Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Ulf Stark: Guldhjertet

Emner: , • Se alle anmeldelser af: Ulf StarkUdskriv anmeldelsen • 27. december, 2006

Ludvig er vildt forelsket i Katarina, men hvordan viser han sin udkårne, at det er ægte kærlighed?

Ludvig er en dreng på 12, som flittigt øver på flygelet i Henningsens klaverbutik hver dag efter skoletid. Han skal snart deltage i en stor musikkonkurrence, så det er vigtigt, at han får øvet sig.

Hans liv tager sig en uventet drejning, da han en dag bader sammen med to af sine gode venner ved søen. Her møder han pigen Katarina. I den kåde leg ved vandet taber Katarina sin halskæde med et guldhjerte. Hun har samtidigt også tabt sit hjerte til Ludvig. Han påtager sig straks helterollen og finder hjertet til hende på søens bund. Han forelsker sig hovedkulds i hende og spørger, om de skal komme sammen. Hun udfordrer ham ved at svare, at han først skal vise, at han virkeligt holder af hende!

Nu indledes den store prøvelse for Ludvig, for hvordan skal han få Katarina overbevist om, at han er seriøs? Inspireret af det spirende kærlighedsforhold mellem sin mor og spillelærer Henningsen forsøger han sig både med blomster og en invitation til Harrys grillkiosk, hvor de skal spille flipper. Katarina er stadig ikke tilfreds, og han forsøger sig efterfølgende med flere andre kreative gaveidéer.

Ludvig gennemgår en følelsesladet tid, hvor det nyfundne kendskab til det andet køn påvirker hans hverdag såvel som hans vigtige klaverøvelser. Som i alle gode bøger om kærlighed, finder han selvfølgelig vejen til sin piges hjerte.

Guldhjertet er en lille bog med en stor historie om den første, ubetingede kærlighed. Den er gribende, og det er fascinerende, hvordan Ulf Stark formår at få denne historie om to unge og deres møde til at udgøre dette storladede drama. De mange sproglige dobbeltheder og et rigt billedsprog er kræs for den analytiske (og voksne) læser.

Det er en historie fyldt med kærlighed på flere planer, og som griber i hjertet på læseren. Man kæmper sammen med antihelten Ludvig, som skal så mange ubarmhjertige afslag igennem før den endelige åbenbaring viser sig.

Bogen er efter sigende skrevet efter inspiration af Birger Larsen Oscarnominerede novellefilm: ”Ska’ vi være kærester?”

Ulf Stark: Guldhjertet. Oversat af Nils Hartmann. Gyldendal, 1997. Forside: Marianne Enquist. Originaltitel: Guldhjärtat 

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (14 stemmer)
Loading...

Én kommentar »

  1. det er en rigtig god bog den var bare top dollar$ (:b

    den får et stort 5 tal