Anthony Horowitz: Stormbreaker
Emner: del af serie, filmatiseret, fra 12 år, især for drenge, spænding • Se alle anmeldelser af: Anthony Horowitz • • 28. november, 2006Alex står alene i verden og involveres pludselig i spionernes hemmelige skyggeverden og må bl.a. sande at garvede agenter har ret når de siger: Alex Rider. Du er aldrig for ung til at dø.
Alex er ganske alene i verden efter hans onkel dør. Han forsøger at afdække sandheden bag onkelens mystiske død og opdages i den forbindelse af onkelens tidligere arbejdsgivere MI6.
Herefter presses Alex til at overtage onklens plads som agent. Hans opgave: Find ud af hvorfor den ellers så usympatiske og skruppelløse forretningsmand Sayle vil give alle skoler i landet en supercomputer.
Alex opdager hurtigt at agentjobbet er både hårdt og ubarmhjerteligt. Her tager ingen hensyn til hans unge alder og et eneste fejltrin kan koste ham livet.
Stormbryder er den første i serien om Alex og da engelske skolebørn blev spurgt hvilken bog, de allerhelst ville se som film, svarede et overvældende flertal Stormbreaker! Det forstår man godt for bogen er utrolig filmerisk. Alle beskrivelser og den spændingsmættede handling virker som en flot film. Det burde gøre det til en dårlig bog, men det er nu ikke tilfældet!
Faktisk er denne anmelder meget imponeret over forfatterens evne til på relativt få sider (192) at skabe ikke alene en utrolig spændende historie med livsfarlige stunts, der er en James Bond film værdig, men også en troværdig hovedperson. Alex er cool som agent, men han er også en sårbar 14 årrig, man ikke kan lade være med at have ondt af. Her afspejles åbent de negative konsekvenser af agentlivet. Hans ”arbejdsgivere” virker nøjagtigt lige så usympatiske som skurken og man kan ikke lade være med at tænke på det etiske og moralske dilemma som bogen bringer ud i lyset. Helliger målet midlet? Kan man ofre et barn for at redde landet? Hvor langt kan og bør man gå mod de onde kræfter før man selv opsluges og bliver lige så slem.
Denne anmelder ville ønske at flere af verdens ledere stillede sig selv de spørgsmål. Måske skulle man sende en kopi af bogen til dem?
Horowitz er en eminent forfatter som også har skrevet flere filmmanuskripter. Det afsløres i hans fofatterskab ved at han forstår nøjagtigt hvilke filmelementer, der fungerer på bog og formår at kombinere dem med de traditionelle bogelementer til at skabe en både medrivende og fascinerende fortælling.
Faktisk er mit eneste kritikpunkt skurkens motivation. Det virker lidt søgt, men ikke totalt utroværdigt. Måske skyldes min skepsis mest at jeg gudskelov har haft en rimelig normal barndom?
Stormbryder er filmatiseret og personligt vil jeg gerne se om filmen lever op til den gode bog. Men mon ikke når forfatteren selv har leveret manuskriptet? Stormbreaker er tidligere udgivet under navnet Stormbryder (Forum, 2001). Jeg kan godt lide den engelske titel, der ærligt talt lyder mere sejt.
På denne nye udgaves forside har man valgt at bruge billeder fra filmen hvilket bestemt ikke er en dum ide. Jeg er overbevist om at den kønne unge fyr med det beslutsomme ansigtsudtryk, nok skal trække flere læsere og det fortjener bogen.
Stormbreaker er en fantastisk start, som lover mere end godt for resten af serien.
Anthony Horowitz: Stormbreaker, oprindelig udgivet som Stormbryder, 1. bind i Alex Rider-serien. Oversat af Ole Steen Hansen. Sesam, 2006. Originaltitel: Stormbreaker
[…] omdrejningspunktet. Der er også en hilsen til Alex Rider, en anden fiktiv agent fra serien Stormbreaker af Anthony Horowitz. Som de forrige anmeldelser kan jeg kun varmt anbefale Cherub Mission. Kort […]