Fortællingen.dk

Et godt stykke ude i fremtiden er Jorden blevet overrendt af zombier, og menneskene overlever i stærkt befæstede gårde. Og tingene er ved at udvikle sig til det værre.

Sidst i 60erne revolutionerede George Romero gyserfans’ syn på zombier med sin klassiske filmtrilogi om de levende døde. I 1991 udgav Dennis Jürgensen så Kadavermarch og gav et bud på, hvordan det kunne ske, at de døde steg op fra gravene og lystede efter menneskekød og –hjerner. Jeg har nydt de førstnævnte, men aldrig taget mig sammen til at læse den sidste – jeg har altid haft svært ved at tage tanken om en dansk zombiebog alvorligt.

Sidste år udgav forlaget Facet så en fortsættelse, og det viste sig, at Leis faktisk har planlagt en hel trilogi. Serien er løseligt baseret på Jürgensens univers, men Leis har tilføjet mere af et science fiction-element, og ”Requiem” finder sted 500 år ude i fremtiden. Og den er overraskende god.

Vi befinder os i et Danmark, der ikke minder meget om nutiden. Det store sammenbrud, da den døde steg op fra graven, er for længst overstået, og en ny verden er opstået. I Danmark overlever folk på tungt befæstede gårde, der i det store hele kan klare sig selv. De levende døde huserer dog stadig – som regel i små grupper, men også i den frygtede Svøbe, en gigantisk hær af zombier, der angiveligt stadig drager hærgende omkring. Historien starter med et præludium, som gør det tydeligt, at der er store omvæltninger på vej.

Fokus er på Ferguson-farmen, hvor en lang række mennesker får livet til at gå. Det lykkes Leis ganske godt at beskrive denne verden, så den både er fremmedartet og genkendelig – virkningerne af zombierne er at finde overalt, også i den flok retarderede, som holdes fanget i et af husene. De er resultatet af indavl, men i denne nye verden er alt liv helligt, så selv om de ingen nytte har, holdes de i live. Og får naturligvis også en rolle at spille senere.

Så genkendelig som Ferguson-farmen umiddelbart måtte være, så er der også skjulte ting og hemmelighed, som selv ikke beboerne kender til. De få farme, som de kender til, har kun ét til fælles: Påkalderen, den eneste, som kan bevæge sig frit i zombie-land, og som med jævne mellemrum besøger gårdene med det formål at tage sig af en alterlignende genstand i kælderen. Påkalderen er på vej igen, og med sig bringer han en zombie i lænker. Og store forandringer.

Kender man lidt til zombiefilm, ved man også, at ”Requim” nødvendigvis må kulminere i et storslået angreb fra zombiernes side på Ferguson-farmen, og at en stor del af spændingen ligger i at se, hvordan den store rolleliste klarer sig under dette nye pres. Der vil naturligvis være dumme svin, der vil være helte, og så vil der være alle dem midt imellem. Og Leis skuffer ikke, samtidig med at han dog ikke lader dette være hele bogen – spændingen opbygges, før det hele går amok.

Fortsættelsen til ”Requiem” hedder ”Pax Immortalis”, og umiddelbart lader det til, at historien her tager en ganske anden retning, mere over i den beskrivelse af et fremtidssamfund, som forfatteren omtaler i forordet til herværende værk. I første bind af trilogien har han nok måttet se sig rendt over ende af zombie-genrens konventioner til en vis grad, men det er der altså kommet en fandens underholdende bog ud af, så det skal han ikke høre et ondt ord for. Hvis fortsættelsen holder niveauet, vil jeg være en lykkelig læser.

Patrick Leis: Requiem, første bind i Necrodemic-trilogien. Carlsen, 2003. Forside: Patrick Leis.