Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Lemony Snicket: Slangeværelset

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Lemony SnicketUdskriv anmeldelsen • 30. april, 2009

slangevaerelsetLæs – eller følg forfatterens råd og lad være – denne skæve, underholdende fortsættelse om de forældreløse Violet, Klaus og Sunny Baudelaire, der endnu engang må redde sig selv fra alskens ulykker og tragiske hændelser.

Violet, Klaus og Sunny er nu endelig sluppet ud af Grev Olafs beskidte kløer, da de placeres hos deres nye værge, en slægtning langt ude i familien. I modsætning til deres tidligere værge viser Montgomery Montgomery – videnskabsmand med speciale i slanger – sig at være alt, de nogensinde kunne have ønsket sig af en, de skulle tilbringe resten af deres børneliv med. For en gangs skyld, siden deres forældres tragiske død, har børnene det rart, roligt og lykkeligt.
Men lykken spoleres hurtigt, da Montgomerys nye assistent Stephano dukker op, for han viser sig at være meget lidt interesseret i slanger og alt, alt for interesseret i børnene og deres formue…

Efter begejstringen over den geniale skrivemåde og fortællestil, som Lemony Snicket overraskede med i første bog, har lagt sig, er det nu på tide at se, om historien egentlig holder. Jeg kan personligt garantere, at det gør den helt klart.

Slangeværelset er både spændende, medrivende og rørende, og plottet er rigtig godt og velgennemtænkt, så den både fungerer som en enkeltstående bog og som en del af en større serie.

Der er en god del spænding og mystik i bogen, og man er med garanti underholdt hele vejen igennem, bl.a. pga. den stærkt humoristiske måde at fremstille denne næsten surrealistiske historie på. Gennem usandsynlige, uheldige hændelser og mærkværdige, opfindsomme sammenligninger bliver man ført gennem den meget unikke bog og dens mange mysterier på en meget overbevisende måde.

Det er beundringsværdigt at se, hvordan forfatteren kan fremstille noget sørgeligt og dybt tragisk på en så skæv og underlig måde, at man ikke føler sig fuldstændig deprimeret, men blot får en utrolig trang til at læse de næste bøger og se, hvad der sker med de uheldige søskende.

Generelt er det eneste, jeg kan sige, at man simpelthen er nødt til at læse bøgerne, før man forstår hvor fantastiske og underholdende de er. Jeg vil her vælge at modsige forfatteren selv: Du vil ikke fortryde det, når først du er gået i gang.

Indtil videre er det kun til og med bog 7, der er udkommet på dansk, men har man mod på det, er de resterende 6 ikke så svære at læse på originalsproget.

Lemony Snicket: Slangeværelset (Én ulykke kommer sjældent alene ; 2). Oversat af Susanne Vebel. Illustrator: Brett Helquist. Sesam, 2004, 195 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (3 stemmer)
Loading...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)