Fortællingen.dk

Interview af Maria Britt Eriksen for fortællingen.dk, maj 2010

Illustratoren Birde Poulsen er født i 1953. Hun er uddannet fra Skolen for Brugskunst og har illustreret mere end 50 billedbøger og har illustreret letlæsningsbøger, postkort, pegebøger og bogforsider.
I 1998 modtog hun Kulturministeriets illustratorpris

Hvordan begyndte du at tegne?
Jeg har altid tegnet dyrene og landskaberne som omgav mig. Der var ikke rigtig nogen legekammerater, så jeg havde masser af tid til at tegne, og min mor købte hvidt indpakningspapir i metervis til mig.

Jeg har altid vidst, at det var det, jeg ville. Efter gymnasiet rejste jeg til Færøerne og malede akvareller, og det bekræftede mig i, at det var den rigtige vej for mig at gå. Tilbage i Danmark søgte jeg ind på skolen for brugskunst, og jeg kom ind i første hug.

Der fik jeg en grundig tegneuddannelse. Vi tegnede dagen lang, men vi fik ingen bundne opgaver. Man kan nok diskutere fordele og ulemper ved den måde at undervise på, men jeg synes, at de unge kunstnere tegner for lidt i dag. Samtidig havde det nok været en hjælp for os, hvis vi havde lært noget om at levere en bestemt type opgave.

Da jeg var færdig, fik jeg et barselsvikariat på Hvidovre Hospital som medicinsk illustrator, hvor jeg tegnede diagrammer og sådan noget. Det, sammen med at jeg underviste i tegning på aftenskole, gav mig nok penge til at holde fast i illustrationen, selv om der gik omkring seks år, fra jeg var færdiguddannet og til jeg illustrerede min første billedbog.

Du voksede op på landet, omgivet at ”bondegårdsdyr”. Hvorfor tegner du så så mange løver, isbjørne, aber og krokodiller?
Krokodillen startede egentlig som bestillingsarbejde, men jeg har også en stor forkærlighed for dyr, der kan opføre sig som mennesker. Bjørne, mus og tudser er rigtig gode. De kan let få hænder og fødder og så videre.

Er alle dyr lige nemme at tegne?
Nej, bestemt ikke! Jeg vil helst tegne dyr, jeg kender, og som jeg ved, hvordan ser ud hele vejen rundt. Det skal også helst være dyr, jeg kan lide at tegne. Jeg er ikke så god til fugle, de bliver sjældent rigtig gode, synes jeg.
For at kunne tegne et dyr godt, skal man kende det som sin bedste ven. Man skal kunne føle dyrets følelser. Men derudover afhænger det jo også meget af teksten.

Hvad er dit ynglingsdyr?
Elefanter! Og zebraen er også et dejligt dyr at tegne. Men jeg holder altså også meget af ”menneske-dyr”, altså dyr der kan gå på to ben.

I ”Dyrenes sprog” er der nogle billedserier med dyrs udtryk. Hvordan forberedte du dig til sådan en tegning?
Først og fremmest snakkede jeg rigtig meget med Bent Jørgensen, som var forfatter på bogen, og han var meget aktiv i skitsefasen. På den måde, var han en uvurderlig hjælp.

Meget af det ved man også i forvejen, og noget af det fik jeg i forlæg – altså han forklarede mig, hvordan det skulle være. Og så rettede han en hel del. Det var utroligt spændende at arbejde sammen med ham, han havde den mest smittende entusiasme. Jeg ville ønske, jeg skulle lave flere bøger med ham!

I ”Pibetrolden” udforsker du andre væsner som grovædertroldene og havheksen. Det viser en anden og meget spændende side af dig. Kommer vi til at se mere af den slags i fremtiden?
Ja, det kan da godt være. Det var rigtig sjovt og spændende at arbejde med de væsner.

Historien blev oprindeligt udgivet i en antologi af DR. Jeg var på ferie med familien og hørte historien på bånd og blev helt vild med den. Jeg kontaktede Kåre Bluitgen, som havde bidraget med historien og spurgte, om vi ikke skulle lave den om til en billedbog. Det vidste han vist ikke lige, hvad han skulle synes om, men han gik med på ideen. Det gjorde DR desværre ikke, men det lykkedes os at overtale Gyldendal til at udgive historien. Og det er jeg rigtig glad for, for det var en fantastisk oplevelse at lave den bog sammen med Kåre.

Det er tydeligt at se, at du bedst kan lide at tegne dyr med personlighed. Gjorde det det svært at tegne dyrene til Æsops fabler, hvor hvert dyr kun skulle tegnes en gang?
Det var helt sikkert langt sværere end mange af de andre illustrationsopgaver, jeg har fået. Det er nemmere eller bedre med f.eks. tudse og spidsmus, som jeg kender ud og ind. Tudse er simpelthen noget af det bedste at tegne. Måske derfor var tudsen i Æsops fabler heller ikke helt så svær at tegne.

Men jeg synes stadig, det er svært at tegne. Selv efter så mange år skal man være heldig og have en god dag.
Ser du mest dig selv som Tudse eller Spidsmus?

Uha… Sally (Altschuler) er så vims, så jeg kan kun være Tudse. Sally har så mange armbevægelser og kan blive vildt sur, men også være så god så god. Jeg er mere langsom i det. Men Sally er ikke gnaven, som Spidsmus kan være!

