Fortællingen.dk

Gennem året 2015 beskrev teenageren Laura Brown med bid og humor, hvordan England ændrede sig på grund af klimaet. Der blev indført streng rationering af, hvor meget CO2 man kunne forbruge, og det sendte chokbølger gennem hele samfundet.
Nu er Laura tilbage i en fortsættelse, der foregår i 2017, der igen fortælles gennem hendes dagbog, fra 2. januar til 31. december.

Forældrene er flyttet ud på landet, og faderen jonglerer med kreative ideer for at komme igennen krisen (kreative og som regel beskidte), mens moderen lider under anfald af aktivisme. Selv er Laura tilbage i London for at gå på universitetet, men tingene går ikke helt, som hun havde forventet.

Der er mange valg, der skal træffes: uddannelse eller bandet, der langsomt er ved at blive kendt? Fokusere på sig selv og sine nærmeste eller på alle de problemer, der er ude i den store verden? Laura træffer ikke nødvendigvis de samme valg som folk omkring hende, og det giver problemer; hun og kæresten Adi driver fra hinanden, og den unge Sam er hurtig til at melde sig på banen som potentielt kæresteemne. Men omstændighederne insisterer på at skubbe Laura ud af sine trygge cirkler, så det bliver et begivenhedsrigt år.

Første bog om Laura Brown fungerede supergodt med sin blanding af melodrama, tragedie og humor, lidt som en moderne Adrian Mole. Fortsættelsen her har skruet ned for det sjove og i stedet skruet op for harmen – verden er et uretfærdigt sted, især overfor de unge; myndighederne skruer bissen på, og det kan mærkes. Det er lidt en trend for tiden – nærfremtids-science fiction med dystopiske overtoner, hvor verden især vender sig imod de unge (som så også er de tiltænkte læsere), og det er forståeligt: det er let at identificere sig med en verden, der afspejler det, man føler inderst inde.

Men lige i dette tilfælde virkede det på mig, som om det tog kanten af historien, og “Laura Browns CO2-dagbog 2017” nåede aldrig op på siden af forløberen. Man er stadig interesseret i personerne, men al vreden og frustrationen virker lidt postuleret: folk er vrede, og det fører næsten til borgerkrigslignende tilstande, men det kom aldrig under huden på mig, hvorfor de var vrede. Det er muligt, at der ikke er behov for en grund, men under alle omstændigheder må man indstille sig på en bog, der er lidt anderledes, end man måske forventede. Det er i sig selv positivt, og Saci Lloyd har stadig tydeligvis noget på hjerte, men jeg synes ikke, det lykkes hende lige så godt her.

Saci Lloyd: Laura Browns CO2-dagbog 2017.  Politiken, 2010.- 384 sider