Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Anders Villy Ehrenreich Eriksen: Lucifers fængsel

Emner: , , • Se alle anmeldelser af: Anders Villy Ehrenreich EriksenUdskriv anmeldelsen • 28. september, 2007

Anders Villy Ehrenrich Eriksen: Lucifers fængselAnders V. E. Eriksen er en af tre debuterende forfattere, som forlaget Phabel udgiver under mærkaten “De unge drager” – Det er et vist hidtil uset eksperiment udi talentudvikling og endnu et tegn på, at forlaget formår at gå nye veje i forlagsbranchen. Tilfælles har de tre bøger, at der er tale om fantasy, som er blevet skrevet med Lene Kaaberbøl som mentor.

I “Lucifers fængsel” har Eriksen valgt en historisk baggrund at fortælle sin historie på, idet personerne bevæger sig ind og ud af Cordobas belejring i 1236. Det er et udmærket valg, der tillader historien at holde i al fald ét ben på jorden, om end koncepterne til tider bliver ret forfløjne.
Hovedpersonen er den unge pige Ravn, som netop er blevet så gammel, at hun skal hjemmefra for at tjene. Det er hårde tider – tørken har plaget dem længe. Og Ravn er ikke helt almindelig – når hun ser andre mennesker, ser hun også de afskyelige, æteriske væsener, der hjemsøger dem, især når de er vrede og nærer sorte tanker. Det er naturligvis ikke sådan noget, man fortæller sin præst, især når man kan se, at han bærer rundt på nogle yderst ubehagelige små dæmoner.
Men Ravn når kun lige frem til Zaragoza, hvor hun skal tjene, før hun bliver grebet af soldater og anklaget for at være heks – og den, der står bag tørken. Det er dog blot starten på et hæsblæsende eventyr, hvor Ravn kommer langt omkring og bliver en vigtig brik i et større spil. For der er mægtige kræfter på spil, både i himlen og på jorden.
“Lucifers fængsel” udspiller sig på baggrund af en kort prolog, hvor man kort bringes igennem en krig i Himmelen, hvor engle dræber engle, og menneskene kommer tæt på udryddelse. Det er naturligvis nogle hændelser, der spiller ind senere i romanen, men dog på en ganske overraskende måde. Eriksen har droppet de umiddelbare klicheer og bringer lidt nyt indhold til historien om Lucifer. På den måde gør han det svært for Ravn – og læseren – at vide, hvem man skal stole på, for god og ond er lidt svingende begreber her. I al fald hvis man som Ravn føler sig på noget dybt vand og bare gerne vil stole på nogen; det er svært, for alle har deres egne dagsordener.
Eriksen har tydeligvis haft fokus på handling, for “Lucifers fængsel” er en af de fantasy-romaner, hvor der ikke levnes megen tid til afslapning. Ravn kastes frem og tilbage mellem forskellige fraktioner, men bliver dog også stærkere hen ad vejen og får lov selv at handle. På den måde rammer den lige midt i markedet og vil sikkert ikke få problemer med at finde sine læsere (godt hjulpet af lækkert cover af Jason Chan). Personligt havde jeg dog gerne set lidt mere tid brugt på at opbygge stemningen – forfatteren har valgt en spændende baggrund med masser af potentiale, men udnytter den desværre ikke helt. Hele vinklen med englenes indblanding er vellykket og fungerer godt, men det havde været rart at se det mere bundet op på den historiske baggrund, at have haft tid til at stoppe op og føle omgivelserne. Det er naturligvis et valg, forfatteren må gøre – i mine øjne kunne det dog bidrage til at give ham mere kant/personlighed på et marked, der svømmer over med fantasy. Eriksen har her debuteret ganske kompetent, og det vil være rart at se ham udvikle sig videre.

Anders Villy Ehrenreich Eriksen: Lucifers fængsel. Phabel, 2007. Forside: Jason Chan

Vind Lucifers fængsel her !

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (4 stemmer)
Loading...

13 kommentarer »

  1. Hej Janus.

    Undskyld navneforvirringen.

    Tak for en god kritik, og jeg vil give dig fuldstændig ret. Men nogle ting i den virkelige verden bliver til en prioritering, især når der er noget, der hedder deadlines. Jeg vil gerne udvikle mig, og jeg har stor fokus på de områder, du nævner mod slutningen af dit indlæg, og jeg arbejder meget med det, her mens jeg skriver nummer 2.

    -Anders

  2. […] har vi fået et interview i hus med Anders VE Eriksen, forfatteren til Lucifers fængsel, hvor han snakker om romanens tilblivelse, inspirationskilder og meget andet godt. Interviewet kan […]

  3. Jeg må indrømme at jeg er sur på denne bog.

    En meget underlig blanding af kristen mytologi og tilfældige fantasy-effekter – men uden at man bliver klogere på kristendom. Det minder lidt om Pullmans Gyldne Kompas-mytologi, men helt uden den samme dybde. Ligeså synes frelserpigen Ravn at være en svag afglans af Lyra.

    Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilken effekt konsulentarbejdet har haft på bogen. Nogen burde fx meget hurtig have foreslået at den skulle foregå i Danmark. Den spanske setting er ren overflade.

    Og så den tarvelige kritik: Der er slåfejl i bogen som kunne være opdaget af en stavekontrol. Noget er gået meget hurtigt her.

