Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Justin Richards: Dødens ur

Emner: , , , , , • Se alle anmeldelser af: Justin RichardsUdskriv anmeldelsen • 27. februar, 2008

Justin Richards: Dødens urPas på med ure, der ikke går rigtigt. De betyder problemer.

Det er noget tid siden, jeg læste de tidligere bøger i serien om den usynlige detektiv. Så en hurtig opsummering er nok på sin plads – hvis du ikke har læst dem, så skynd dig at få fat i Spøgelsessoldaterne og fortsæt derfra. Serien er det helt klart værd.

Serien fortæller to historier. Den ene foregår i England i 30erne, hvor en flok snarrådige børn skjuler sig bag den opfundne “usynlige detektiv” og opklarer mysterier. Disse historier bliver mere eller mindre afsluttet hver gang (nogle småting kører på tværs af de enkelte bøger). Den anden historie foregår i vor tid, hvor drengen Arthur har fundet den usynlige detektivs logbog, som viser sig at være ført af hans bedstefar. Og de historier, som børnene oplever tilbage i tiden, får konsekvenser for Arthurs hverdag, mens han lærer mere og mere om detektiven og de mysterier, som binder bedstefaderens barndom sammen med Arthurs.

Denne gang cirkulerer handlingen og vore respektive hovedpersoner omkring et mystisk ur, som dukkede op i sidste bind. Det er et lommeur, som bliver udleveret til den usynlige detektiv (på en af hans ugentlig konsultationer for nabolaget) – giveren tror fuldt og fast, at uret er skyld i hans brors død.

I vore dage er Arthur kommet i besiddelse af det samme ur. Han skal på ferie i Cornwall med faderen og veninden Sarah, som Arthur mødte, da hun drev en hjemmeside under navnet den usynlige detektiv. Snart bliver de bevidste om, at der foregår skumle ting og sager i den lille landsby, og uret får dem til at se ting, der burde være umulige. Tiden går ikke, som den burde, og de døde går igen.

Forsiden (som sædvanlig af Peter Snejbjerg) signalerer dystre hændelser og unge mennesker, og det virker da også, som om der er skruet op for det overnaturlige element. Men grundlæggende har Justin Richards endnu engang brygget en god blanding af spænding og uhygge – 30er-miljøet giver en god atmosfære, mens den nutidige fortælling giver plads til mere actionprægede sekvenser. Alt i alt er der tale om en behagelig opdatering af de klassiske bøger om unge mennesker, der leger detektiver og løser opgaver – og strukturen med de to adskilte, men alligevel sammenhængende historier giver den noget ekstra kant, ligesom de overnaturlige hændelser skruer op for blusset under historien.

Serien kan anbefales – men start ved nummer 1.

Justin Richards: Dødens ur (Den usynlige detektiv ; 4). Carlsen, 2007. Oversat af Asbjørn Skytte efter Killing Time. Omslag af Peter Snejbjerg.  

Serien skal læses i denne rækkefølge indtil videre: DræberdukkerneSkyggemonsteret og Spøgelsessoldaterne.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.