Fortællingen.dk

Ottoline tager på en kostskole, der ville løbe cirkler omkring Harry Potter.

Ottoline var hovedpersonen i Ottoline og den gule kat – eller rettere: hun delte pladsen med sit pudsige sidekick Hr. Markvard, en behåret lille fyr, som hendes forældre engang fandt i en mose i Norge. Lige siden har de to været uadskillelige, hvilket er godt, eftersom Ottolines forældre som oftest er ude at rejse (de optræder i bøgerne via deres postkort fra alverdens mærkeligste afkroge, såsom Elgpyntnings-festivalen i Nome). Men i dette andet pind bliver hr. Markvard skubbet lidt af pinden.

Ottoline møder nemlig Cecilie Fonsbæk-Laursen III, som ikke blot forstår at fortælle historier, men også sipper sin te på ganske beundringsværdig vis. De to piger går tur i parken, fodrer fuglene (med hr. Markvards fuglefrø) og så videre – og da Ottoline opdager, at Cecilie skal tilbage til sin kostskole, må hun pinedød med. Besked til forældrene med brevduer, hjælp fra bjørnen i skabet til at pakke, og så er det ellers afsted.

Alice B. Smiths Skole for de Anderledes Begavede viser sig snart at være et suverænt sted. Og eleverne er også noget helt for sig selv: den usynlige mands søn, en vidunderdreng (med egen robot), sultanaen af Pahang og søstrene Ellehammer (som har talent for blomsterbinding i luften).

Ottoline-bøgerne lever i højt grad af påfund og visuelt fyrværkeri. En historie er der naturligvis (kostskolen er hjemsøgt, og vor heltinde er jo ikke typen, der lader et godt mysterium gå sin næse forbi, omend det dog er hr. Markvard, der gør det meste af arbejde på sin egen stoiske facon), men den har dog en tendens til at holde sig i baggrunden, så Riddells tegninger kan sprede sig ud over siderne med et væld af detaljer og finurligheder. Det har den pudsige bivirkning, at den er ganske krævende, selv om den er letlæst, fordi historien fortælles ikke blot fra A til Z – den væver sig imellem tekst og billeder og til tider mellem andre små historier.

Har man læst Riddells Ottoline og den gule kat, ved man, hvad der venter i Ottoline på kostskole – og har man læst de af Paul Stewarts bøger, han har illustreret, vil man sandsynligvis heller ikke snyde sig selv for oplevelsen. Riddell designer historier – med streger, opfindsomhed og masser af humor og varme. Ottoline er en særlig pige, og bøgerne om hende er ganske specielle – de vil komme til at stille krav til forældrene, der skal fortælle de historier, de rummer, men det burde blive til alles store udbytte. Og jeg tror rent faktisk, at de vil blive blandt de bøger, man husker som voksen mange år senere. Selv som voksen kan jeg se magien i Ottolines eventyr.

Chris Riddell: Ottoline på kostskole (Ottoline ; 2). Oversat af Asbjørn Skytte. Carlsen, 2008, 170 sider.