Jacob Rask Nielsen: Professor Finkelsteins fantastiske robotter
Emner: fra 5 år, god til højtlæsning, især for drenge, rim, robotter, verdensherredømmet, vers, videnskabsmænd • Se alle anmeldelser af: Jacob Rask Nielsen • • 13. oktober, 2009Jacob Rask Nielsen og hans forlag Tjubang har på forholdsvis kort tid slået sig fast som noget nær et brand på den danske børnebogsscene – hans bøger er farverige (selv når de er i sort / hvid) og fulde af store armbevægelser, og Jacobs fantastiske og fantasifulde illustrationer er lige dele Gunnar Wille og 30’er-tegnefilm. Har man en gang læst en af hans bøger, går man ikke fejl af tegne- eller skrivestil – eller for den sags skyld emnevalg, som altid er solidt plantet i populærkulturen: zombier, cowboys og pirater har allerede været under meget kærlig behandling.
Denne gang er turen kommet til en gal videnskabsmand – professoren fra titlen – og hans robot-kreationer, hvis formål (naturligvis) er at hjælpe ham med hans storladne plan om at overtage intet mindre end verdensherredømmet.
I bogen gennemgår professoren i versform tyve af sine robotter – f.eks. Knutler, der ”er tovlig god / til at sige som en and / Han er bygget ud af ost / og en gammel skraldespand.” eller ”Robotten Blörp har lilla sko, / ja, det er nemt at se. / Når han er helt alene hjemme / går han rundt med ble”.
Det er – som man ser – rigtigt veloplagt og med nok sjove og seje indfald til, at man er mere end fanget bogen igennem – man skal hele tiden lige se, hvad den næste robot kan, og hvordan den ser ud. Og man bliver hele tiden belønnet at nye, sjove påfund på ethvert nyt opslag.
Naturligvis er der en krølle på professorens plan, som afsløres til sidst – det er ikke verdens mest originale slutning (jeg så den sidst i et af versene i Strids Mustafas kiosk), men det skader på ingen måde helhedsindtrykket, og mit hærdede testpublikum var lodret ligeglade, selv om de kender begge bøger ud og ind.
Det er ikke helt nemt at begå en bog i versform, men Jacob Rask Nielsen er sluppet rigtigt pænt fra det – der er et par steder, hvor versefødderne halter lidt i det små, men det er ikke noget, som en bare rimelig oplæser ikke kan klare.
Professor Finkelsteins fantastiske robotter er at i alt en særdeles charmerende bog, og alle, der jævnligt bruger udtrykket ”Årh, sejt!” vil elske den. Og os er der mange af.
Se mere på http://finkelsteinsrobotter.blogspot.com/
Jacob Rask Nielsen: Professor Finkelsteins fantastiske robotter. Tjubang, 2009.
Årh, sejt!
[…] er fra Professor Finkelsteins fantastiske robotter, som Ulf Reese Næsborg kaldte: en særdeles charmerende bog, og alle, der jævnligt bruger […]