Morten Dürr: Lines rekordbog
Emner: alkoholisme, dansk, fra 6 år, god til højtlæsning, let at læse, misbrug • Se alle anmeldelser af: Mårdøn Smet, Morten Dürr • • 22. september, 2009Dürr har igen skrevet en bog med noget på hjertet.
Lines far og mor er skilt. Fordi far drikker for mange øl. Derfor glemmer han også nogen gange at hente Line. Det er også derfor han ikke har råd til den rekordbog, Line ønsker sig. Fordi han har købt to poser øl. Det køber han hver dag.
Line beslutter sig for at lave sin egen rekordbog. Der er masser af rekorder omkring hende: de tre mest visne blomster, den grimmeste kat, de rødeste roser… Far skal også være med i bogen. Han kan drikke tolv øl. Det er også en rekord.
Men så kører han bilen ind i flagstangen… Nu skal han sætte en ny rekord.
Lines rekordbog fortæller om, hvordan det er at være barn af alkoholiker. Selvom Line virker som om, hun er ok, fornemmer man alligevel, at hun påtager sig skylden. Hun er den voksne og ansvarlige. Tager sig af sin far, der ikke kan tåle sol i øjnene om morgenen.
Morten Dürr skriver i et let forståeligt sprog med korte mundrette sætninger. Det gør bogen nem at læse højt. Men det er det, som står imellem linierne, der gør at bogen er et godt udgangspunkt for en god snak med børnene.
Mårdøn Smets farverige illustrationer er en fryd for øjet. Stærke farver og livlige streger i en ellers alvorlig bog.
På bogens hjemmeside finder man bl.a. arbejdsspørgsmål
Morten Dürr har skrevet flere bøger. Slip aldrig Samiras hånd indbragte ham Skriverprisen i 2008.Klik også ind på hans hjemmeside
Morten Dürr: Lines rekordbog. Illustreret af Mårdøn Smet, Forlaget Carlsen, 2009. 42 sider. Kr. 169,95
[…] Dürr har udgivet flere bøger. Måske har du læst nogen af dem? F.eks. Lines rekordbog, Hviskelegen, Bomben i madkassen og Asger og de usynlige […]