Fortællingen.dk

Interview af Astrid Næraa

Hvordan fik du ideen til din nyeste fantasyroman “Det Levende Sværd?”
Det er altid virkelig svært for mig at spore, hvor idéerne egentlig kommer fra. Pludselig er de der bare. Her var det nok noget med, hvordan en konge rent praktisk finder en helt modig nok til at stille sig op og slås mod en drage. Og så dukkede den der amazonekriger op som sendebud – det er en figur, jeg altid har fundet ret interessant – og så udviklede det sig derfra.

Som læser kan man føle sig tættere på en af personerne i en bog end andre. Én, man føler sig mere nært beslægtet med. Har man det også sådan som forfatter med de personer, man skaber?
Jeg kan godt have det sådan, at nogle af personerne ligner mig mere end andre – at jeg måske forstår dem nemmere, men jeg ved ikke, om jeg dermed føler mig ”tættere på” dem. Jeg er ret optaget af alle mine personer – også dem, der måske opfører sig på en måde, jeg slet ikke selv ville optræde på. Deres bevæggrunde og følelser interesserer mig lige så meget som de mere ”velkendte” figurer.

Hvordan var det at arbejde med Erianns i begyndelsen meget korte sætninger og lidt unuancerede sprog?
Det var en af de udfordringer, jeg satte mig med denne bog – at hovedpersonen kun havde hovedsætninger til sin rådighed i begyndelsen. Den tone var faktisk forbløffende nem at ramme – og jeg havde det forrygende sjovt med at lade hende afsløre sig selv i måden, hun udtrykker sig på – og i alt det, hun ikke siger.

Du har før beskæftiget dig med udviklingen fra hård krigerkvinde til en mere blød, åben, men samtidig stærk kvinde. Hvorfor synes du, at lige denne udvikling fortjener et gensyn?
Alle mine historier handler om udvikling, og jeg synes, der er en yderst interessant problematik, der kan personificeres med krigerkvinden: Hvordan være en aktiv, udadrettet, handlende kvinde uden at gemme det følsomme, bløde, feminine væk? Eriann i Det Levende Sværd er en ekstrem, der har sin modpol i den smukke prinsesse Sofia, der bare er nødt til at sidde passivt og vente på sin redning. Ingen moderne pige/kvinde ønsker vel at leve i ekstremerne – men hvad så? Den krigerkvinde er sådan en skøn arketype, så hende bliver jeg da muligvis aldrig færdig med …

Når du skriver dine bøger, er du så meget bevidst om, hvem du skriver til? Tænker du f.eks. på, at læseren har en bestemt alder og køn?
Min erfaring er, at det er umuligt at generalisere og sige ”en 10-årig er sådan og sådan og kan lide en historie, der handler om det og det”. Jeg har lige talt med en mor, der har læst Sikkas Fortælling op for sin syv-årige søn, der var begejstret. Og øh … var det ikke en ungdomsbog? Derfor giver det ikke rigtig mening for mig at tænke andet end, at ”den her historie er for mennesker, der vil synes om at læse den”. Jeg er med andre ord meget mere optaget af historien – at få fortalt den på en måde, der virker rigtig og ren – at få den forløst. Jeg tænker, at hvis det projekt lykkes (sådan mere eller mindre), så har historien forhåbentlig nogle kvaliteter, der vil gøre, at den finder sine læsere uanset alder eller køn.

Hvad er det, der er så interessant ved at skrive bøger til børn? Får du aldrig lyst til at prøve en anden målgruppe?
Jeg havde en periode midt i tyverne, hvor jeg gik og forestillede mig, at nu var jeg jo selv voksen, og så måtte jeg da se at skrive for voksne. Problemet var, at det, jeg skrev i den periode, ikke var særlig godt. De historier, jeg virkelig havde på hjerte, var historier, der i hvert fald umiddelbart virkede, som om de var til børn. Så jeg lærte at følge historierne – at gå med dem og ikke ville have dem til at være noget andet, end de er – men hvis nogle af dem på et tidspunkt viser sig at være voksenhistorier, ja, så skriver jeg nok for voksne også.

