Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Lemony Snicket: Tårepersersøen

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Lemony SnicketUdskriv anmeldelsen • 5. maj, 2009

taarepersersoenUlykker kommer ikke alene – de kommer i stimer.

Sunny, Klaus og Violet Baudelaire er igen endt hos en slægtning, de aldrig har hørt om før, og det viser sig endnu engang, at de eneste, de kan stole på, er hinanden. For det er i hvert fald helt sikkert, at deres nye værge ikke kan beskytte dem mod Grev Olaf…

Baudelaire-børnene er nu sejlet til en by ved Tårepersersøen, en enorm sø, som deres nye værge tante Josephine, bor lige op af og er dødsensræd for. Det er der nu ikke noget usædvanligt i i sig selv, for tante Josephine er bange for alt lige fra komfurer til at få hår i ansigtet. Og selvom børnene er taknemmelige for, at de for en gangs skyld ikke er plaget af Grev Olaf, kan de ikke sige sig fri for at være lidt irriterede over hendes evige fobier og konstante strøm af rettelser af deres grammatik. Men selv en så neurotisk kvinde kan ikke forhindre børnene i endnu engang at støde på Grev Olaf, denne gang med en ny og endnu mere skummel plan.

Lemony Snicket lagde virkelig godt ud med de to første bøger i denne serie, og den bliver bare bedre og bedre jo længere man kommer ind i den.

Denne tredje bog får én til virkelig at føle med de børn, han har skildret i en så uretfærdig og (måske?) urealistisk verden, hvor alt er forstærket til det overdrevne.

Spændingen er helt klart i top, og man bliver underholdt til sidste punktum i denne bog, ikke mindst af den konstante anspændthed over, hvornår en ny ulykke mon rammer Baudelaire-børnene.

Plottet fungerer endnu engang suverænt og er virkelig godt gennemtænkt, så man ikke føler, der er flere løse tråde, end det er meningen, når det nu er en del af en større serie.

Den skæve, kommenterende skrivestil, som Snicket har brugt i de andre bøger, fungerer stadig, og der dukker efterhånden endnu flere underlige sammenligner op, ofte fra hans egne oplevelser, hvad der blot giver yderligere en underholdende dimension til bogen.

Så kort sagt er der absolut ingen grund til at undlade at læse denne bog, bortset fra, at du ikke vil være i stand til at stoppe igen, når først du er gået i gang.

Indtil videre er det kun til og med bog 7, der er udkommet på dansk, men har man mod på det, er de resterende 6 ikke så svære at læse på originalsproget.

Lemony Snicket: Tårepersersøen (Én ulykke kommer sjældent alene ; 3). Oversat af Ole Steen Hansen. Illustrator: Brett Helquist. Sesam, 2004, 179 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.