Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Peter Mouritzen: Dukkedrengen

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Peter MouritzenUdskriv anmeldelsen • 21. juni, 2009

dukkedrengenEn velkendt ide får helt nye vinkler i en dyster fortælling.

Den onde bugtalerdukke er ved at være en godt kendt figur i horrorgenren – både på film og i skrift. På dansk har vi f.eks. mødt den i R. L. Stines bøger og endda tidligere i Peter Mouritzens forfatterskab, nemlig novellen Tommy Dummy i antologien Horror.dk. Den novelle optræder så som en del af Dukkedrengen – men forventer man blot at få serveret en genkendelig lille historie med lidt bøh, bliver man overrasket, for Mouritzen har skrevet en let, men også snedigt kompleks historie, der godt nok rummer bugtalerdukker, men også så meget andet.

En dag rammes drengen John af puberteten – ikke at han begynder at få hår mærkelige steder og andre velkendte fænomener; i stedet knækker hans stemme over, og han begynder at tale latin. Det bliver naturligvis først lidt foruroligende, når man ved, at John aldrig har lært latin – det har derimod hans far, som lige præcis arbejder med bugtalerdukker og derudover er grunden til, at John og hans mor er stukket af, fra USA til lille Danmark. Og mens vor hovedperson kæmper for at falde til i et nyt land, kan han mærke påvirkningen, på tværs af det store vand, fra faderen og hans dukker.

Dukkedrengen var noget af en overraskelse, må jeg indrømme. Det er en ganske tynd bog, letlæst og med stor skrift, men indholdet er langt større, end den ydmyge indpakning forleder en til at tro. Det føles som at lytte til eksperimenterende musik – det kan virke lidt skærende til at starte med, forkert i forhold til det, man er vant til eller forventer, men inden længe finder man rytmen, og så bliver man revet med. Mourtizen fortæller i et enkelt sprog og korte kapitler, men han springer mellem stemmerne og lader dukkerne fortælle deres historier, smider et digt ind i strømmen, skriver et essay, og på forunderligste vis bliver man ført helt til slutningen, ganske ør i hovedet. Det er en af de bøger, der føles svagt som en tryllekunst, hvor man bagefter har lidt svært ved at gennemskue, hvordan forfatteren førte én fra den start til den slutning, men det er svært ikke at lade sig forføre.

Dukkedrengen er udgivet af Dansklærerforeningens forlag i serien Frit for fantasi. Som én, der er vokset op med en sund modvilje mod bøger, der blev udleveret i skolen, er det rart at se, at børn i dag kan få udleveret værker, der fortæller en god historie, samtidig med at de næsten indbyder til at blive analyseret. Dukkedrengen placerer sig et sted mellem overnaturlig horror og socialrealisme, der næsten tvinger læseren til at tage stilling. Det er ikke gys, hvor der bliver råbt bøh, men i stedet en sært foruroligende fortælling om ondskab. Og så har forfatteren et øje for de små, skarpe pointer (især i en bog om onde bugtalere, om ikke dukker):

”Det er vel det puberteten handler om: At finde sin egen stemme.”

Peter Mourtizen: Dukkedrengen. Omslag: Ida Balslev-Olesen. Dansklærerforeningens forlag, 2009, 77 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (17 stemmer)
Loading...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)