Fortællingen.dk

Historien om Kvothe fortsætter – lige så eminent.

Dragedræberen er andet bind i Kongedræberkrøniken, opfølgeren til Vindens navn og ventet med længsel, for Rothfuss skriver spændende og lettilgængeligt. Og sidste bind efterlod masser af løse tråde, som det var svært at vente på at få afsluttet – sådan er det (naturligvis) også efter endt læsning her, og ligesom sidst er det en god fornemmelse, den der kriblen i læselysten, der kommer efter en rigtig godt fortalt historie.

Og Dragedræberen er stadig i særdeleshed en fortalt historie. Krofatteren, som i virkeligheden er den sagnomspundne Kvothe, fortæller om sin ungdom og de hændelser, der var med til at forme den mand, han er nu – han fortæller til den omrejsende Kronikør, mens Kvothes mystiske ledsager Bast følger med. Men historien er ikke blot passiv, der foregår ting bag scenerne i den lille forsamling, og fortællingen skal have sit eget liv.

Da vi forlod den unge Kvothe i Vindens navn (som man bør læse, før man går i gang med ”Dragedræberen”), var han kommet ind på universitetet. Det er naturligvis ikke gået uden problemet – han har måttet kæmpe for hvert eneste skridt, og han har skabt sig fjender på vejen. Han er ikke rigmandssøn som de fleste andre på stedet, så han er ikke økonomisk sikret, og det betyder, at han må ud og låne penge; han er konstant tæt på at knække under presset, men er også typen, der hele tiden må presse grænserne. Kvothe bliver aldrig nogen kliche af en helt udskåret i pap, men Rothfuss forstår at fremstille en kompleks person, hvis handlinger går mod det gode. Han har sine egne motiver, som han drives af, men glemmer ikke sin medmenneskelighed.

Den røde tråd i dette bind af Kvothes historien er kærligheden.

Denna hedder kvinder, der bliver hans udkårne – eller rettere, det er ét af hendes navne, for hun har flere, og hun er både her og der, men de to begynder nu snart at cirkle om hinanden i et besynderligt kredsløb. Men der er mange forhindringer, ikke mindst Dennas mystiske velgører, der også fører dem nær på målet for Kvothes søgen: de dødsbringende chandrianere.

Patrick Rothfuss viser endnu engang, at han forstår at fortælle rolig og velovervejet – han forfalder ikke til fantasy-klicheerne og genvejene, men bygger roligt historien op. Der er ingen tvivl om, at der kommer til at ske store ting og sager i Kongedræberkrøniken (og det gør det allerede her), men det fungerer, fordi han forstår at give tingene den tid, det tager. Ligesom Vindens navn er Dragedræberen forfriskende, velskrevet og frem for alt spændende fantasy. Anbefales.

Patrick Rothfuss: Dragedræberen (Kongedræberkrøniken ; 2). Oversat af Bjarne Skovlund. Omslag: David Lund Nielsen. Tellerup, 2009, 396 sider.