Saci Lloyd: Laura Browns CO2-dagbog
Emner: chick-litt, dagbog, fra 12 år, især for piger, science fiction • Se alle anmeldelser af: Saci Lloyd • • 13. september, 2009Verden er kaotisk, men det er næsten helt normalt.
En humoristisk teenagedagbog om klimakaos i 2015 – det lyder umiddelbart sært, men Saci Lloyd får blandingen til at fungere ganske godt.
Dagbogsskribenten hedder naturligvis Laura Brown, og hun er en 16-årig britisk pige, som generelt føler, at hele verden er ude efter hende. Og man forstår godt hvorfor. Hendes forældre er hysteriske, storesøsteren er lidt af en mokke, som styrer hele familien med sine humørsvinginger… og så ser det ud, som om verden er ved at gå under. Menneskehedens uforsigtighed med miljøet er ved at få uoverskuelige konsekvenser.
Storbritannien går foran i miljøkampen, så det nye år bringer store omvæltninger: familien får deres CO2-kort – en streng rationering af, hvor meget CO2 de må forbruge det næste år. Det næste lange stykke tid kommer Laura til at indse, at stort set alt har konsekvenser i det samfund, hun er vokset op i – alt kræver energi og slider derfor på miljøet.
Hun er naturligvis ikke alene – omkring hende gennemgår hele samfundet en større række omvæltninger – ja, man fristes næsten til at se det, som om menneskeheden kommer i puberteten og udstiller sig selv som gode, onde, ynkelige, selviske, kloge, dumme og alt, hvad man ellers kan finde på. Lauras far bliver fyret fra sit job og bliver overbevist om, at han skal finde sig selv, mens moderen ikke kan klare det hele og bare drømmer om sin bil. Selv forsøger Laura at slå igennem med sit band, mens det hele ramler omkring hende, og kærligheden gør knuder.
Laura Browns CO2-dagbog 2015 er chicklitt – med masser af humor, akavet romantik og pinlige situationer – blandet med deprimerende science fiction – med masser af snak om, hvad vore handlinger betyder for verden. Det var ikke en blanding, jeg ville have troet på, indtil jeg læste Saci Lloyds debutroman, hvis jeg skal være ærlig. Men ikke alene lykkes det Lloyd at begå sig i begge genrer, hun får også begået et skarpt billede af unge mennesker i en evigt omskiftelig verden – Laura skal begå sig på så mange planer, hos familien, blandt sine jævnaldrende med deres egne meninger om verden, med det modsatte køn, som ærligt talt er svære at blive kloge på og med en verden, der er gået grassat.
Hovedperson og omslag vil nok gøre, at Laura Browns dagbog især kommer til at havne i teenage-pigehænder (og forhåbentlig mange af dem), hvor den gerne skulle gøre lykke. Men vi andre kan sagtens være med, for romantikken er ikke af den kvælende slags, humoren er meget til stede, og Laura har attitude, så det batter. Hendes dagbog er en overraskende læseoplevelse, der tager et alvorligt emne op og pakker det ind i en god historie.
Lloyd har skrevet en fortsættelse, som foregår i 2017 – forhåbentlig bliver folk så glade for Laura Browns oplevelser, at vi også får den at se på dansk.
Saci LLoyd: Laura Browns CO2-dagbog 2015. Oversat af Stig W. Jørgensen. Politikens forlag, 2009.
[…] Laura Browns CO2-dagbog 2015 udkom i 209, skrev jeg bl.a. Laura Browns CO2-dagbog 2015 er chicklitt – med masser af humor, […]
[…] året 2015 beskrev teenageren Laura Brown med bid og humor, hvordan England ændrede sig på grund af klimaet. […]