Michael kamp: I mørke er alle helte grå
Emner: action, dansk, del af serie, fantasy, fra 12 år, Humor/satire • Se alle anmeldelser af: Michael Kamp • • 14. oktober, 2009Bob er tilbage med øksen.
I mørke er alle helte grå er tredje bind i Michael Kamps humoristiske fantasy-serie Bobs saga. Men mod hvad man måske kunne forvente, er det ikke sidste bind, for Kamp er sprunget den klassiske fantasy-trilogi et trin over og har planlagt serien til 4 bind. Samtidig er dette bind vokset lidt i forhold til de tidligere og har lagt sig ud til 370 sider.
Der bliver flere og flere involverede i Bobs saga, og beslutningerne får større og større konsekvenser. Det, der startede med en simpel og heltemodshungrende bondeknøs med en stor økse, involverer nu bl.a. gudevæsener, store hære, en enkelt drage og en lille samling meget mystiske kvinder, der følger efter vore hovedpersoner.
Det trækker med andre ord til store ting og sager, og Bob og hans følgesvende kommer tættere og tættere på begivenhedernes centrum. Og det gør de med stormskridt, mens tingene formelig eksploderer omkring dem.
Tredje bind i serien indtager den rolle, som det midterste bind ellers opfylder: pladsen bliver i høj grad brugt til at bringe folk derhenad, hvor det store klimaks skal udspille sig – det bliver til lidt af et mellemspil med en del brag, men ikke megen forløsning. Nu har Bobs saga heller ikke på noget tidspunkt været kendetegnet af en stramt fokuseret historie, men af en masse falde-på-halen, vold og action – og det får man serveret igen her. Tillige udvikler Bob sig endda en smule og begynder at udvise andre motiver end blot at slås og prale af sine slagsmål.
Michael Kamp var en af gæsterne på årets science fiction/fantasy/horror-festival, Fantasticon 2009, og for mit vedkommende lander I mørke er alle helte grå midt i en diskussion, der også var oppe på festivalen: vil læsere have den samme bog igen eller den samme oplevelse? En serie kan naturligvis ikke afvige for meget i form eller indhold de enkelte bind imellem, så Kamp har i høj grad satset på genkendeligheden – så hvis man har kunnet lide de første bind i serien, er dette bind også lige til at gå til.
Ulempen er, at han fortsætter nogle af de samme uvaner – hvor hans horrorbøger har været stramt komponerede, bliver hans fantasy-fortællinger meget mere løse i det og har det med at slentre fra det ene optrin til det næste. Det har fungeret hidtil, men det bliver lidt for meget over 370 sider, synes jeg. Man er fint underholdt undervejs, men der mangler lidt overraskelser.
Bobs saga fremstår stadig som hyggelig og uforpligtende underholdning med et glimt i øjet – og en stemning, som de fleste rollespillere nok vil genkende. Det er en verden, hvor våbnene taler, og de taler højt, når der da ikke festes og drikkes. De yngre fantasy-læsere vil uden tvivl tage godt imod, men jeg tror måske, at Kamps ældre læsere vil rynke brynene lidt mere her.
De to første bind i serien hedder Tørre tæsk og springskaller og Elvere og andre halvtrolde.
Michael Kamp: I mørke er alle helte grå (Bobs saga 3). Forside: Martin Nebelong Henningsen. Books on Demand, 2009, 370 sider.