Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Tove Jansson: Hvem skal trøste Knytten

Emner: , , , , , • Se alle anmeldelser af: Tove JanssonUdskriv anmeldelsen • 30. oktober, 2008

Modgang og triumf i Mumiernes verden.

”Hvem skal trøste Knytten” er en billedbog af afdøde Tove Jansson – den har tidligere været udgivet på dansk, men er netop blevet genudgivet i en helt ny oversættelse ved Marianne Iben Hansen. Jeg har ikke kigget på de gamle udgaver, men kan sige, at sproget er vigtigt her, og i denne udgave flyder det i al fald upåklageligt.

Historien om Knytten er nemlig fortalt på vers, i en liflig blanding af dyster ensomhed og sprudlende livsglæde, noget, som få formår at gøre så legende let som Jansson.

Vi befinder os i Mumiverset, men denne gang følger vi ikke de livsnydende mumier, med derimod den forskræmte lille dreng Knytten, som sidder alene i sit hus om natten og lytter til Murrens fæle skrig. Der er ingen til at trøste ham, så i stedet drager han ud i verden – men Knytten er genert, så han kan blot se til fra sin plads på sidelinien, mens folk synger, danser og fester. Men så en dag finder han ud af, at han ikke er den eneste, der er bange, og hjertet svulmer i brystet på ham. Knyttens rejse har pludselig et mål.

I tekst og billeder lykkes det Jansson at opbygge et helt særegent univers i sine bøger og ligeså her. Med sine farvestrålende tegninger fremmaner hun en eventyrverden, hvor store og små eksisterer side om side og på lige vilkår – hun kan med små midler få magien til at virke som en mere naturlig del af verden, end andre forfattere kan i store trilogier. Og ved siden af er der teksten, her i rim, der næsten springer af tungen, som forvandler en lille drengs rejse til en eviggyldig historie om kampen mod mørket. Det er i sandhed en af de bøger, der kan læses på flere planer, og jeg tror måske, at den vil få det til at løbe endnu koldere ned ad ryggen på forældrene end på børnene. Det er en fortælling, der rækker dybt ind i hjertet.

Tove Jansson: Hvem skal trøste Knytten. Oversat af Marianne Iben Hansen. 2. udgave, Gyldendal, 2008. 199,-

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer)
Loading...

2 kommentarer »

  1. Jamen altså, der har vi jo knytten. Det er en fantastisk følelsesmæssig beretning, det har du ret i. Og universet er helt Janssons eget, som kryber langt indunder huden på børn. Jeg husker stadigvæk tydeligt den der frygtsomme stemning og lysten til at hjælpe Knytten. Tak for din anmeldelse!

  2. Velbekomme 🙂
    Der er en eller anden ganske særlig magi over Janssons værker. Jeg tror, det er et års tid siden, at jeg læste en af hendes noveller, og jeg holder normalt en ti meters afstand til alt, der bare minder om socialrealisme – det var først, da jeg var næsten færdig med den, at det gik op for mig, at jeg rent faktisk var i færd med at læse en historie om en kvinde, der havde en depression.
    Jeg holdt selvsagt ikke op med at læse 🙂