Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Ulf Stark & Markus Majaluoma: Mirakeldrengen

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Markus Majaluoma, Ulf StarkUdskriv anmeldelsen • 29. oktober, 2006

Ulf Stark & Markus Majaluoma: MirakeldrengenMorsom og sød historie om fantasi… fantasi, fantasi, fantasien er god.

Jeg kunne så godt tænke mig at møde Ulf Stark. Hvis jeg gjorde, ville jeg give ham en krammer og nive ham kærligt i kinden, for hans historier gør mig altid i så godt humør. Som nu med Mirakeldrengen. Jeg er ret sikker på, at historien handler om Ulf Stark selv, og autentiske historier er da de bedste.

Hvis man ønsker sig noget nok, får man også styrken til at lade det gå i opfyldelse. Måske lyder det lidt new age-agtigt, men jeg tror nu, at den er god nok. Ulf er for lille til at lege med storebror og venner. Eller strengt taget er han vist bare for lille til at blive set sammen med dem. Så de tager af sted til det store cykelløb med cykelhjelme og udsigten til røde pølser.
Det er altså heller ikke heldigt. Ulf har denne vane med at gå vild eller glemme vigtige ting, som hvad hans far hedder eller vejen hjem. Derfor får han strenge formaninger om at holde sig inde på matriklen, da forældrene går en tur. Således udstyret med hockeyhjelm og en hemmelig æske fuld af tegneserier om Superman, Batman og Fantomet indser Ulf, at han vist har visse fællestræk med superheltene. Alene den halvstramme røde pyjamasdragt leder tankerne hen på den identitet, som han nu springer ud som: Mirakeldrengen. Det mirakuløse består i, at Ulf nu ikke længere kan fare vild, men kan banke storebroren og i øvrigt vinde alle cykelløb. Og det er faktisk ikke så lidt.

Med sin nye identitet som Mirakeldrengen når Ulf langt over skyerne – altså helt bogstaveligt, men alligevel går det ikke helt som forventet, og selv en Mirakeldreng kan blive lidt i tvivl om geografien…

Illustrationerne, der dokumenterer Ulf som Mirakeldrengen, sprudler og sprutter af humor og energi ligesom historien, der vil finde et publikum, som hylder fantasien og kan huske, hvordan det var at være et barn eller måske selv er et ægte et af slagsen.

Ulf Stark: Mirakeldrengen, illustreret af Markus Majaluoma. Oversat af Nila Hartmann. Gyldendal, 2006. Forside: Markus Majaluoma. Originaltitel: Mirakelpojken

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.