Timo Parvela & Virpi Talvitie: Karrusellen
Emner: fra 5 år, god til højtlæsning, identitet, tiden, venskab • Se alle anmeldelser af: Timo Parvela, Virpi Talvitie • • 23. december, 2010Kasserolle, den mindste af alle kyllerne, sidder bare der og hænger lidt med næbbet, ved siden af karrusellen, hvor al spasen ellers foregår. De andre kyller, de store kyller, drejer rundt og rundt på karrusellen hele dagen, hver dag, mens Kasserolle blot kan se på, mens han drømmer om, at det engang, med tiden, skal blive hans tur til en svingom.
Midt i al denne evige venten dukker flaksefuglen Lykke heldigvis op, og Kasserolle får en ven for livet. Eller i hvert fald for en tid.
Sammen udforsker Kasserolle og Lykke Afrika, tæller citronsommerfugle, kælker, holder fødselsdag, og hele tiden går tiden. Pludselig er Kasserolle blevet stor nok til at få sin egen plads på karrusellen. Men hvad så med Lykke?
Karrusellen er en underfundig og varm fortælling om venskab krydret med en universel tidstematik. Når man er alene, bliver tiden længere, og sammen med andre går den hurtigt. Børn fra 5 år kender til problematikken, og især vil de genkende det med, når tiden styres af andre (Læs: de voksne).
Lille Kylle har så travlt med at blive stor, og det er næsten sørgeligt, fordi den tid man bruger, trækkes jo fra et større regnskab. Man skal skynde sig langsomt og være i nuet, sådan tænkte jeg og følte mig grebet om hjertet.
Karrusellen er en historie, der er bedst at dele med nogen. Fortællingen om Kasserolle, Lykke og tiden rummer nemlig flere læsninger, og sammen med sine vidunderlige farverige, flimrende og sitrende illustrationer tager den sine læsere med på eventyr igennem nat og dag, årstider og alt det, som tiden bruger tid på.
Timo Parvela & Virpi Talvitie: Karrusellen. Oversat af Siri Nordborg Møller. Turbine, 2010