Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Wolf Erlbruch: And, Døden og tulipanen

Emner: , , , , , • Se alle anmeldelser af: Wolfgang ErlbruchUdskriv anmeldelsen • 17. august, 2007

And, Døden og tulipanenEn smuk, enkel, nødvendig og universiel historie om livet og døden.

Der er skrevet lange, lange bøger om døden. Og angiveligt har Wolf Erlbruch også brugt masser af tid og plads på at skrive om emnet, før han har kogt alle sine tanker ned til denne superflotte billedbog.

Historien handler i al sin enkelhed om And, der længe har haft en underlig fornemmelse – nogen følger efter hende, og da hun endelig spørger hvorfor, viser det sig, at skikkelsen er Døden. Den sørger for at holde sig i nærheden, hvis nu der skulle ske en af de ting, som livet udsætter alle levende ting for. And er naturligvis lidt utryg til at starte med, men den pudsigt klædte, lille Død er faktisk ganske charmerende, og det bliver starten på et særligt, omend kortvarigt venskab.

De to bevæger sig rundt i et enkelt, men eminent grafisk univers, hvor billederne fortæller mindst lige så meget af historien som teksten. Jeg har et svagt punkt for Wolf Erlbruchs tegninger, men det her er ganske uovertruffent. Det er en bog, man kan tage frem igen og igen for blot at nyde illustrationerne. Samtidig er det en bog, der er uendeligt svær at anmelde, for den et eller andet sted er så stor. Historien rækker vidt, og tabuet omkring døden er voldsomt, men Erlbruch får det til at virke så enkelt.

Enkelheden narrer naturligvis, for historien kommer under huden på læseren og bliver ved med at rumstere i lang tid. Tekst og billeder går så gnidningsløst op i en højere enhed, at man gerne tror, det har taget forfatteren årevis at sammensætte værket. Denne bog burde gives til alle, som tror, at billedbøger kun er for børn, at de ingen kant eller dybde har. Lader man sig ikke påvirke af And, Døden og tulipanen, har man ingen sjæl.

Wolf Erlbruch: And, Døden og tulipanen. Oversat af Christel Amundsen. Høst, 2007. Forside: Wolf Erlbruch. Originaltitel: Ente, Tot und Tulpe

Nyd en flot, fransk Wolf Erlbruch-hjemmeside her

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Én kommentar »

  1. […] nuvel, jeg fik også noget mere værdifuldt med hjem Wolf Erlbruchs And, døden og tulipanen. Jeg måtte stå i kø et stykke tid, men så fik jeg også mit eksemplar signeret og illustreret – […]

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)