Fortællingen.dk

Grum og tragikomisk historie om, hvor slemme forældre rent faktisk kan være.

Alle ved, at forældre kan være pinlige. Måske er de lidt for unge med de unge, måske drikker de lidt for meget, måske har de endnu dybere hemmeligheder, som man ikke ønsker, at omverdenen skal vide noget om. Sara og Harald falder i den sidste kategori – deres far er nemlig kannibal, og han er meget, meget sulten.

Egentlig virker han bare som lidt af en bums. Han har ikke noget arbejde og går bare rundt derhjemme hele dagen, mens moderen må tjene pengene. Han har langt hår og stort skæg og er begyndt at tilbringe tiden i sine blåstribede underbukser. Så han er i forvejen ikke lige en far, man viser frem for vennerne – og dertil har han uvanen med at spise folk med hud og hår (nogle gange i én bid, andre gange parteret). Det var et eller andet sted ganske sjovt, da han havde en pølsevogn og gjorde det meste af byen til kannibaler en sommer, men da han spiser børnenes lærer, og ordensmagten rykker tættere på, må de indse situationens alvor: deres far har et problem.

Fars store hemmelighed er lidt en krøllet bog – den er måske ikke pæn og glat, men når man folder den ud, kan man pludselig se alle de små detaljer, der gemmer sig rundt omkring i den. Den bringer mindelser om en del af den tragikomiske socialrealisme, jeg selv læste som barn, men her selvfølgelig med den ekstra kant, at fars problem er lidt ud over det sædvanlige. Og det er ikke et, man løser bare sådan – far kan godt lide at være kannibal, han kan ikke se noget galt i det, og han undskylder ikke engang, da han er ved at æde en af børnenes venner.

Det første, man ser, er naturligvis humoren og den groteske situation, at faderen render rundt og spiser andre mennesker. Men langsomt viser der sig et andet billede nedenunder, et langt mere ubehageligt syn, for faderens afhængighed har konsekvenser for hele familien. Og hvornår kan man som barn tillade sig at fortælle den slags hemmeligheder til andre? Hvor loyal skal man være? Og hvad kan konsekvenserne være af det valg, man træffer.

Leifsson tillader sig med andre ord at pakke en god del alvor ind i al den krøllede underholdning – og det gør han faktisk, uden det tager overhånd. Tonen bliver ikke prædikende eller kedelig; til tider måske en smule for fjollet og glad i låget hen imod slutningen, men det er let at overse, og jeg tror, det er en historie, der vil ramme bredt. At den har slagkraft, kan man også se ved, at den er blevet lavet til teater og er ved at blive adapteret til tegnefilm.

Alt i alt er ”Fars store hemmelighed” en god læseoplevelse med masser af snørkler, som læserens tanker kan fortsætte ud ad. Det er den islandske forfatters første udgivelse på dansk – men forhåbentlig ikke den sidste.

Bogen har også sin egen hjemmeside.

Thórarinn Leifsson: Fars store hemmelighed. Illustreret af forfatteren. Oversat af Birgir Thor Møller. Torgard, 2009, 120 sider.