Hvad er det med dig og røde katte?
Jeg elsker katte. Og jeg har faktisk selv en rød kat. Men jeg havde også engang en tegnelærer, som sagde, at man tegner det, man selv er. Det er den røde kat måske et eksempel på?

At tegne dyr er uden tvivl din lidenskab, men du kan også noget helt særligt med vand. Hvor kommer det fra?
Det kommer helt sikkert fra Færøerne. Dengang jeg boede deroppe tegnede jeg landskaber og masser af vand. Det er så smukt med lyset og vandet og tågen og regnen.

I dag nyder jeg også at male landskaber i akvarel. Det bruger jeg faktisk en del tid på, når jeg skal forkæle mig selv. Så tager jeg i sommerhus og sidder i naturen med mine akvareller.

Hvordan foretrækker du at samarbejde med en bogs forfatter?
Jeg vil helst have masser af samarbejde. Forfatteren må rigtig gerne se mine skitser og ligesom spille med i processen. Det er meget sjældent, jeg er uenig i en forfatters betragtninger, for jeg ser det bare som friske øjne, der kan være med til at skabe sammenhæng mellem ord og billede.

Et eksempel på et samarbejde, hvor forfatteren og jeg virkelig bidrog til hinandens arbejde, er ”En kat kan ikke danse tango”. Bjarne Dalsgaard Svendsen havde skrevet en historie om en kat, der gerne ville lære at spille tuba. Men en tuba syntes jeg var kedelig at tegne – sådan en kunstig blank tingest. Og så endte han historien med, at katten skulle spille i et symfoniorkester med masser af publikum. Oh skræk, det ville være et kæmpe arbejde at tegne og meget, meget kedeligt. Jeg foreslog derfor, at katten skulle lære at danse tango (med et hint til sangen), og at dyrene skulle blive ude i naturen, ikke noget med at gå ind i nogen danseskole eller dansesal.

Når du selv skriver teksten til en bog, skaber du så som forfatter eller illustrator?
Det er som illustrator. Egentlig synes jeg jo slet ikke, mine bøger behøver tekst, så den kommer bagefter.

”Den lille måge og skyggen” blev til, fordi min datter spurgte, hvad en skygge egentlig er, og så havde vi en måge, der flyttede ind på vores altan.

Hvis du ikke havde været illustrator i dag, hvad tror du så, du havde lavet?
Da jeg gik i gymnasiet tænkte jeg, at jeg skulle lave noget fornuftigt. Men helst noget med at tegne. Så jeg overvejede at blive arkitekt, men det er jo egentlig heller ikke så fornuftigt, for det er jo også en usikker branche. Jeg kunne også godt lide kemi, men tegningen overskyggede det.

Hvis jeg ikke var kommet ind på skolen for brugskunst var jeg nok blevet pædagogisk medarbejder på et fritidshjem. Jeg havde et vikar job på et tidspunkt, som jeg var rigtig glad for.

Hvad drømmer du om at illustrere?
Jeg elsker nat. Og vand. Og himmel.

Når man skal illustrere, får man tit at vide, at det er et dyrt antal sider, det er et dyrt format, eller det er noget dyrt papir. Dyrt dit og dyrt dat! Så hvis man skal tale om, hvad man drømmer om, så skal det ikke kun være ubegrænsede muligheder inden for motiv, men også med hensyn til materialer og omfang og alt muligt andet.

Men det skulle naturligvis være noget med dyr. Zebraer måske.
Og himmel og vand og noget nat!

Jeg var ude på en skole og holde foredrag for et par år siden, og så var der en lille pige, der spurgte, hvordan jeg havde fået døgnfluen Liva til at lyse. Det var bare sådan et godt spørgsmål og helt utroligt godt set af den lille pige. For det er jo netop det, natten kan. Den kan få ting til at lyse.

Ud over det føler jeg mig faktisk ret heldig. Jeg har fået lov at lave mange spændende bøger, og jeg har virkelig gode forfattere at arbejde sammen med. ”Striber, striber, striber” var f.eks. en bog, jeg selv spurgte Kåre (Bluitgen), om han ikke havde lyst til at lave sammen med mig. Jeg ville så gerne lave noget om zebraer, for det er en grafisk meget smukt dyr. Og den var Kåre heldigvis med på, og det var en fantastisk bog at lave.

Hvad er en god børnebog?
Når jeg kan lide billederne! Det er dem, jeg læser. Der kan man se handlingen, så hvis den visuelle handling er god, så er resten af bogen det nok også.

Når jeg læser op for mit barnebarn, kan jeg også mærke, at det er rigtig vigtigt med en god tekst. Den skal ligge godt i munden. Og så er det altså rigtig sjovt at læse direkte tale, så man kan lave stemmer og adoptere teksten.

Det er også vigtigt med gode billeder, der sætter mere i gang. Billederne må gerne sige noget forskelligt til børn og voksne. Og så må de rigtig gerne have små sidehistorier, så man ikke er færdig med bogen, bare fordi man har læst den en enkelt gang. Det kan jeg godt lide.

Og så er det vigtigste vel at huske på, at de historier man husker, er de gode!

Nyd flere af Birde Poulsens illustrationer her