Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Jacob Tingleff: Det er gået op for mig at en velfortalt joke og en velfortalt historie grundlæggende ligner hinanden

Af Lida Wengel for fortællingen.dk, oktober 2010

Jakob Tingleff er født i 1971 i Herning. Stand up-komiker, manuskriptforfatter på f.eks Langt fra Las Vegas. Debuterer som forfatter med Englejagten, 2010

Hvorfor har du skrevet Englejagten?
Jeg skrev Englejagten af tre årsager. Dels af lyst, dels for at udfordre mig selv og dels for at kunne læse den højt for min ældste søn (nu 9 år). Under højtlæsningen, havde han adskillige, kritiske kommentarer, og jeg endte med at skrive historien om til vi begge var tilfredse. Faktisk var jeg så tilfreds at jeg præsenterede den for et forlag, og resultatet er lig den færdige bog.

Har du altid vidst at du ville skrive en børnebog?
Nej, bestemt ikke. Lysten opstod efter jeg selv fik børn.

Hvor kom ideen fra?
Jeg ved det ikke præcist, men min ældste søn fik på et tidspunkt en drømmefanger af sin mormor, og det har sikkert spillet ind. Desuden er jeg vokset op med kirkegang og søndagsskole, og jeg forestillede mig allerede dengang at englene måske var anderledes end præsten sagde.

Hvad kom til dig først? Elias eller englene eller nisserne?
Historien opstod en dag jeg var ude at løbe en tur. Jeg løb 8 kilometer og da jeg kom hjem, var alle tre elementer allerede i spil. Derefter gik jeg med projektet i baghovedet et halvt års tid, inden jeg begyndte at skrive noget ned.

Jeg synes det er et ret fantastisk univers du har bygget op, har det taget dig lang tid at skrive bogen?
Ja, det har taget to et halvt år og otte gennemskrivninger. Mest fordi jeg blev afbrudt af adskillige andre projekter og derfor måtte starte forfra, for at komme ind i stoffet igen. I samme periode har jeg således skrevet 1 onemanshow, 2 teaterstykker og 1 film, samt deltaget i en masse udviklingsarbejde på andre film og tv-projekter.

Nu er det vel ikke nogen hemmelighed, at de nisser der er med i Englejagten ikke alle er lige søde. Har du noget imod nisser eller?
Er det en julebog?

Jeg synes ikke selv at jeg har skrevet en julebog. Når handlingen er hensat til lillejuleaften er det fordi skilsmisser opleves mere present hen under jul, med alt hvad dertil hører af familieaktiviteter (og Elias’ mor og far er jo lige blevet skilt).

Har du kunnet bruge din erfaring som standupper i forbindelse med skriveriet?
Tja – det er gået op for mig at en velfortalt joke og en velfortalt historie grundlæggende ligner hinanden. Det gælder om at bruge de rette ord, i den rette mængde og i den rigtige rækkefølge – altså start, midte og slutning, uden unødvendigt fyld. Det lyder måske banalt, men det er faktisk ret svært når man står nede i gullasch-gryden.

Umiddelbart virker det som meget forskellige processer – at lave stand-up og at skrive en bog, er det det?
Skriveprocesserne er som nævnt beslægtet, men nok mest hvis man – som jeg – går meget op i indholdet af sine jokes. Der findes også komikere der leger og improviserer deres ting frem på scenen, men jeg kan godt lide at nørkle med det derhjemme, først.

Har det været sjovt at skrive bogen? Var der noget der var vanskeligt for dig?
Det har både været sjovt og hårdt. Men jeg lærte meget, så det var det hele værd.

Har du selv været med til at bestemme, hvem der skulle illustrere bogen?
Ja, jeg valgte selv Mads Themberg fordi jeg synes han er god til stemninger, i begge ender af skalaen. Og så er han en flink fyr, men det fandt jeg først ud af da det var for sent.

Har du et budskab med bogen?
Først og fremmest ville jeg gerne fortælle en god historie, men det gør bestemt ikke noget, hvis børn bagefter glæder sig over hvor meget kærlighed der er i verden, og måske tænker at nisser og engle godt kan være anderledes end først antaget. Bogen er et lille angreb på vanetænkning.

Hvem håber du læser bogen?
Så mange som muligt – og gerne som højtlæsning. Det er sådan en dejlig måde at være sammen med sine børn på.

Er du Elias?
Det føles ikke sådan.

Har du tænkt dig at skrive mere om Elias, farmor, Job og alle nisserne?
Ikke pt. Jeg har allerede den næste børnebog i hovedet, og den foregår i et helt andet univers. Jeg håber at få tid til at skrive den snart.