Trine Søndergaard: Prins ChristiaN & snotboblen & Prins ChristiaN & den møgsure fødselsdagsfe
Emner: billedbog, dansk, del af serie, fra 3 år, humor, prinser • Se alle anmeldelser af: Peter Dam, Trine Søndergaard • • 6. november, 2009På vilde eventyr med en rigtig prins
I anledning af Prins Christians 4 års fødselsdag den 15. oktober 2009, har Trine Søndergaard og Peter Dam udgivet 2 billedbøger med prinsen som hovedfigur.
I Prins ChristiaN & Snotboblen får prinsen blandt mange gode dåbsgaver en rød dåse. Til sin overraskelse opdager han, at dåsen indeholder nysepulver, som danner en så stor snotboble, at han kan flyve verden rundt. Han besøger flere lande og møder forskellige indbyggere og deres kultur. På sit besøg i Australien finder han giverne af dåsen og også svaret på, hvordan han anskaffer sig mere nysepulver, så han kan kommer retur til Danmark. Tidligere kongelige hofreporter Bodil Cath har skrevet forord til bogen, da hun har fået tildelt rollen som kongelig hofkat.
I Prins ChristiaN og den møgsure Fødselsdagsfe er fødselsdagsfeen, som sørger for glad stemning og tivoli i maven på børnenes fødselsdag i rigtigt dårligt humør. Hun får kvalme, når hun hører fødselsdagssangen. Prinsens egen fødselsdag nærmer sig hastig, og han forsøger på alle måder at få feen på bedre tanker. Et besøg på slottet får hende ikke i bedre humør. Mon en gave kan ændre situationen?
Teksten er af Trine Søndergaard, som er cand. mag og tekstforfatter. Illustrationerne er skabt af grafisk designer Peter Dam. Makkerparret er kendt for bøgerne Den dag Hulan tog ud i verden for at finde det allerbedste bandeord og For Hulan i himlen og Gud Fader.
Det er et par sjove fortællinger, men som efter min mening, desværre ikke helt når op på samme niveau som forfatterparrets to tidligere udgivelser. De sprælske og farverige tegninger skaber en god dynamik og bærer historien. Lilleprinsen gengives med en alt for stor krone, som dækker for hans udsyn. De royale pligter og traditioner dækker med andre ord for livets realiteter. Både i tekst og illustrationer er der mange sjove henvisninger til kendte eventyr og ikke mindst til virkelighedens danske royale familie.
Er du begejstret for sprogbrug i stil med Anders Morgenthaler vil du også falde for disse billedbøger. Her er udtryk som: ”kongeligt cool” og ”kronesejt” helt passende.
Herfra skal også lyde et tillykke til fødselaren!
Trine Søndergaard: Prins ChristiaN & snotboblen & Prins ChristiaN & den møgsure fødselsdagsfe. Politikens børnebøger, 2009