Interview med Morten Dürr, 2008

Af Rikke Dyrhave Nissen

Hvorfor skriver du børnebøger og ikke voksenbøger? Er det et bevidst valg eller er det bare sådan det er blevet?

Til en start var det tilfældigt. Min første bog Skodfilm fra 2004 skrev jeg efter at have læst bogen “How to write and sell your first novel”. Sådan en rigtig amerikansk spark-dig-selv-i-røven-og-skriv-bog. Det var lige, hvad jeg havde brug for på det tidspunkt. Skodfilm blev skrevet fuldstændig kaotisk og uden at tænke over, hvem læseren måtte være – eller hvor gammel. Som resultat blev bogen en mystisk blanding af voksenbog og teenageroman. Siden har jeg måtte tvinge mig selv til at sætte en alder på min læser. Og da jeg i samme periode blev far, faldt det naturligt at fokusere på fortællinger til børn. Og samtidig har børnebøger en oplagt fordel, nemlig at selv en lille novelle kan udkomme som selvstændig bog. Det er godt for en person som jeg, der ikke orker at gå i gang med den store danske samtidsroman, som tager tre år at skrive.

Hvad tricker din fantasi og får dig til tasterne?

Det er nok først og fremmest skriveprocessen i sig selv, der fører til nye historier. I perioden hvor jeg har travlt med andre ting, eller bare er doven, sker der ikke ret meget.

Hvordan er en typisk arbejdsdag for dig? Arbejder du på mere end en bog ad gangen?
Jeg skriver ikke på fuld tid, langt fra. Som regel arbejder jeg kun på en bog af gangen. Jeg kan ikke planlægge et plot, så jeg bliver altid nødt til blot at gå i gang. Der er meget spild og tyvstarter på den måde. Og meget der aldrig bliver helt færdigt.

Det er nogle alvorlige emner, du tager op i dine bøger. Sorg, mobning, frygt og ensomhed. Er det vigtigt for dig at have et budskab? Røre ved tabuemner?
Ja, utrolig vigtigt. At kunne bruge børnebogen til at røre ved emner der betyder noget, er dog snarere et privilegium end en pligt. Forstået på denne måde: på tv og ikke mindst film, som jeg beskæftiger mig meget med som filmanmelder, kan man sjældent dykke ned i de tunge emner. I hvert fald ikke, når det gælder fiktion til børn. Film og tv er per definition mainstream medier. Når jeg åbner for dansk børnetv får jeg indtrykket af, at tilværelsen er en stor mgp-fest. Det kan jeg ikke få til at hænge sammen. Men i børnebogsmediet kan vi skabe økonomisk bæredygtige produkter blot ved at sælge 500 – 1000 bøger. Det giver chancen for at lave bøger, der placerer sig udenfor mainstream, og den chance bør man gribe med kyshånd. Når jeg kigger rundt, kan jeg kun se et sted i mediebilledet, hvor man efterhånden tager barnets virkelighed alvorligt, nemlig børnebogen.

I din nye bog Hviskelegen, beskæftiger du dig med vold mod børn. I bogen vil de voksne ikke rigtig snakke om at Annas far slår. Lukker folk øjnene for f.eks. vold mod børn? Hvorfor tror du det er sådan?
Vi ligger under for billedet af, at børn er forældrenes ejendom og personlige ansvar. Og hvis forældrene viser sig at være problemet, regner vi altid med at “nogle andre” hjælper det pågældende barn. Jeg tror vi som kultur er ramt af det, man i psykologien kalder “bystander effekten“.
Altså det forhold, at man ikke evner at gribe ind, når der sker den slags overgreb. Vi kender det i hverdagen, hvor man ikke kunne drømme om, at kritisere sine venner og bekendte mht. den måde, hvorpå de opdrager deres børn. Hvor langt vil vi selv gå, hvis vi finder ud af at eksempelvis naboen er blevet alkoholiker og ikke længere yder en positiv indflydelse på sit barn. Man griber sjældent selv ind, man er jo bare naboen. Jeg savner derfor, at man påskønner, at børnenes velfærd er et kollektivt ansvar.