Du har efterhånden været forfatter i en del år nu, hvordan kan du blive ved med at få nye ideer?
Jeg oplever ikke, at mit forråd af idéer ”bliver brugt op” i takt med antallet af udgivne titler. Tværtimod. Mit problem er at få tid til at skrive alle de idéer, jeg har.

Du har også skrevet teaterstykker, bl.a. “En farlig ven”, der handler om anoreksi. Hvordan var det at arbejde med et så alvorligt og realistisk emne?
Jeg sagde ja til at skrive om spiseforstyrrelser, fordi jeg syntes, at det var en problemstilling, jeg kunne forholde mig til via nogle erfaringer med bl.a. en venindes anoreksi. Men følelserne er jo de samme, om man nærmer sig dem i den realistiske genre eller den fantastiske – og selve stykket, jeg skrev, indeholder en del fantastiske elementer – det er slet ikke strengt realistisk. Jeg kunne faktisk ikke få det til at fungere som ren realisme – det er jeg vist bare ikke så god til.

Hvad er forskellen på at skrive inden for den realistiske og den fantastiske genre? Kan en eventyrroman fortælle noget, som en hverdagshistorie ikke kan?
Jeg forestiller mig ikke, at den fantastiske genre kan sige noget, som den realistiske ikke kan – eller omvendt. Personligt har jeg bare MEGET lettere ved at nærme mig det, jeg gerne vil undersøge og fortælle om, hvis jeg skriver i den fantastiske genre. Sådan er det ikke alle der har det – heldigvis – for vi skal da have bøger i alle genrer.

Hvordan har du det med at læse anmeldelserne af dine bøger? Er du god til at modtage kritik?
Jeg bliver da glad, hvis jeg føler, at en anmelder har ”set” noget, der var vigtigt for mig og synes om det – men nogle gange kan en kollegas eller en vens eller en 12-årig læsers mening være meget mere betydningsfuld for mig. Jeg synes selv, at jeg er blevet bedre til at modtage kritik med tiden – måske fordi jeg egentlig synes, at jeg har kunnet lære noget af den kritik og de negative anmeldelser, jeg har fået.

Hvilken betydning har det haft for dig personligt og fagligt at vinde så flotte priser? Føler du, at der er øgede forventninger til dig?
Den anerkendelse, der ligger i at få en pris, har stor betydning for mig. Jeg bliver altid så glad over, at der er nogen, der læser og værdsætter min historier, men jeg føler ikke selv, at det giver øgede forventninger til kommende værker. Jeg får jo prisen for noget, jeg allerede har ydet.

Hvordan er en normal hverdag skruet sammen for dig? Er det svært at finde tid eller inspiration til at skrive?
Jeg har mand, tre børn, hus og bil, så min hverdag er meget lig enhver anden børnefamilies – bortset fra at jeg ikke pendler til og fra arbejde. Når jeg ikke skal ud og holde foredrag eller andet, sætter jeg mig ned og skriver – som regel fra 9 til 15. Så skal den yngste hentes i børnehaven. Det kan tage lidt tid at komme tilbage til en roman, hvis jeg har haft en pause, og det kan godt være frustrerende, men sådan er mine vilkår i disse år. Jeg nyder det, jeg får på en masse andre planer – og jeg kan se, at mine kolleger med større børn sætter arbejdstempoet op, så det kan jeg jo se frem til 🙂

Hvilke bøger læste du selv, da du var barn?
J.R.R. Tolkien, H.C. Andersen, Astrid Lindgren, Halfdan Rasmussen, Grimms eventyr, Ursula le Guin, Knud Holten, C.S. Lewis, Charles Dickens og samtlige hestebøger, mysteriebøger, krimier og historiske romaner, jeg kunne finde på biblioteket. ”Tøsebøger” var jeg ikke til, og jeg var heller ikke specielt vild med realistiske bøger – med nogle enkelte undtagelser som f.eks. Spørg bare Alice.

Cecilie Eken er født i 1970 og debuterede som 23 årig med Troldmandens Søn.
Cecilie Eken har to gange modtaget Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger og har også modtaget andre hædersbevisninger for sit forfatterskab

Besøg hendes hjemmeside
Læs anmeldelser
Læs mere om Cecilie Eken