Josefine Ottesen: Lynild og ormehug

Emner: dansk, del af serie, fantasy, fra 6 år, god til højtlæsning, spænding • Se alle anmeldelser af: Josefine Ottesen •

• 18. august, 2009

Venskaberne sættes på en svær prøve i Syvstammetræet.

Under et forfærdeligt uvejr slår lynet ned i Syvstammetræet, og en helt ny hullerik bliver født. Lyn er hans navn, og han bringer forstyrrelse i det lille samfund. Lyn er nemlig fyldt med overdrivelser, er utrolig nysgerrig og efter eget udsagn ikke bange for noget som helst.
Han lokker Birk med på slangejagt på Hugormesletten, selvom Birk egentlig hellere vil være sammen med vennerne, Ask og Ella. Undervejs er de udsat for forskellige farefulde oplevelser, hvor Lyn viser sig fra en side, som Birk ikke bryder sig om: Lyn viser sig at være en kujon og er samtidig ikke sen til at storskryde, når faren er drevet over. Birk fortryder virkelig, at han tog af sted sammen med Lyn.
Ella og Ask er bekymrede for Lyn og især Birk, og de drager ud for at hjælpe dem, ifald de skulle være i knibe. Og herefter sker der dramatiske ting for de små hullerikker…

Lynild og ormehug er en spændende fortsættelse af første bog: Heltemod og kragelort. Denne gang præsenteres læseren for nye hullerikker og andre af skovens dyr. Der er lagt op til konflikt i venskabet mellem Birk, Ask og Ella – og midt i alle de dramatiske oplevelser er dét netop bogens væsentligste tema: venskab.

Forholdet mellem Birk og Lyn beskrives i virkningsfulde dialoger – de mundhugges det meste af tiden; det bobler af dreng og styrkeprøver, og det ene ord tager det andet, indtil partnerskabet bliver for svært at udholde. Heldigvis findes der også rigtige venner, som tager hensyn, er til at stole på og holder af Birk, selvom han foretager sig dumdristige ting.

Og trods deres lidenhed er hullerikkerne handlekraftige og målrettede: Ella, som er den mindste hullerik og er en pige (heldigvis), er i forreste linie, når venskabet skal stå sin prøve. Menneskenes verden bliver slet ikke berørt i historierne om hullerikkerne, men de små fyre er så menneskelige, som det kan lade sig gøre, når man bare er 7 cm høj.

Igen er illustrationerne med til at gøre historien levende. Jeg er især begejstret for de flotte tegninger af pindsvinet, grævlingen og hugormen. Man kan blive helt bange for hugormen, som i nærbilleder næsten vokser ud af siderne.