Hvad kan/skal man gøre, hvis man møder en pige som Anna? Hvordan hjælper man bedst?
Lovgivningen er ganske klar. Man har ganske enkelt pligt til at underrette kommunen, hvis man opdager, at et barn udsættes for “vanrøgt”, “nedværdigende behandling” eller når børnene lever under forhold der “truer deres sundhed og udvikling”, som det hedder i Servicelovens paragraf 154. Denne paragraf kender de færrest. Men i realiteten betyder det, at har man mistanke om enten vold, misbrug eller andre kritiske forhold i en børnefamilie, skal det uden tøven indberettes. At kommunerne så ikke altid handler korrekt og hurtigt når sagen skal behandles, er jo en helt anden og meget tragisk problemstilling. Hvis man kender “problemfamilien” godt, bør man jo også forsøge at gå ind i sagen personligt, men det tør de færreste.

Har du et håb om at råbe folk op med Hviskelegen?
Ja, bestemt, og med god grund skulle jeg mene. Tallene taler for sig selv. Børnerådet foretog fornylig en stor undersøgelse blandt 1.100 børn. Her viser det sig at 18% af de 11-12 årige er blevet udsat for eller truet med vold af deres forældre.

Jeg kan desværre konstatere, at vold i opdragelsen stadig er en indgroet del af vores kultur. Det kan man ikke gøre så meget ved, blot ved hjælp af en enkelt bog. Der hvor Hviskelegen kan gøre en forskel er i klasselokalet, hvor børnene har mulighed for at diskutere indbyrdes og ikke mindst klarlægge deres rettigheder. Samme rapport fra Børnerådet viste nemlig, at 20% af de adspurgte børn ikke vidste, at fysisk og psykisk vold er ulovligt. Det tal er skræmmende højt, og kan man ikke bruge Hviskelegen til andet, kan den i hvert fald tjene til at sætte børnenes lovsikrede rettigheder i perspektiv.

Du har flere gange skrevet om nogen der er usynlige. Der er Asger og de usynlige fisk og Samira i Slip aldrig Samiras hånd.
Har du selv haft en usynlig ven, da du var barn?
Nej, faktisk ikke. Men at indføje et element af noget som er usynligt for alle andre end hovedpersonen, er et godt plotelement, som jeg holder af at bruge. Jeg er nok blot fascineret af muligheden for, at der findes andet og mere end hverdagens håndgribelige realiteter.

Hvorfor er gode børnebøger vigtige?
Læsning repræsenterer efter min mening en fundamentalt anden mental proces end den som andre medier tilbyder, såsom film og computerspil. Det er indgangsvinklen til abstrakt tænkning, som børnene vil kunne overføre på andre områder. Og igen vil jeg pege på, at børnebogen er et “billigt” medie. Hvilket betyder at historierne kan være mindre mainstream og mere personlige set i forhold til film og andre medier, som er blevet til på store budgetter, hvor man derfor nødvendigvis skal have et bredt publikum i tale. Dette forhold overses tit, når man snakker om bibliotekernes prioritering af de nye medier på bekostning af den traditionelle bog. Man skal værne om børnebogen, ikke blot fordi de er bøger, men fordi de repræsenterer en udtryksmulighed, som ikke er mulig i andre medieprodukter. Men mest af alt håber jeg, at børnene læser, fordi det er spændende.

Hvad er efter din mening en god børnebog?
En spændende historier med overraskelse og personligt præg. Tættere kommer jeg nok ikke på det. Det dejlige ved børnebøger er rigdommen af genrer og udtryksmuligheder.

Kan du huske den første bog du selv læste?
Brødrene Løvehjerte. Det husker jeg, fordi min mor var begyndt at læse den højt for mig. Men da hun så skulle handle eller gøre rent, læste jeg videre selv, fordi den var så spændene. Jeg har ikke læst den siden, men har stadig forestillingen om, at det er verdens bedste bog.

Klik videre

Morten Dürrs hjemmeside
Hjemmeside for Hviskelegen
Morten Dürrs profil på børnelitteratur.dk
Fortællingen.dks anmeldelser af Morten Dürrs bøger