Fortællingen.dk

Lars G. Jensen debuterer med en underholdende drengebog, der har det hele: varulve, nazister, action og humor. Det anbefales at holde på hat og briller og nyde turen.

Hvis man har lyst til at underholde sig selv med en stor skål popcorn, en sodavand og en rigtig god tjubang-historie, men ikke gider gå i biografen, så er LG Jensens debut “Ulvebrigaden” lige, hvad man trænger til. Her er filmaction for alle pengene, med tydelig Indiana Jones-inspiration.

Historien starter med tømmermænd og en ganske ubehagelig situation for vor helt, Mac Mackenzie III, ekstraordinær smugler og arvtager til et falleret whiskyimperium – og det er en situation, som vi oplever adskillige gange gennem bogen, som regel understøttet af hovedpiner fra de tærsk, som han modtager. Og dem er der en del af, for han havner i mange situationer, der er ret langt ude. Tiden er anden verdenskrig, og tingene går ikke godt for Mac Mackenzie – der er ikke mange pilotjobs (der er ét, men det ender grimt), og han har en uknægtelig personlighed, som har for vane at bringe ham i vanskeligheder; snart vågner han igen med ondt i hovedet, og denne gang er det i et fly over Europa, hvor nazisterne driver deres skumle gerninger, og inden længe befinder han sig i frit fald, kun iklædt to mosede bananer og en faldskærm. Og det bliver kun værre.

Næsten samtidig, en mørk og stormfuld nat, ankommer en amerikaner, som kalder sig Erik Landstreicher, til et slot i Østrig (lyn splitter nattehimlen, og en landsby ligger uvidende for foden af bjerget, så man som læser næsten forventer af høre Victor von Frankensteins triumferende råb). Erik er sidste brik i en nazistisk plan om vejen til verdensherredømmet, han er nøglen til tyskernes egen lille hær af lykantroper, varulve. Første mission: dræb Winston Churchill!

Mac bliver naturligvis involveret, og så går den vilde varulvejagt – der er landsbybeboere med høtyve, sølvkugler, slagsmål og gale nazister. Det er en blanding, som det er svært ikke at elske.

Som man nok vil forstå, er “Ulvebrigaden” en ret filmisk roman – på den gode måde, men også på den måde, der betyder, at man skal styre sine forventninger i den rigtige retning. Man skal ikke forvente dybe persontegninger og store spørgsmål, ej heller længere filosofiske passager eller et 100% sammenhængende eller realistisk plot – men action, underholdning og humor er der i gode mængder. Handlingen kører fra første side, og der er ikke megen mulighed for at trække vejret bogen igennem. Med de 220 sider er der da heller ingen grund til at stoppe, førend man er nået igennem.

Folk, der nyder pulp-litteratur og en godt fortalt røverhistorie, bør snuppe “Ulvebrigaden” ved første lejlighed. Jensen lægger sig i samme spor af amerikansk film-inspireret underholdning som f.eks. Dennis Jürgensen, og han gør det ganske godt. “Ulvebrigaden” er hans debut – lidt upoleret her og der (han mister til tider den ironiske distance til stoffet, så den kunne måske have brugt en sidste afpudsning, men i det store hele gør det ikke meget), men helt klart en rigtig god start.

Gennem cliffhangere og større opstandelse når “Ulvebrigaden” frem til en slutning, som ligger op til en fortsættelse i samme vene. Personligt skal jeg gerne stå klart til at læse den – man skulle være et skarn, hvis man ikke kunne bruge lidt good clean fun. Især drengene vil nok være begejstrede – til hæsblæsende selvlæsning fra 12-99 år.

LG Jensen: Ulvebrigaden. Gyldendal, 2006. Forside: Christian Højgaard