Fortællingen.dk

Første bind i en ny serie, hvor en flok børn (under identitet som en voksen detektiv) løser mystiske gåder i 30ernes London.

Som knægt var jeg vild med ”De tre detektiver”, ”Brains Benton”, ”De fem” og alle de andre bøger, som handlede om superintelligente børn, der løste gåder, de voksne ikke forstod. Med jævne mellemrum får jeg lyst til at genlæse dem, men en hurtig gennembladring overbeviser mig snart om, at de har det bedre som minder – de viser deres alder meget tydeligt. Det var derfor med en blanding af forventning og vantro, at jeg greb til den første bog i Justin Richards serie om ”Den Usynlige Detektiv”.

Året er 1936. Den Usynlige Detektiv, også kendt som Brandon lake, holder én gang om ugen hof i det lille værelse over låsesmedens butik i Cannon Street – her hører han folks spørgsmål og svarer enten med det samme eller ugen efter, som regel med en lethed, der kunne få tilhørerne til at tro, at han har overnaturlige kræfter. Forklaringen er dog noget mere nede på jorden – i virkeligheden eksisterer han slet ikke, men er en figur, som fire børn har opfundet for at kunne bekæmpe kriminaliteten.

Samtidig, i vor tid, får den unge Arthur Drake fat i en mystisk sten og en gammel notesbog – som fortæller om Den Usynlige Detektivs eventyr og er skrevet med hans egen håndskrift. Langsomt begynder det at gå op for ham, at hans egen familie er tæt bundet sammen med mysteriet.

I 1936 bliver børnene fordrevet fra deres faste tilholdssted, en nedlagt fabrik, af Professor Bessemers Paranormale Marionetter. Det skal snart vise sig at være en udstilling, der fungerer som startskuddet til allehånde mystiske hændelser i nabolaget – og begyndelsen på Den Usynlige Detektivs største sag hidtil. Snart er det ikke små, lokale spørgsmål og gåder, som de fire børn kæmper med, men store sammensværgelser med meget på spil.

Intelligente, kriminalitetsbekæmpende børn, mørke tider, paranormale marionetter, lumske forbrydere – ”Dræberdukkerne” er en god gang underholdende pulp, ”Doc Savage” for børn (med eminent Peter Snejbjerg-cover). Historien er (naturligvis) ganske urealistisk, men det forventer man, så det gælder blot om at læne sig tilbage og følge med. Rent teknisk er fortællingen naturligvis skruet betydeligt bedre sammen end de bøger, jeg selv voksede op med – så den skulle gerne ramme uden problemer i målgruppen af teenagedrenge (og forhåbentlig vil serien nå frem til de forældre, som er bandsatte på, at deres børn skal læse de drengebøger, som de selv voksede op med – glem dem, her er en serie, der er tidssvarende fortalt, og som vil ramme drengesindet på samme vis).

Historien om dræberdukkerne afsluttes i dette bind – men mysteriet om Arthur Drake (i nutiden, for 1936-skribenten hedder det samme) løses dog ikke; der lægges op til en fortløbende historie her, som er med til at løfte bogen, fordi man både får en afsluttet historie og er nysgerrig efter, hvad der sker nu. Indtil videre er der udkommet to bind i serien – de bør læses, så kort kan det siges, hvis de følger første bogs eksempel.

Justin Richards: Dræberdukkerne, 1. bog om Den usynlige detektiv. Oversat af Asbjørn Skytte. Carlsen, 2006. Forside: Peter Snejbjerg. Originaltitel: The Paranormal Puppet Show