Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Holly Black & Tony Diterlizzi: Felthåndbogen

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Holly Black, Tony DiterlizziUdskriv anmeldelsen • 16. juni, 2005

Holly Black & Tony Diterlizzi: FelthåndbogenFantasy i victoriansk stil, fuld af troldtøj i en verden, der ikke er umiddelbart synlig.

Hvis man ser små mænd alle vegne – bør man gå stille med dørene. Det gjorde Tante Lucinda imidlertid ikke. Om det udelukkende er derfor, at hun er indlagt på tosseanstalten, er uvist, men huset, hun boede i på Spiderwickgods, står nu tomt, og familien Grace får lov at flytte ind. Familien består af de tre søskende Mallory (13), Jared og Simon (9) og deres mor. Faren har forladt dem, og nu har de forladt New York, hvor de før boede, for at starte på en frisk. Især Jared trænger til en ny begyndelse – han var nær blevet smidt ud af skolen, fordi han altid kom i slagsmål. Tvillingebroren Simon er helt anderledes, han interesserer sig voldsomt for dyr, og denne interesse holder ham beskæftiget og på dydens vej. Storesøster Mallory bruger sin tid på at magte kunsten at fægte.
Huset, som familien flytter ind i, er stort og meget faldefærdigt, og da de tre søskende undersøger og slår hul i en væg efter at have efterforsket en mystisk lyd, finder de en del mærkelige ting inde i væggen. Mærkelige på den måde at forstå, at man næppe forventer at finde guirlander af døde kakerlakker samt nipseffekter i en hul væg.
Da børnene opfindsomt forfølger den mystiske lyd yderligere rundt i huset, finder de også et lille bibliotek med sjældne kompendier om nisser og lignende. Den mest gådefulde bog er dog en felthåndbog skrevet af Arthur Spiderwick. Denne bog studerer Jared ivrigt, og da der begynder at ske uforklarlige ting, finder han forklaringer mellem siderne på Felthåndbogen. Imidlertid vil hans familie ikke tro ham, så da Mallory bliver lænket til sin seng, ved at hendes hår en nat bliver bundet fast til sengegærdet, og Simons haletudser bliver frosset til isterninger i fryseren, får Jared skylden.
Efterhånden begynder alle tre søskende dog at forstå, at de måske er omgivet af en usynlig verden fuld af besynderlige væsener og mysterier. Spiderwick-fortællingerne er sat i gang

Som læser hygger man sig med denne første bog i rækken om Grace-børnene. Romanen er hurtigt læst, fortællerstilen er moderne, men romanens fysiske fremtoning er gammeldags. Historien suppleres af illustrationer, der uddyber en stemning af fortrolighed og mystik, som er meget charmerende.

Spiderwick-fortællingerne er skabt af makkerparret Holly Black, som er forfatteren, og Tony Diterlizzi, som er illustrator. Tydeligvis har de arbejdet tæt sammen om at skabe universet og rammerne omkring Grace-børnene, og jeg syntes, at det er endt både vellykket og velgennemført. Bøgerne har deres egen hjemmeside, som virtuelt både er spændende og har samme præsentable ydre som bøgerne. Ikke overraskende er filmrettighederne til Spiderwick-fortællingerne for længst solgt.

Holly Black & Tony Diterlizzi: Felthåndbogen (Spiderwick; 1).  Oversat af: Erik Egholm Gyldendal, 2003
Forside: Tony Diterlizzi

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.