Fortællingen.dk

Susan Beth Pfeffer har skrevet bøger siden 1970, men vi har først lige set hende på dansk med katastroferomanen “Mens vi endnu er her” – en intens fortælling med masser af nerve og en voldsomt positiv overraskelse.

Pfeffer indvilligede i et mail-interview med Fortællingen.dk, som man kan læse herunder. Man kan finde mere om forfatteren på hendes blog: susanbethpfeffer.blogspot.com. Og så bør man naturligvis læse bogen og krydse fingre for, at vi får oversættelsen at se på dansk også.

Kunne jeg bede dig om at præsentere dig selv for de danske læsere – og det forfatterskab, der bragte dig til ”Mens vi endnu er her”?

Selv om ”Mens vi endnu er her” er den første bog, jeg har fået udgivet i Danmark, har jeg skrevet 75 bøger for børn og unge. Min første bog, ”Just Morgan”, blev skrevet i mit sidste semester på college, så skrivearbejdet har været min fuldtidskarriere hele mit voksne liv.

Det er en karriere, der har haft sine op- og nedture. Jeg skrev ”Mens vi endnu er her” under en af nedturene, på et tidspunkt, hvor jeg betragtede mig selv som pensioneret. Jeg fik ideen, mens jeg så en ikke særligt god film ved navn ”Meteor” i fjernsynet en dag. Den fik mig til at tænke på, hvordan det ville være at være en teenager, der levede igennem en verdensomspændende katastrofe. Snart var min hjerne i fuldt firspring, og få uger senere begyndte jeg at skrive igen.

Da jeg læste ”Mens vi endnu er her”, troede jeg faktisk, at den måtte være din første bog – den havde den der gennemslagskraft og villighed til at bøje reglerne. Hvordan opretholder man den form for energi og friskhed gennem en karriere, der dækker mere end 30 år og flere end 60 bøger.

Det er let for mig at bøje reglerne, eftersom jeg ikke kender dem. Og jeg er sikker på, at nogle af mine bøger har mere energi og friskhed end andre. Jeg nød i al fald mere at skrive nogle af dem end andre.

Jeg elskede at skrive ”Mens vi endnu er her”. Det er let at komme ind i fortællestemmen, når man bruger dagbogsformatet. Hovedpersonen (i dette tilfælde Miranda) klarer meget af arbejdet for én. Så længe man tror på figuren og accepterer den situation, man har anbragt hende i, flyder ordene af sig selv.

Du har sagt, at du ikke kan skrive for voksne; hvad er det, der adskiller – og kendetegner – ungdomslitteraturen i din mening?

Dette er et af de tilfælde, hvor min uvidenhed skinner igennem. Jeg læser meget lidt skønlitteratur og overhovedet ingen ungdomslitteratur. Jeg foretrækker historiebøger og biografier.

Jeg ved dog godt, hvorfor jeg er bedre til ungdomslitteratur end voksenlitteratur. Jeg kan ikke skrive beskrivende prosa. Jeg bryder mig ikke om at læse det, og jeg har aldrig gidet lære, hvordan man skriver det. Det er et mindre handicap med ungdomslitteratur, end det ville være med voksenlitteratur. Jeg er bedst til handlingsdrevne fortællinger, og enkle plots fungerer i ungdomslitteraturen. Og så døde mit ordforråd engang i midten af femte klasse. Det gør mig alt sammen til en forfatter, der er let at læse og passende til bøger rettet mod yngre læsere.

En af de uventede glæder, jeg har haft med ”Mens vi endnu er her”, er, hvor mange voksne der elsker der. Der må altså være en forkærlighed for ikke-beskrivende bøger med enkle plots og let ordforråd derude.

Hvor bevidst er du om læserne, når du skriver – er der tabuer i ungdomslitteraturen, noget som du ikke selv ønsker at skrive om?

Jeg skriver for mig selv, ikke for nogen, som måske en dag kommer til at læse bogen, selv om jeg må indrømme, at jeg var så optaget af ”Mens vi endnu er her”, at jeg håbede, at andre ville føle en forbindelse til den.

Jeg respekterer de tabuer, der er, men eftersom jeg ikke selv læser ungdomslitteratur, tager jeg måske helt fejl med hensyn til, hvad de er. Jeg begrænser brugen af bandeord og seksuelt materiale. Jeg har arbejdet på en fortsættelse til ”Mens vi endnu er her”, og der er en scene deri, som er så diskret, at selv jeg ikke ved, om Miranda har sex.

Det her er næsten et anti-tabu, men ”Mens vi endnu er her” rummer ikke et positivt portræt af religion. Det ene medlem af præsteskabet, som er med i den, er ikke nogen særligt flink fyr. Det var både rart og imponerende, da forlaget ikke bad mig skrue ned for det eller få en flink præst eller rabbiner med i historien.

Verdens undergang er ofte blevet brugt i litteraturen (og andre former for fiktion) på mange forskellige måder. Den har også været med til at gøre ”Mens vi endnu er her” til sådan et hit. Hvorfor er det så fascinerende, tror du?

