, 30 cm. – Pris: kr. 179,00
Originaltitel: Arthur Spiderwick’s fieldguide to the fantastical world around you