Fortællingen.dk

Af Maria Eriksen Britt for fortællingen.dk, juni 2010

Foto: Sif Meincke

Dansk forfatter født 1971, uddannet uddannet cand. mag. i filmvidenskab.
Ina Bruhn debuterede i 1995 med ungdomsromanen I morgen eller en anden dag.
I 2010 modtog hun Kommunernes Skolebiblioteksforenings forfatterpris

Læs anmeldelser

Du har din uddannelsesmæssige baggrund i filmens verden. Hvorfor blev det det, og ikke bogen, der blev din levevej?
Det hele startede med bøgerne. Jeg begyndte at skrive romaner før, jeg gik i gang med min uddannelse. Men jeg har altid været meget interesseret i film og teater. Jeg så vildt mange film, og jeg var glad amatørskuespiller som barn.

Da jeg så begyndte at overveje at læse film- og medievidenskab på Københavns Universitet fandt jeg ud af, at det også handlede rigtig meget om TV og mediesociologi, og det var lige det, jeg gerne ville. Jeg ville rigtig gerne beskæftige mig med TV-kultur, og derfor kom jeg også til at bruge mere tid på TV end film gennem min uddannelse.

Det er efterhånden en del år siden, du udgav din første bog (1995). Hvordan har dit forfatterskab udviklet sig?
Egentlig tror jeg mest, det for mig har handlet om ikke at udvikle sig i en bestemt retning. Film- og teaterbranchen er rigtig barsk, men til gengæld er der penge i den. Mine ungdomsbøger skriver jeg af lyst, for jeg tror, at det er enormt vigtigt, at man beholder noget skrivearbejde i sit liv, som man har det sjovt med. Ungdomslitteraturen skriver jeg helt for min egen skyld.

Ud over det, så er det nok mest min arbejdsproces, der har udviklet sig. Jeg er blevet mere og mere egoistisk. Jeg skriver det, jeg har lyst til uden at tænke på læseren eller målgruppen. Men det kan jeg jo også godt tillade mig, når jeg ikke skriver det for pengenes skyld.

Stort set alle dine bøger handler om teenagere og deres problemer. Hvordan oplevede du dine egne teenageår?
Altså, den var fin. Jeg havde det godt. Med op- og nedture som alle andre, men uden større problemer. Jeg synes, det var meget nemmere at være teenager end at være i starten af tyverne. Jeg havde nogle rigtig gode gymnasieår, hvor jeg fik virkelig gode venner. Jeg synes, det var langt sværere at være mellem 19 og 24. Der skal træffes så mange valg. Når man er barn og ung er der færre valg, men rigtig mange pligter. Når man bliver ældre er der jo ingen, der kan finde på at sige, at man skal læse fysik, hvis man er dårlig til det og ikke bryder sig om det. Men i folkeskolen skal man død og pine have både fysik og tyske verber, og man skal gøre det ordentligt uden at brokke sig. Det har man ingen indflydelse på.

Flere af dine hovedpersoner føler, at verden udvikler sig, men de er gået i stå. Tror du mange unge har det sådan?
Jeg tror, at det er et grundvilkår for alle mennesker at føle sig anderledes – også for dem, der egentlig bare passer ind. De føler sig også udenfor fra tid til anden.

Vi lever i et samfund, hvor det er nemt at udgive sig for at have tjek på alting, og det gør det endnu sværere at leve op til. Vi er meget fokuserede på, at vi skal fremstå som veludviklede og afbalancerede mennesker, og hvis vi ikke er i stand til det, så må vi sendes til psykolog. Vi skal kunne præsentere en god karriere og et tilfredsstillende privatliv.

Samtidig har vi også et samfund fuld af muligheder. Reality programmernes indtog har gjort, at børn og unge kun ser muligheder og ingen begrænsninger. Hvis man har en drøm, skal man bare gå efter den – på godt og ondt.

Jeg var selv helt vild med TV-serier, da jeg var ung, men jeg kunne aldrig få den tanke, at jeg kunne blive manuskriptforfatter. Det var jo vildt urealistisk. Men det er helt anderledes i dag.

Et tilbagevendende tema er tiden. Ofte skriver du om, hvordan tiden stjæler fra de unge og gør alting mere kompliceret. I mange af dine romaner bliver tiden nærmest en mod- eller medspiller for dine hovedpersoner. Hvad er det med dig og tid?
Jamen, jeg synes jo, det er frygteligt som tiden går! Jeg har nok lidt sentimentale og nostalgiske træk, og det har mine hovedpersoner også. Mange af mine hovedpersoner kan være melankolske og blive arrige, fordi tiden forandrer deres venner og kærester, og får dem til at bevæge sig videre i livet, men uden at hovedpersonen nødvendigvis føler, at det samme sker for dem.

