Fortællingen.dk

I fortsættelsen til “Requiem” er indsatsen hævet – vore helte må indse, at zombierne ikke er de eneste, som truer dem. Der er lagt op til krig.

“Pax Immortalis” tager sin begyndelse seks år, efter “Requiem” sluttede. Vi følger de få overlevende fra etteren og stifter bekendtskab med en række nye personer i denne fortsættelse, hvor Leis prøver at udvide det univers, han allerede har etableret – og det er altid en svær balancegang, for hvordan bygger man ovenpå noget, der fungerede rigtig godt? Hvis man gør det samme igen, er der ingen grund til at læse fortsættelsen, og hvis man ændrer for meget, risikerer man at skuffe de mennesker, som var vilde med den oprindelige roman, hvoraf undertegnede var en.

Leis har valgt at fortsætte fremad for fuld kraft og skrive en bog, der er radikalt anderledes end “Requiem” – denne var koncentreret, holdt på et lille område og meget fokuseret på action, næsten klaustrofobisk. Man fik ikke lov til at trække vejret, før zombierne væltede frem over alt, og det var en opskrift, der fungerede. “Pax Immortalis” har langt mere plot og handling og er i det hele taget mere ambitiøs – det er positivt og virker også for det mest, men der lykkes desværre ikke 100%.

Ferguson-farmen er blevet udryddet, og Teknokratiet tror, at den hellige grav er velforvaret. Men der er folk, som er blevet bevidste om, at ikke alt er, som det ser ud til – at der er andre menneske, der ser dem som malkekvæg og bruger dem efter forgodtbefindende. Langtsomt men sikkert er der gennem de sidste par år blevet samlet en oprørsbevægelse. Samtidig må Jane, en indbygger i den højteknologiske C-City 1, indse, at hendes liv ser ud til at være bygget på en løgn. Flere mennesker holder øje med hende, hver med deres dagsorden, og hun kan ikke stole på nogen. Sandheden om hendes fortid og historien om hendes fremtid vil komme til at betyde store omvæltninger for samtlige beboere i kæmpebyen.

Romanens ene store problem, i mine øjne, er simpelthen, at der sker for mange ting. Ikke alene skal Leis beskrive et nyt samfund (Teknokratiets C-City 1), men samtidig eksperimenteres der på zombierne og skabes nye arter, alle mulige mennesker lægger planer, robotten Opkobleren skal pludselig udfylde en større rolle (som ikke er helt realistisk), og folk skal flyttes meget langt, både fysisk og mentalt. Elementerne står simpelthen og falder over fødderne på hinanden, hvilket er i skærende kontrast til “Requiem”, der skar mere ind til benet.

Det, Leis formår, og som bærer læseren flydende igennem romanen, er de store action-optrin. Man fornemmer en vis Hollywood-inspiration, når Matrix-action blander sig med Resident Evil, Alien og andre kendinge, men det fungerer i det store hele – på trods af, at romanen er lidt opsvulmet, læser man glad videre. Samtidig kan man fornemme en undertone af, at Leis er begyndt at tegne er større billede, sin helt egen future history – “Pax Immortalis” er anden del Necrodemic-trilogien, men der er også henvisninger til hans lige udkomne “Psykonauten”. Det er en god ide, og den skal blive interessant at følge.

“Pax immortalis” er som sagt ikke helt vellykket, men bør da helt klart læses – mine indvendinger er hovedsageligt tekniske, underholdningen er der intet i vejen med. Og så gør den det, som det midterste bind i en trilogi gerne skal: den sætter brikkerne på plads til et ordentligt klimaks i sidste bind.

Patrick Leis: Pax Immortalis, 2. bind af Necrodemic-trilogien. Forlaget Facet, 2006. Forside: Patrick Leis.