Fortællingen.dk

Interview med forfatteren Irene Pedersen

Af Annie Christensen for fortællingen.dk

Lige nu er du aktuel med ungdomsbogen ‘Asfalten brænder‘. Hvad fik dig til at skrive en bog om nedrivningen af Ungdomshuset og følgerne deraf?

Nedrivningen og tiden efter fyldte rigtig meget i min bevidsthed – og i mit liv. Jeg skulle pludselig overveje, hvilken vej jeg skulle cykle hjem, om jeg kunne komme hjem, om mine elever kom i skole, om deres børn kunne blive passet, eller om deres institutioner og skoler lukkede. Jeg fandt mig selv fanget mellem demonstranter og politikæder – midt i scener, der normalt finder sted i andre lande på en tv-skæm. Men denne gang var det her, og det var virkeligt, og virkeligheden var værre end det, de viste på tv-skærmen. Den fik ikke lugten med af biler og asfalt, der brændte. Jeg forstod ikke, hvad der skete, eller hvorfor det skete; hvor alt hadet og aggressionerne kom fra, og jeg vidste, at jeg måtte skrive om det for at forstå.

Du bor selv på Nørrebro. Hvor meget har det smittet af på bogen?

Rigtig meget. Nørrebro er en del af min identitet. Jeg har det under huden. Jeg bor 5 min. fra den gade, hvor jeg voksende op. Jeg kører forbi min folkeskole hver dag og det lokale bibliotek, som betød meget for mig. Det er både barndomslandet og nutiden. Da jeg var barn, var det arbejdere, der boede her. Nu er det alle mulige mennesker fra alle mulige lag i samfundet, og den blanding finder jeg interessant.

Bogens hovedperson Lau er ikke prototypen på en fra det autonome miljø. Hvorfor valgte du at placere synsvinklen hos ham?

Jeg bliver inspireret af virkeligheden. For en del år siden så jeg en dokumentarudsendelse om en ganske ung mand, der havde slået en anden ihjel af lutter angst. Han var blevet en fange af omstændigheder – og kunne ikke finde andre måder at løse konflikten på. Hans historie blev hængende hos mig og krævede at blive skrevet, og da Ungdomshuset blev ryddet, var det oplagt at kombinere de to ting, fordi jeg også her så unge, der var ude i situationer, som de ikke kunne overskue følgerne af.
Jeg valgte Lau, fordi jeg havde brug for en hovedperson, som kunne se på de autonome udefra. En, som kunne forstå lige så meget og lige så lidt, som jeg kunne. En, som var ude af sit vante miljø, løsrevet fra familie og venner. Jeg gav ham et tab, som gjorde ham ekstra ensom og sårbar, og jeg gav ham en voldsom forelskelse, der gør, at han vil gå langt for at passe ind. Det er der, kampen står: mellem gamle værdier og nye udfordringer – at min hovedperson ikke ender på samme måde som virkelighedens, skyldes dels, at han har andet med i ‘bagagen’ hjemmefra – dels min kloge redaktør 🙂

Lau står midt i et identitetsdilemma. Skal han være sammen med Naja og sætte ild til biler på Nørrebro eller holde sig for sig selv og risikere at miste hende? Hvor vigtigt er behovet for et tilhørsforhold for unge i dag?

Det er vigtigt at høre til et sted. Det har det altid været. Man definerer sig i forhold til andre ved at indgå i en gruppe – og det gør man hele livet. Enten en gruppe med nogle, der ligner en selv, eller en gruppe man gerne vil ligne – problemet opstår der, hvor gruppens adfærd kræver, at man handler i modstrid med det, man selv opfatter som rigtigt og forkert.

“Vi løber væk fra tåregassen. Mine øjne svier, og mit hjerte banker. Jeg har aldrig haft det sådan før. Jeg ser over på Naja, fanger hendes øjne og ser, at hun ingenting har glemt.”

Du leder skriveskolen Hemingway og underviser i kreativ skrivning. Hvad ligger der i det begreb?

Det er en praktisk tilgang til skrivning. Det er erhvervelsen af skriveværktøjer, så man både praktisk og teoretisk for en forståelse for, hvad man laver og kan ændre på det. I kreativ skrivning er processen i centrum. Man ser teksten som noget, der til stadighed “er på vej”.

Kan du prøve at beskrive nogle af de skriveværktøjer og arbejdsmetoder, du underviser i?

Skriveskolen Hemingway er et intensivt skriveforløb, hvor man skriver 4 timer hver dag i 3 måneder. Jeg underviser selv i de første 6 uger, hvor eleverne kommer igennem forholdet mellem form og indhold, personopbygning, synsvinkler og fortællepositioner, og ideudvikling. Eleverne skriver korte 10-20 min. skriveøvelser på stedet, derefter læser de op og får respons på teksten. Jeg gør en del ud af, at eleverne lærer både at give og modtage konstruktiv kritik, så de kan bruge hinanden efter kurset.

Har du nogen tips til, hvordan man selv kommer i gang med at skrive og udvikle sit sprog og sine ideer?

Læs en masse gode bøger og lær noget om at skrive på skrivekurser.

Kan du fortælle lidt om, hvordan du kom i gang med at skrive bøger? Har du altid ønsket at være forfatter?

Nej, jeg var læser. Jeg elsker bøger og har slugt dem, siden jeg var barn. Forfattere var nogle ophøjede væsener i en anden verden. Det var ikke noget, man drømte om at blive på Nørrebro i en arbejderfamilie i 60’erne. Det var først langt senere, mens jeg læste Filmvidenskab på Københavns Universitet, at verden åbnede sig. Jeg begyndte at skrive alt muligt: drama, radiosatire, revyer, men endte ved barndommens udgangspunkt: bøgerne og de gode historier.

Hvad er den største udfordring ved at være forfatter?

Økonomien … 🙂 forstået på den måde, at det tager tid at skrive en god bog. Tid til at samle stof, til at tænke, til at skrive forkert og om, til at føle sig frem, når man er usikker. Jeg prøver at skrive bøger, jeg gerne selv vil læse. Jeg prøver at udfordre mig selv og styre udenom de hurtige løsninger – og jeg prøver at skaffe tid i mit liv til at tænke og skrive.

Kan du huske den første bog, du selv læste? Og er der nogle af de forfattere, du læste som barn, der stadig inspirerer dig i dag?

Det er svært. Det var ikke mange bøger i mit hjem, to små hylder med klassikere. En af dem var Bech Nygaards Guds Blinde Øje. Den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg var i chok, da jeg havde læst den. At voksne kunne være så onde ved børn – oven i købet børn, der var forældreløse! I dag ved jeg bedre.

Irene Pedersen er født i 1952 og er forfatter til en række bøger for børn og unge