Mette Egelund Olsen: Min morfars skattekiste
Emner: billedbog, dansk, døden, fra 5 år, god til højtlæsning, sorg • Se alle anmeldelser af: Jørgen Stamp, Mette Egelund Olsen • • 27. januar, 2009Selv pirater skal dø engang!
Morfar er gammel, ligeså gammel som en sørøver. Han har bekæmpet både blæksprutter, hajer og pirater, endda uden at dø. For når man er død, kan man ikke blive levende igen, det kan man kun, når man leger! Og det har morfar gjort ofte, ligesom han ofte har taget sit barnebarn med ud at fiske efter både fisk og sørøverskatte. Men nu er morfar blevet syg. Han hoster, er rundtosset og snakker sørøversnak. Det er fordi han er meget syg, så syg, at han ligner en stor baby – men da han dør, ligner han mere en kold makrel.
Med Min morfars skattekiste har Mette Egelund skrevet en dejlig bog, som på fineste vis fortæller historien om det tætte bånd mellem en dreng og hans morfar, et bånd af venskab og fælles oplevelser og eventyr, som holder dem sammen i den svære tid, hvor morfar er syg. Og også et bånd som holder drengen knyttet til sin morfar og deres fælles historie, efter morfar er død og begravet i sin skattekiste. Min morfar er død og begravet. Mormor siger, at han bliver til en engel. Det tror jeg ikke på. Jeg ved, piraterne kommer og henter ham.
Mette Egelund debuterede i 2008 med billedbogen Når far putter mig, indtil han sover Jørgen Stamp har illustreret bogen med finurlige, detaljerige tegninger af pirater og øde øer – fantasi og virkelighed mødes, sørøvernes spændende verden, fuld af piratskibe, skattekister, kanoner og træben, blander sig med den først så glade og senere så ængstelige og sørgelige virkelighed: Når man er død, er man død – men hvad der kommer før døden, er det, der tæller og efter døden lever den døde videre, præcis lige der hvor vi ønsker, de må være.
Min morfars skattekiste af Mette Eegelund Olsen. Illustereret af Jørgen Stamp. Høst & Søn, 2009. 32 sider. Pris kr. 199,95