Mange hovedpersoner er drenge. Kan du bedre forholde dig til dem end til teenagepiger?
Jeg ved det faktisk ikke. I begyndelsen, da jeg startede med at skrive, tror jeg at det var nemmere for mig med drengene. Det var lettere at gøre alting sort/hvidt, fordi jeg havde begrænset viden. I de senere bøger tror jeg bare, det er tilfældigheder, der har gjort, at jeg har valgt drenge. Men i min næste bog er hovedpersonen en pige.

Når du skriver til film og TV er det enten til en yngre eller ældre målgruppe. Hvad med ungdoms-TV?
Der er ikke ret meget fiktion for unge i TV, fordi der ikke er nogen penge til den slags i branchen. Det er en smal målgruppe, og TV-stationerne er simpelthen bange for at miste penge på det. ”Øen” var oprindeligt tænkt til en ældre målgruppe. Pilotafsnittet blev lavet med unge mellem 19 og 24 år, og det foregik på en højskole. TV2 syntes, det var en super ide, men målgruppen skulle være yngre. Det skulle ligge sammen med deres øvrige børneflade lørdag formiddag.

Med ”Vilde veje til øen” tog du dit arbejde fra filmens verden med over i dit forfatter-liv. Hvordan brugte du de to i forhold til hinanden?
Vi var to manuskriptforfattere, Ida-Maria Rydén og mig selv. Vi havde meget få ressourcer – otte børn og to voksne – så vi havde brug for veldefinerede og markante personligheder og for nogle alvorlige historier i personernes fortid, som vi langsomt kunne afsløre. Det betød, at vi lavede et kæmpe karakterarbejde inden, vi gik i gang med at arbejde på plottet. Derfor var det en vildt nem og nærmest oplagt opgave bagefter at skrive deres historier. Men det var også ret svært at skrive noveller, for jeg følte, at det var en hel masse opstart, lidt midte, og så en afslutning – og så forfra igen. Men det var sjovt at prøve!

Du har bragt genrerne i samspil igen med genstart-serien, der har haft TV-serien som model. Hvordan har det arbejde været?
Vellykket! Og det var vildt fedt, fordi man med tre forfattere og en forhistorie kunne udgive en kæmpe historie på meget kort tid. Og faktisk var det rigtig nemt for mig at arbejde med. Jeg havde brug for gode karakterprofiler og omgivelser, som kunne kaste selvstændige historier af sig. Og så skulle der skabes nogle holdbare undergrundsmiljøer. Det gik forbløffende nemt, men selvfølgelig blev der lavet en del om på f.eks. kapiteloversigterne og på mange detaljer, da de to andre forfattere kom på.

Mattæus er på en gang en meget typisk hovedperson i forhold til dig, men også helt anderledes. Sammenlignet med dine andre bøger, kan man tydeligt mærke, at han deler fokus med en højere magt. Man dvæler langt mindre ved hans problemer. Hvordan var det at arbejde med ham?
Det var sjovt at skrive to bøger med den samme hovedperson lige efter hinanden. Særligt fordi, der jo faktisk gik halvandet år mellem dem i forhold til bogens verden. Mattæus modnedes meget gennem serien, synes jeg. Det kan man f.eks. se i forhold til hans accept af forældrenes skilsmisse. Han bliver også en bedre ven, i min anden bog om ham, særligt over for Liv. Men i det hele taget har han nogle meget mere voksne ræsonnementer, og han finder sig ikke i uretfærdigheder.

Holder du mindre af ham, end af dine andre hovedpersoner?
Nej, men jeg kan godt mærke, at bøgerne er skrevet hurtigere. Normalt bruger jeg i nærheden af tre år på en bog, og det er jo slet ikke tilfældet med ”Genstart”-bøgerne. Så mit forhold til ham er nok mindre intimt. Men gennem bøgerne bliver han mere ansvarlig og bedre til at gennemskue folk, og det holder jeg meget af ham for.

”Min fucking familie” er ganske anderledes end det, du ellers har skrevet. Hvor kom den historie fra?
Altså,. Jeg ved det faktisk ikke. Mine ideer dukker ligesom bare op. Men med denne her var det lidt en ide til en film. Og i filmens verden skal alting være meget større og mere sort/hvidt. Og så fik jeg ideen til den der onde slægt, kombineret med tanken om en meget kort og intens tidsperiode

Venskab et stærkt tema i dine bøger, men også her falder Kristoffer og ”Min fucking familie” uden for. Hvorfor?
Tja, sådan var det bare. Jeg ved det ikke rigtig. Men venskabet kommer stærkt tilbage i min næste bog.

