Fortællingen.dk

Interview af Janus Andersen for fortællingen.dk, maj 2009

Du har skrevet både letlæste bøger og romaner for børn og unge siden din debut som forfatter i 2005. I 2009 udkom den første roman for voksne. Hvad er forskellen på at skrive for børn og voksne, og har du en favoritmålgruppe?
Forskellen på at skrive for børn og voksne ligger meget i selve sprogbruget, og så er der selvfølgelig en forskel i måden, hvorpå man tager de emner op, man skriver om. Voksne kan læse noget, der er mere abstrakt, og når jeg skriver for børn, tænker jeg mere på, at de skal kunne forstå det, jeg skriver, og at de synes, det er sjovt at læse.
Jeg har ikke en favoritmålgruppe. Som læsere er børnene mere åbne og direkte i deres vurdering af bøgerne, men voksenbøgerne giver mig personligt noget helt andet som forfatter, når jeg skriver.

Er der en rød tråd i dit forfatterskab?
Den røde tråd i mit forfatterskab er, at jeg skriver, om det der lige optager mig på det tidspunkt, hvor jeg skriver. Jeg tager forskellige emner op, og på den måde hænger de forskellige bøger ikke sammen, men alt, hvad jeg skriver, er jo tanker, som jeg selv har gjort mig, så den røde tråd er nok i virkeligheden, at hver bog er en lille flig af min egen personlighed.

Du er en meget produktiv forfatter med over 20 bøger bag dig. Bliver det nemmere at vente på anmeldelser og læserreaktioner?
Det bliver nemmere på den måde, at man efterhånden får en ide om, hvad man kan forvente sig, og hvis det ikke går godt, så ved jeg som regel, at der er en ny bog på vej, og så kan jeg jo sætte min lid til, at det går bedre næste gang. Men alle bøger betyder noget for mig, og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at de bliver godt modtaget. Jeg skriver jo ikke kun for min egen skyld. Jeg skriver også, fordi jeg håber, så mange som muligt kan få noget positivt ud af at læse det, jeg skriver.

Hvilken udvikling som forfatter har du oplevet fra din første bog til nu?
Jeg har jo faktisk kun været professionel forfatter i tre et halvt år, så det er meget kort tid at se tilbage på og se en udvikling, men hver eneste bog er endnu en skriveerfaring, og jeg forsøger da hele tiden på at blive bedre til at lave plots, jeg arbejder meget med det sproglige, og så øver jeg mig på at bruge ordene af og ad de rigtige steder. Mht det sidste, så tror jeg aldrig helt, jeg lærer det. Det er som om min hjerne har en blokering der:)

Skriver du hver dag, og skriver du altid kun på én roman af gangen?
Jeg skriver så vidt muligt hver dag og aldrig på en roman af gangen. Jeg har altid gang i flere manuskripter, hvor én af dem er den, jeg bruget mest tid på. Men hvis jeg så går i stå eller har brug for en tænkepause, så hiver jeg et af de andre manuskripter frem og skriver på det. På den måde får jeg noget ned på papir hver dag, og det er en vigtig del af min arbejdsproces.

Har du hele historien på plads, før du starter på en ny roman?
Jeg laver altid en plan over bogens forløb fra start til slut, inden jeg sætter mig til computeren. På den måde har jeg altid styr på, hvor historien skal bevæge sig hen, og jeg kan koncentrere mig mere om det sproglige. At historien ofte tager en anden drejning, end den jeg oprindeligt fandt på, er en anden historie. Når det sker, sætter
jeg mig ned og skriver en ny synopse, som passer til den udvikling, der er foregået i historien.

En del af forsiderne til dine bøger er lavet af kunstneren Patrick Leis. Hvor meget har du selv at sige, når det kommer til den forside, der i høj grad er med til at sælge bogen?
Jeg er forfatter, og jeg er bedst til ord. Det gør jeg altid meget ud af, når illustratoren går i gang med sit arbejde. Det optimale for mig er, at illustratoren selv læser bogen og danner sig billeder, for det er de bedre til end mig. Selvfølgelig åbner jeg munden, hvis noget er direkte misvisende, men som regel er det ikke nødvendigt.
Jeg er så heldig at samarbejde med nogle fantastisk talentfulde illustratorer, blandt andet Patrick Leis, så jeg stoler meget på deres ideer, og jeg er faktisk aldrig blevet skuffet.

Din nyeste letlæste serie, Shinobi, er en actionpakket historie, der jonglerer med både japansk kampkunst og særlige børn på en mission. Hvor kommer ideen fra til denne serie?
Ideen til Shinobi kommer faktisk fra mine to sønner. Min ældste kunne ikke finde noget, han gad læse, og så spurgte jeg ham kort og godt, hvad han syntes kunne være fedt. Og det blev til en serie om japansk kampkunst, magiske amuletter, ninjaer og drager.

Hvilke litterære forbilleder har du?
Det er virkeligt svært at sige, hvem mine forbilleder er, for jeg forsøger bevidst ikke at lægge op af en bestemt tradition eller måde at skrive på. Jeg bliver inspireret af mange forfattere, og jeg kan endda læse en bog, som jeg synes er elendig, og alligevel have udbytte af den på en eller anden måde. Hvis man har de rigtige antenner ude, kan man få inspiration og ideer fra de mærkeligste steder. Hvis jeg skal fremhæve én forfatter, som har rykket noget i min måde at tænke skrivning på, så må det være Isabel Allende. Hun er fantastisk til at bygge et fuldkommen urealistisk univers op på en måde, så man som læser sluger det som værende realistisk, og det, synes jeg, er super interessant: At man kan “lyve” så tykt og alligevel overbevise folk om, at sådan var det!

Hvilken bog ville du gerne selv have skrevet?
Jeg går ikke og drømmer om at have skrevet Harry Potter eller Den gamle mand og Havet. De bøger, som jeg synes, er fantastiske, er netop fantastiske, fordi det er dén specielle person, der har skrevet dén specielle historie, og jeg ville aldrig selv have gjort det på nøjagtig samme måde. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke gerne ville skrive noget, der havde lige så stor succes, som de førnævnte værker, men det skal være mit eget…Og det er jo også det, jeg fuld af fortrøstning arbejder på:)