Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Egon Mathiesen: Fredrik med bilen

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Egon MathiesenUdskriv anmeldelsen • 29. oktober, 2006

Egon Mathiesen: Fredrik med bilenEn dejlig politisk ukorrekt højtlæsningshistorie om den hvide Fredrik, der kører ud i verden for at hilse og lege med børn i andre farver.

Fredriks bil eksisterer i virkeligheden. Den er god nok; den er parkeret på Vejle børnebibliotek, og når man står der mellem børn og deres bøger, bliver man glad på flere planer. Fordi Fredriks bil er et smukt symbol på, at i børnelitteraturen er alt tilladt, og alt er muligt. Det er det så også på Vejle børnebibliotek, som har hyldet det princip ved at bygge Fredriks gule rutebil, så alle kan få en tur.

Fredrik har en gul rutebil. Sludder, I ved jo godt, at det er Fredriks far, der har den…men det forhindrer ikke Fredrik i at drage af sted i den. Fredriks mission er helt enkelt at finde sorte børn. Det bringer Fredrik og læseren vidt omkring forbi mange lande med mange forskellige farver børn; gule, røde, brune, sorte og hvide – ligesom Fredrik. Moralen er klokkeklar, i hvert fald for Fredrik; hudens farver gør ikke forskel på mennesker (nej det passer ikke…).

Fredrik med bilen er en god dansk børnebogsklassiker. Den udkom første gang i 1944, og herefter har den rullet ud med adskillige af generationer af børn og deres forældre. Egon Mathiesens historie om Fredrik er et enkelt mesterværk, der lever og holder sig i live på børnenes præmisser. Børn er ikke fordomsfulde eller kritiske, men nysgerrige, fjollede og fantasifulde, og Mathiesens glade fabulerende og poetiske fortælling er derfor som en god leg. Teksten involverer læseren med sine gentagelser og selvmodsigelser i tekst og billede.
Illustrationerne, som Mathiesen supplerede sin historie med, er enkle og morsomme. Min personlige favorit-illustration i Fredrik og bilen er en farvepalet med små børneansigter i forskellige farver. Denne illustration husker jeg helt tydeligt fra mit barndomseksemplar af Fredrik med bilen, som nu er slidt helt op og er væk. Men nu har jeg så et nyt frisk eksemplar. Det bliver aldrig så slidt, som mit første var, men det er stadig mit klippekort til Fredriks rutebil, som kører, når jeg vil.

Egon Mathiesen skrev flere gode højtlæsningshistorier, som f.eks. Aben Osvald, Mis med de blå øjne og Bugivugi og hans fire sønner. Sidstnævnte er også netop genudgivet af Gyldendal og er ligesom Fredrik med bilen velegnet til højtlæsning for børn mellem 2 og 6 år.

Egon Mathiesen: Fredrik med bilen. Gyldendal, 2006. Forside: Egon Mathiesen

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (5 stemmer)
Loading...

4 kommentarer »

  1. jeg er nu ikke helt enig i at den er politisk ukorrekt – det at kalde folk farvede har bare senere fået folk til at fare i flint… et af de sidste vers lyder (i hvert fald på min indspilning):

    Selvom Frederik selv er hvid
    ved han nu det passer
    at der er kulørte børn
    der er akkurat som Frederik
    kun i andre farver

    han vil ud for at finde alle de farvede børn for at lege med dem, og moralen er derfor netop at farven IKKE gør forskel…

    Er der i øvrigt nogle der ved om man kan købe indspildningen i et nyere format eller det kun er bogen der er genudgivet? jeg har den kun som mp3 overspillet fra en gammel LP (som desværre ikke var min)…

  2. Hej Esben,
    Du kan få en indspilning af sangen på den cd, der hedder A propos Kanon i dansk (den til indskolingen – der er også andre cd’er i serien Kanon i dansk, men det er den første, du skal have fat i). Den er udgivet af Gyldendal.
    Mvh Trine May

  3. http://www.skoletube.dk/video/9007/Frederik-med-bilen

  4. […] point: “Det er som Fredrik med bilen… bare med zombier!” som min kone […]