Fortællingen.dk

Den talende (men ikke bestøvlede) kat Maurice drager hærgende gennem Diskverdenen med sin bøvede dreng og sine intelligente rotter – det lyder underligt, men det er meget, meget sjovt.

Alle har hørt om rotteplager – og hvad dertil hører af tusinder af gnavere og den til situationen tilkaldte rottelokker, som med sin magiske fløjte lokker de dansende rotter ned i floden, hvor de drukner. Og hvis ikke man betaler rottelokkeren, ved man godt, hvordan historien ender: alle børnene tager rotternes sted.

Dette er blot én af de mange historier, der danner rygraden for den nye Diskverden-roman på dansk. Og når man har hørt historierne længe nok, bliver de til deres egen sandhed, og ingen tænker på, at rotter meget sjældent danser – og at de er yderst habile svømmere. Men det er en historie, som tjener penge ind til den bøvede dreng Keith og hans kompagnoner: katten Maurice og et par hundrede rotter, som alle er blevet intelligente (det kommer der af at bo på troldmændenes losseplads). Under kattens kyndige vejledning drager de fra by til by, foranlediger en lille, men yderst effektiv rotteplage (én ting er, når rotter svømmer i fløden, en anden, når det er synkronsvømning) og lader dem derefter føre ud af byen af den fløjtespillende dreng. For betaling, forstås.

Men en dag havner de i landsbyen Bad Blintz, hvor der synes at være en krig mellem mennesker (eller rettere to skumle rottefængere) og rotter – der er bare det problem, at der ikke lader til at være nogle rotter overhovedet. Til gengæld lurer der noget under byen, noget farligt, der lægger planer og bruger både mennesker og gnavere.

Men først og fremmest møder de borgmesterens datter, Malicia, der ser hele verden som én stor historie (og det er en fortælling, hvor hun selv spiller hovedrollen). Hun indser snart, at der her må være tale om et helt nyt eventyr, og hun tager straks teten i at løse mysteriet om de forsvundne rotter og de fordækte rottefængere.

Nu er det Pratchett, der er tale om, så der kommer masser af små spil på forholdet mellem fiktion og virkelighed, men det hele ender som en rigtig god fortælling. Og han forstår at blande humor og melodrama, så man det ene øjeblik griner og det næste bider negle – hans ret store output synes på ingen måde at have sænket kvaliteten, hvilket man må beundre.

Det er lidt af en genistreg af Forlaget Borgen at udgive Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter nu. Hidtil har de holdt sig en strengt kronologisk udgivelsesrække af Diskverden-serien, men  Mageløse Maurice og hans rådsnare rotterer en af Pratchetts nyere romaner, og som sådan er den simpelthen bedre end de første i rækken – og så er den en af hans ”børne”-bøger. Dermed ikke være sagt, at den på nogen måde er ”skrevet ned”, blot er den en lettere tilgang til universet, fordi han undlader at betjene sig af de masser af bifigurer, som han har introduceret i andre bøger. Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter er derfor lettere at læse enkeltstående, men på ingen måde dårligere end resten af hans forfatterskab. Som sædvanlig blandes det lette med de tungere temaer, her bl.a. hvordan rotterne oplever det at blive andet og mere end umælende dyr – så den kan læses på flere planer: sjov for de yngre og endnu sjovere for de ældre.

Jeg har tidligere skrevet, at jeg nødig ville være den, der skulle oversætte Pratchetts sprudlende sprog, men det lykkes faktisk med stor succes her. Et par ordspil på engelsk/tysk klares bl.a. med fodnoter, som holder sig godt til tonen i resten af bogen og derfor blot bliver en del af værket. Kort sagt en genial bog, der (håber jeg) lover godt for Pratchetts fortsatte oversættelse til dansk.

Terry Pratchett: Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter. (Diskverden) Oversat af Svend Ranild. Borgen, 2004
Forside:  Originaltitel:  The amazing Maurice and his educated rodents