  4. Jeg ville, som jeg vist også nævner, også gerne have set lidt mere udbygning af settingen. Men det skule vist komme – Eriksen snakker om det (og konsulentarbejdet) i vores interview: http://www.fortaellingen.dk/blog/?p=493

    Og så må jeg endnu engang skamme mig over, at jeg ikke har fået læst Det gyldne kompas 🙁

  5. Ja, se det er jeg faktisk ikke helt utilfreds med. Altså, at du er blevet sur på bogen, for det betyder, at du er kommet forbi den umiddelbare handling og er begyndt at sætte spørgsmål ved den omkringliggende setting. Og det er korrekt, at her møder du en larmende mur af tavshed. Der giver bogen ikke ret meget mere, end hvis du passerede en fremmed på gaden.
    Men. Der er tegn, man skal bare lige give sig tiden til at finde dem og derefter skal man så tage stilling til, hvad de betyder. Eller bare vente på nummer 2.
    Nu kan det være, at du ikke er interesseret, da du allerede er blevet sur, men nu tager jeg chancen og giver et par hints alligevel.
    F.eks. i prologen starter vi med at Samael skaber verden og bliver senere til Satan og senere igen skaber Mikael et værn om os mennesker, så engle og dæmoner ikke kan komme til at skade os.
    Godt så.
    Det betyder at vi dødelige, skabt i Guds billede, er fanget i en fysisk verden skabt af Satan. Eller endnu mere præcist er menneskene gudommelige væsner fanget i fysiske kroppe i en fysisk verden.
    Sådan en filosofi har selvfølgelig nogle konsekvenser i, hvordan vi kunne og bør leve vores liv, der handler meget om personligt og fælles ansvar, men skidt nu med dem til at starte med, for hvis man er lidt ferm med en søgemaskine, finder man hurtigt ud af, at det ikke er nogen ny filosofi, men noget alle de Gnostiske religioner beskæftigede sig med.
    Hvor er den filosofi så blevet af?
    Ja den er i størstedelen blevet udkonkurreret (læs forfulgt og udslettet) af Kristendommen, der fordrer en gudsfrygtig levevis, hvor i middelalderen betød det, at menneskene var syndige væsner, der kun kunne opnå kontakt med gud gennem en præst. Så kan man jo stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor i alverden dog det og hvorfor udslette? Ja, det har noget med magt at gøre.

    Og bogen siger sådan set bare, at det sker. Så hvis du vil have afløb for din vrede, så må du finde tegnene og tænke lidt over, hvad de betyder, eller vente på 2 og 3 eller bare tage bogen og kyle den ud af vinduet og så aldrig vende tilbage igen.

    Det vil jeg lade være helt op til dig, men jeg vil give dig ret i at blive frustreret over bogen, for den holder godt på sine hemmeligheder og pakker dem langt væk og forsøger at ryste dig af ved at servere en hurtig handlingsmættet historie, hvor de virkelige pointer smutter forbi i høj fart.

    Desværre må jeg så også tilstå, at jeg ikke har fået læst det gyldne kompas, så jeg kan ikke svare på kritikken, om Ravn ligner Lyra. Jeg ved bare, at Ravn er lammet i 1’eren og gør ikke meget væsen af sig, men hun vokser og bliver meget mere i stand til at opfatte de andre karakterer omkring hende og overlevere dem bedre og også sig selv.

    Nåja og så bliver jeg nok også lidt bedre til at skrive, men det hænger jo sammen det hele.

    mvh

    AE

  6. Jeg kan rigtig godt lide bogen!! 😉 Det at man ikke helt ved hvem man kan stole på og alt det mystiske… det er lige mig!
    Jeg har læst Det Gyldne Kompas, men jeg synes ikke at det er det samme, der er selvfølgelig engle og sådan, men handlingen er helt anderledes.. 🙂

  7. Tak, Mette 😉

  8. Jeg har lige lagt bogen fra mig, efter at have læst den i et hug, og det første jeg gør er at undersøge nettet efter en fremtidig 2er… og yay, der kommer både en 2er og en 3er! 🙂
    Jeg synes Lucifers Fængsel er rigtig god, og jeg elsker personligt hele mytologi aspektet, og glæder mig meget til at det bliver uddybet, for det er der masser af plads til. Desuden blev Ravn også en rigtig interessant karakter til sidst.. dejligt at se hende med ben i næsen.

    Angående Pullmans bøger (som nok er min yndlingstriologi), så kan jeg da godt se lighederne i temaet omkring englenes fald, kirkens dominans og lign., men ellers er det altså en helt anden fortælling.

    Fortsæt endelig skriverierne, glæder mig til fortsættelsen.

  9. Hej Alice.

    Jeg knokler derudaf 🙂 og håber den kommer omkring samme tid i år.

    Anders

  10. Jeg elsker BOGEN!!

  11. Hej
    Hvornår kommer bog 2?

  12. Hej er lige blevet færdig med bogen og syntes at den sagtens kan hamle op med den gode del skrevne fantasy bøger. Glæder mig til at se videreudviklen af serien. Må godt være nogle flere sider i næste bog.

  13. Hej jeg kan se at bog 2 ” lucifer 2 ” er blevet opgiver inden udgivelsen i 2010. Kommer den så slet ikke ? Ingrid

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)