Selv om jeg ikke læser megen skønlitteratur, så har jeg en forkærlighed for katastrofe-historier, og jeg nyder dem også som film. Jeg kan stadig huske, at jeg læste en katastrofe-roman, hvor verden gik under, små områder med civilisation opstod, og bogens helt forsøgte at overbevise sådan en by om at lade ham bo der. Jeg tænkte på, hvordan jeg ville overbevise folk om, at de skulle lukke mig ind (jeg brugte min overvægt som argument; de kunne give mig mindre mad, og jeg ville være glad for at tabe mig, så jeg ville ikke klage).

Jeg tror, at i alle historier, der handler om problemer (og de fleste historier er om problemer af en eller anden slags), anbringer man sig selv i historien og forsøger at regne ud, hvordan man selv ville løse problemet, og om man ville være bedre til det end hovedpersonen.

Og så er det hårdt at være teenager. Jeg tror, det er betryggende at læse om teenagere, hvis livssituation er værre end ens egen.

Du har skrevet en fortsættelse til ”Mens vi endnu er her” og arbejder på endnu en bog med samme baggrund (som vi håber at se på dansk også). Er det ikke farligt at vende tilbage til det samme univers – hvordan gør du disse bøger anderledes og interessante i sig selv uden at ændre det, som gjorde først bog så god?

Allerede mens jeg skrev ”Mens vi endnu er her”, tænkte jeg på en fortsættelse, simpelthen fordi jeg ville vide, hvad der så skete. Men på daværende tidspunkt var mit forlag imod det. De gik dog med til, at jeg skrev i samme univers, så jeg skrev ”The Dead and the Gone”, som tager den samme verdensomspændende katastrofe og fokuserer på en teenagedreng i New York City, en figur, der er så anderledes fra Miranda, som jeg overhovedet kunne forestille mig. Mirandas familie er fra den øvre middelklasse uden stærke religiøse bånd i en lille by. Alex’ familie er den lavere middelklasse, gudfrygtige katolikker, i New York City.

Jeg nød virkelig at se, hvordan forskellige stedet klarede den fortløbende strøm af katastrofer. Og jeg var fascineret af, hvordan en troende person kunne forlige troen på Gud med det personlige tab.

Bogen, som jeg arbejder på lige nu, ”This World We Live In”, er en rigtig fortsættelse til ”Mens vi endnu er her” (mit forlag skiftede mening), men Alex og hans søster optræder også og bliver bragt ind i Mirandas verden. Det er risikabelt at forsøge, og vi får at se om et års tid, om det lykkedes mig at klare det.

Miranda er en stor del af styrken ved ”Mens vi endnu er her” – hvor meget vidste du om hende, før du begyndte på bogen? Var hun færdigudviklet, eller udviklede hun sig sammen med historien?

Miranda udviklede sig helt klart med historien. Da jeg først tænkte på hende, troede jeg, at hendes skødesløshed ville komme til at betyde meget, men jeg tror kun, at jeg brugte det én gang, hvor det var betydningsfuldt.

Det vigtigste for mig, da jeg først begyndte at tænke over Miranda, var, at hun skulle være en person, som jeg ville have det godt med at have i min hjerne gennem lang tid. Når jeg skriver en bog, er den stort set det eneste, jeg tænker på, og med dagbogsformatet ville Miranda komme til flytte rigtigt ind i mine tanker. Så hun var nødt til at være rimeligt klog, rimeligt underholdende og rimeligt behagelig.

Den anden figur, der var vigtig for mig, før jeg begyndte at skrive, var Mor. Jeg ville ikke have, at Mirandas mor bare skulle være hovedpersonens mor. Hun skulle være et levende menneske. Så jeg gav hende politiske holdninger, som læserne kunne reagere på.

Hvis du kunne vende tilbage til før 1970, hvor din første bog blev udgivet, hvilke gode råd ville du så give dig selv?

Det ville i al fald være interessant at vende tilbage til tresserne! Men det ville være lige meget, hvilke råd jeg gav mig selv. Jeg var 20 år gammel, da jeg skrev ”Just Morgan”. Jeg ville ikke have lyttet til nogen råd overhovedet, lige meget hvem det kom fra.

Hvilke bøger læste du selv, da du var ung – og er der nogle, som stadig inspirerer dig?

Jeg læste hele tiden, da jeg var ung, i al fald når jeg ikke så gamle film i fjernsynet (jeg lærte meget om plotstruktur og dialog af at se de film, især Warner Brothers-film fra 1930erne og 40erne).

Jeg kan stadig huske, hvordan jeg som tolvårig læste ungdomsroman efter ungdomsroman og syntes, at de var elendige, og det kunne jeg gøre bedre selv. Det er negativ inspiration, men jeg følte det meget stærkt, og det var en af de største grunde til, at min første bog var en ungdomsroman.

Den eneste forfatter, jeg kan huske, at jeg virkelig respekterede, var Mary Stolz. For nogle år tilbage bad jeg hende om tilladelse til at dedikere en af mine bøger til hende, og hun var så flink at give mig lov til det.