Fortællingen.dk

Tre mumi-bøger i én – den perfekte gave, især til én selv.

Tove Janssons historier om Mumitrolden og alle de andre væsener i Mumiverset forstår til stadighed at overraske mig. Jeg har læst dem før, men de fremstår stadig friske og varme, når jeg læser dem den dag i dag.

Mumitrolden – de tre første romaner samler De små trolde og den store oversvømmelse, Kometen kommer og Troldkarlens hat, og at læse historierne i den rigtige rækkefølge er at se både mumierne og Tove Jansson vokse. På mere end én måde.

For i De små trolde og den store oversvømmelse er de ganske små, og hele verden ses fra jordhøjde. En oversvømmelse sender den lille familie ud på en stor odyssee. Når man er vant til de senere udgaver, er det et mærkeligt forvrænget møde med de velkendte figurer – tegningerne er grovere, ikke så runde som normalt, og personerne er ikke helt rigtige. Men selv om ”de små trolde” er lidt forkerte, og der er mere vanligt eventyr over historien, så er potentialet også tydeligt, det er som et pres på ens inderste, vægten af den gode historie. Det er muligt, at Jansson her ikke rammer dybliggende fornemmelse af en historie, man er blevet fortalt i drømme, men at hun rammer noget, kan der ikke være tvivl om.

I Kometen kommer er de runde væsener noget større, og det er de nødt til, for det er selve verdens undergang, de er oppe imod. Og det rammer den der blanding af rædsel, hygge, humor og magi, som det er så forbasket svært at fortælle folk om, hvis de ikke har oplevet mumitroldene. Det er det, der gør Janssons univers så unikt og gribende – og samtidig så storladent fjoget og underfundigt sjovt.

I Troldkarlens hat får Mumifar sig en ny, høj hat, og den er naturligvis ikke, hvad den umiddelbart lader til at være. Så enkelt starter det, men ud fra det lille frø springer en stor fortælling med flotte blomster.

Historierne om mumitroldene er klassikere – og lider derfor under den fare, at senere værker genbruger det, der virker, og forfladiger dem. Mange har da også forsøgt, men det er som regel overfladen, den tilsyneladende enkle handling, folk forsøger at eftergøre, og det fanger naturligvis ikke den dybde, der er i den ægte vare. Den originale vare fremstår stadig stærk og medrivende og kan fange læsere på tværs af alle aldersskel. Jeg har hørt folk sige, at de ikke er for børn, og det er de heller ikke i sig selv – men de mennesker (børn eller voksne), som de er for, vil huske dem hele livet. Man skylder sig selv at læse dem, om ikke andet for at forstå, hvad folk mener, når de forsøger at beskrive dem.

Tove Jansson: Mumitrolden – de tre første romaner. Oversat af Jan Madsen & Marie Svendsen. Carlsen, 2008, 276 sider.