Fortællingen.dk

På jagt i nutiden, på flugt i fortiden…

13-årige Thea plages af tilbagevendende, livagtige mareridt, hvor hun på hesteryg flygter for livet fra en blodig slagmark. Året er 1626, og Christian den Fjerde regerer landet. Mareridtene er efterhånden så voldsomme og levende, at der er jord på fødderne og blodige sår på knæene, når vækkeuret ringer.

Thea vågner op til en rigtig skoddag, for hendes hest skal aflives, og i skolen skal hun skrive en familiekrønike, men hvordan skal hun gøre det, når hun lige har fundet ud af, at hun er adopteret?
Thea har også problemer med den populære Lærke, der altid kommer med nedladende kommentarer om hendes hest og ridning, men heldigvis starter Kalle i klassen, og med hans hjælp kaster Thea sig ud i jagten på sine biologiske forældre. En jagt, der fuldstændig vender op og ned på hendes liv og åbner op for en fortid, hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.

For hvem er hun? Er der tale om et andet liv i en anden tid?

I Kongens staldknægt møder den historiske roman og den klassiske pigebog hinanden i et livligt mix af spænding og mystik. Der er masser af energi og fart over feltet – især i de kapitler, der foregår på Christian den Fjerdes tid, og det er også her, jeg synes, bogen lykkes bedst. Man får spor til opklaringen af gåden om Theas identitet, et levende indblik i livet omkring hoffet og det fatale slag ved Lutter am Barenberg under Trediveårskrigen. Fortiden spræller, larmer og underholder, og det er en fornøjelse at være vidne til.

Jeg var ikke på samme måde fanget af nutidens Thea, der til tider fremstår som en ret surmulende og egoistisk teenagepige. Godt nok må det ikke være spor rart at finde ud af, at man er adopteret, men relationer er vel mere en ren biologi, og jeg synes, at billedet af Theas frustrationer er tegnet for ensidigt. Når det er sagt, er Theas problemer med kærlighed, følelser, (u)venner og uforstående forældre sikkert genkendelige nok.

Alt i alt er Kongens staldknægt flot skruet sammen. Fortid og nutid, mystik og virkelighed griber ind i hinanden på en elegant og ubesværet måde – hvis man lige ser bort fra, at Kalles far nok ikke i virkeligheden ville hypnotisere en 13-årig pige uden forældrenes tilladelse. Desværre brydes denne kurve i slutningen, der er alt for usandsynlig og hokus pokus-agtig.

Trine Appel: Kongens staldknægt. Omslag: Per Jørgensen. Politiken, 2009, 327 sider.