Al den ondskab! Bogen stiller mange spørgsmål om arv/miljø. Hvordan har du det selv med det?
Det er et rigtig godt spørgsmål!

Grundlæggende tror jeg på, at alt kan forbedres, og alt kan fuckes op, men jeg tror bestemt også, at man er født med rigtig mange ting. Om man så skal kalde det personlighed, hjerne eller sjæl, ved jeg ikke. Men jeg tror, en hel masse af ens personlighed er bestemt allerede inden, man bliver født. Kristoffer har så bare bestemt, at det er ondskaben, der dominerer.

Transseksualiteten giver ham en form for magt over det, han ikke kan gøre noget ved. Kønsskifteoperationen, som han brændende ønsker sig, kan tages som et udtryk for, at han kan fjerne noget af det, han er født med – altså ondskaben. Han bruger også den magt i forholdet til barndomsvennen, hvor han beslutter, at det slet ikke var Kristoffer (barndomsvennen), der rejste, men Nina (Kristoffers fødenavn).

Kristoffer får også en form for magt gennem sin seksualitet i og med, at han som dreng eller mand ikke kan reproducere sig. Derfor dør slægtens ondskab med ham, og det giver ro og afklaring til sidst.

I maj modtog du Kommunernes Skolebiblioteksforenings forfatterpris for dit forfatterskab, og særligt for ”Min fucking familie”. Det er din første pris, som forfatter, selv om du har været beundret af mange i mange år. Hvad har det betydet for dig?
Først og fremmest har jeg bestilt en rejse til Bali…

Ej, for mig handler det om, at gøre noget særligt, som jeg vil huske. Den aller første gang, jeg fik penge fra noget skrivearbejde, købte jeg noget særligt, og det gør jeg så også nu. En drømmeferie!

Men ud over det, så føler jeg, at jeg det sidste år er kommet ind i børnelitteraturens verden, hvor jeg egentlig aldrig har været før. Prisen ligger jo i forlængelse af, at jeg på et år har udgivet tre titler. Det har også ført en masse besøg på forlaget, receptioner og sådan noget. Og det har bare været fedt! Særligt fordi, det har været et lorte-år i filmbranchen…

Det at få en pris i skolebibliotekssammenhæng betyder også noget helt særligt, for det er jo der, brugerne er. At få hæder af skolebiblioteker eller folkebiblioteker er den største ære, føler jeg.

I forbindelse med prisen er ”To skridt of et lysår” blevet genudgivet, og du har rettet den lidt til. Hvordan var det at sidde med sit eget værk mellem hænderne igen?
Det var rigtig rart. Jeg havde helt ærligt kun lyst til at ændre meget lidt, det var kun at file på knasterne. Handlingen, følelserne, hjertet og karaktererne er fuldstændig intakte. Det havde jeg slet ikke behov for at ændre på.

Men jeg har skrevet nogle mobiltelefoner og iPODS og sådan noget ind, så det passer med tiden. Og jeg har også filet lidt på sproget. Særligt hovedpersonen talte nogle gange lidt gammeldags og omstændigt, så det har jeg rettet til.

Hvad kan vi forvente fra dig i fremtiden?
Der kommer til at gå et stykke tid, inden der kommer noget nyt fra mig, men jeg er i gang.

Det bliver en helt ny genre for mig. Det bliver noget, der udgiver sig for at være realisme, men ikke er det. Der er noget skjult eller hemmeligt. Noget der skal opklares – eller afsløres…

Jeg tør også godt at sige, at på overfladen handler historien om en ung pige, der har mistet sine forældre, og derfor er hun helt alene i verden, da hun skal starte i gymnasiet, men det er ikke hele sandheden…

Jeg håber, at bogen udkommer i første halvdel af 2011, men nu må vi se, hvordan det hele udvikler sig.

Hvad er en god ungdomsbog?
Puha!

Det er en, hvor underholdning og udfordring er vægtet lige meget, og rammer den helt rigtige balance mellem identifikation og fascination. Man skal kunne identificere sig med personerne, men man skal også være fascineret af dem. En af delene er ikke nok!

Samtidig skal der også være en sproglig udfordring. Sproget skal bidrage til bogens kvalitet og til læseoplevelsen.